Luk vindue

Voksne er børn, der er blevet ældre

16-04-2020


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

At favne absurditeten er en nødvendighed, når man skal håndtere kriser.

Vi udvikler os fra barn til voksen. I denne ligning ligger der imidlertid en indbygget illusion
om, at livet repræsenterer en slags lineær udvikling, hvor man bestandigt bliver klogere.
Men hånden på hjertet: de fleste af os kan nok godt finde eksempler på, at folk ikke
nødvendigvis er blevet klogere med alderen. Tværtimod er de ofte blevet mere neurotiske,
angste og ensporede.

Deres barnlige glæde, spontaniteten og nysgerrigheden er væk. Disse mennesker har
opbygget et usynligt fort, som de gemmer sig i. Alt, der kan true status quo, anser de for at
være en trussel.

Kriser er som skabt til at presse én ud af den livsboble, man har befundet sig i. Det kan være
en fyring, en skilsmisse, en ulykke, en sygdom. Ja, selv de sociale begrænsninger og den
frygt, som den nuværende covid-19 sætter for os i dag, er en krise, der kræver, at vi til en vis
grad genopfinder os selv. Livet består af en lang række udfordringer. Hvordan håndterer man
situationen, når man ikke kan gøre, som man plejer?

Måske skulle man læse børnebøger. Hvis man ser på Pippi Langstrømpe og Peter Plys, vil
man finde en naiv absurditet i bøgerne, som kan hjælpe én til at se verden på en ny måde.
Børnebøger har historisk set ikke kun været for børn. H.C. Andersens eventyr læstes lige så
gerne af voksne som af børn. Fortællinger, ikke mindst folkeeventyr, har vandret gennem
tiderne på tværs af kontinenter, og man kan genfinde forskellige eventyr på tværs af
landegrænser og sprog. Nogle eventyr, som for eksempel ”Skønheden og Udyret”, har
antropologen Dr. Jamie Tehrani fra Durham Universitet sporet 4000 år tilbage i tiden. Det
kan kun skyldes, at disse fortællinger indeholder en grad af noget alment menneskeligt, som
er fælles for såvel gamle som unge.

”Børnebøger kan lære os ikke bare, hvad vi har glemt, men hvad vi har glemt, vi har glemt”,
skriver børnebogsforfatteren Katherine Rundell i et kampskrift for børnelitteraturen, som
hun udgav sidste år med titlen: ”Why you should read children’s books even though you are
so old and wise”. Børnebøger fortæller os, at verden er stor og at håb, mod, empati og
kærlighed nytter. ”Det kan godt være, at det ikke er sandt”, skriver hun, men tilføjer, at det
håber hun, at det er, og at det om ikke andet er vigtigt at brede dette budskab ud.

I børnelitteraturen er der umiddelbart ikke noget, man kan tage for givet. Tingene behøver
ikke at følge de normale, kendte regler. Små piger kan godt bo alene og være så stærke, at de
kan løfte en hest. Et garderobeskab kan sagtens være en portal til en helt anden verden. En
lille have kan godt forvandles til en kæmpe skov, som bebos af en venlig plysbjørn, en
overenergisk tiger, en frygtsom grisling og et forfriskende sortseende æsel. Det er, når
fantasien sættes løs, at vi får lov til at gentænke vores omverden og vores relation til den.

Mange voksne har glemt, at de har glemt, hvad det betyder at være barn. Barndommen er
ikke kun en tilstand af uvidenhed og impulsstyring. Det er et helt rige, fyldt med muligheder
og en kæmpe værktøjskasse, der gør det muligt for os at håndtere den byrde, det nogle
gange er at være voksen.

Det er på mange måder meget sjovere at være voksen end at være barn. Men når verden ser
helt sort ud, er der egentlig ikke noget bedre end en god børnebog, der kan sætte tingene i
perspektiv.

Teksten er tidligere bragt den 16-04-2020 i Kristeligt Dagblad

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret