Luk vindue

Litteratur, der virker

25-08-2017


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. Litteraturpolitiet rykker ud, når bøger sætter læserens følelser i bevægelse. Men må litteraturen ikke længere føre til empati?

DER fyger en strøm af følelsesbaserede meninger gennem verden for tiden. Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, fortæller os i Information, at »følelser er vigtigere end viden i politik«. Pyt med fakta, for man kan ikke styre Danmark med regneark, vel? Føles det ikke rigtigt, når det fremlægges sådan? Berlingske sætter deres debattører til at mene noget om litteraturen, hvor det er flintrende ligegyldigt, om de har litteraturfaglig viden. Det er ens egne følelser, der råder, og så evnen til at skabe debat, for det sælger aviser. Jo højere man råber, jo bedre. Jo skarpere, jo bedre. Debatten skal vække følelser, men helst ikke forståelse.

Eksperterne har tilsyneladende tabt evnen til at overbevise magthavere om deres eksistensberettigelse. Hvad pokker, det er alligevel følelserne, der får lov at bestemme i sidste ende. For følelser er noget, alle kan forstå. Især ens egne. Empati er langt sværere.

En ekspert, som kan vække undren, er Anne-Marie Vestergaard, som er cand. mag. i litteraturhistorie og filosofi og derfor må antages at vide en smule om litteratur. Hun brokker sig i en kronik i Berlingske over Janne Tellers bog Hvis der var krig i Norden, som forfatteren selv kaldte for et fiktionsessay. Heri beskriver hun en situation, hvor danskerne på grund af krig må flygte til et muslimsk udland og integrere sig dér. Vestergaard skriver til sidst i sin kronik: »Litteraturen er her reelt forklædt som et debatindlæg med et stærkt værdipolitisk statement om udlændingepolitik« og konkluderer, at bogen tvinger læseren til »én bestemt konklusion: Alle flygtninge har krav på hjælp og asyl.« Dét får Vestergaard til at kalde Teller for ondskabsfuld. Men der er mindst to ting galt i Vestergaards argumentation. For det første glemmer hun, at Teller netop skrev et essay, som er kendetegnet ved at være et personligt indlæg, hvor man skal dele sine tanker på en måde, der engagerer læseren.

Essays plejer ikke at være fiktionstekster, men det er Tellers, hvorfor hun logisk nok må kalde værket for et fiktionsessay. Og engagere, det gør Teller virkelig smukt i teksten, også selvom den er støvsuget for sentimentalitet eller føleri, men nøjes med at beskrive en situation, så læseren oplever den som konkret.

Det er ikke stilistikken, der falder Vestergaard for brystet, for som hun skriver: »Den enkelte læser bliver selv til en krigsflygtning.« Fiktionen er lykkedes. Og det er det andet, der er galt med argumentationen: At det er selve det, at Vestergaard ikke kan flygte fra identifikationen med flygtningen, der er problemet. At teksten skaber empati.

Vestergaard savner distancen, nuancerne. Det er ikke længere et litterært, men et politisk problem. Konklusionen i værket er imidlertid ikke nødvendigvis, at alle flygtninge har krav på asyl det ligger i essayets karakter at være undersøgende snarere end konkluderende.

Har Teller en hensigt, er det måske blot at skabe en forståelse for det at være flygtning.

Lad os tage et andet eksempel, denne gang fra en kendt klassiker, nemlig Stefan Zweigs mesterværk Verden af i går. Her beskriver han, hvordan han efter Hitlers overtagelse af Østrig mister sit østrigske pas: »Tidligere havde mennesket bare et legeme og en sjæl. Nu behøver han desuden et pas, ellers bliver han ikke behandlet som menneske.« Zweig, der var en berejst kosmopolit, fortæller endvidere, hvordan man før Første Verdenskrig kunne rejse frit uden pas overalt i verden: »Man steg ind og ud uden at spørge og uden at blive spurgt ud, man behøvede ikke at udfylde et eneste af alle de hundrede papirer, som afkræves af en nu om dage.« Zweig blev psykisk knækket af fremmedhadet og beskrev det levende i sin bog: »Et bekendtskab med en lille konsulats-kontordame, der kunne hjælpe én til en kortere ventetid, var i det sidste årti blevet livsvigtigere end venskabet med en Toscanini eller en Rolland [ hhv. kendt dirigent og fransk nobelprisvindende forfatter]«. Læser man hans bog, kan man nå frem til en konklusion om, at man bør behandle alle flygtninge som mennesker.

Men måske synes Anne-Marie Vestergaard, at man bør udstyre bøgerne med en advarsel på omslaget: »Pas på, denne bog kan medføre sympati for flygtninge og er unuanceret, fordi den ikke tager alle økonomiske og politiske konsekvenser med i sin diskurs.« Nej, vel? Litteraturen må gerne være skånselsløs, når den tager os med på indersiden af forskellige personer eller skaber konkrete billeder. Vi skal involveres. Litteraturen skal vække følelser, men så sandelig også empati, selv om det kan føles ubehageligt at forstå noget, man helst er fri for at føle noget ved. Fakta skal fiktionen af gode grunde ikke levere. Den må komme andetsteds fra, selv om fakta også er vigtig, når man skal håndtere empatien og træffe beslutninger.






Teksten er tidligere bragt den 25-08-2017 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret