Luk vindue

Religion uden gud

04-01-2013


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ledelsesstrategier. Så småt er det ved at gå op for erhvervslivet, at der er en grænse for procesforbedringer af produktionen. Så nu vinder filosofi og mystik indpas på direktionsgangene.

DER findes et business-bogmarked, som nærværende avis ikke i nævneværdig grad beskæftiger sig med. Her finder man indimellem ufatteligt platte bøger, som bliver bestsellere.
Det værste eksempel, jeg hidtil har set, er Lothar Seiwerts bog Bjørnestrategien, der med råd som Tidsrøvere er som ulve i fårepels og Den, der pukler uden pauser, bliver uvægerligt syg, fik en sikker plads på Børsens bestsellerliste. Men der er beklageligvis mange andre kandidater til min personlige liste over bøger, der aldrig burde være udkommet.
I mange år har effektivisering været nøgleordet i virksomheder. Sjovt nok er der ingen, der har lagt mærke til, hvordan Toyota, opfinderen af effektiviseringsmetoden lean, har lidt under sit ensidige fokus på procesforbedringer i produktionen.

De seneste år har fabrikken således måtte tilbagekalde mere end ti millioner biler på grund af svigtende kvalitet. Selv procesforbedringer har deres naturlige grænse. Det er ikke en viden, som man i bestsellerforlagskredse hidtil har haft travlt med at belaste virksomhedsledere med.
Dog er grænserne for vækst og effektivisering begyndt at fylde lidt på hylderne, når det gælder de businessakademiske kredse. Den mest markante skikkelse på antivækst-barrikaderne i øjeblikket er Otto Scharmer, der har opfundet Teori U.

Otto Scharmer er ekstern lektor på det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology ( MIT) og har startet The Presencing Institute. Han har fået stor støtte af den meget flittige og allerstedsnærværende Steen Hildebrandt, som også er citeret på tilstedeværelses-instituttets hjemmeside.
Scharmer er interessant, fordi han som søn af en biodynamisk landmand er dybt inspireret af Steiner. Teori U er meget groft fortalt en øvelse i selvfordybelse og nærvær med det formål at sikre vores fælles bedste.
Teori U har fået sit navn, fordi der er tale om en bevægelse som et U. U´ets spidser repræsenterer det udadvendte, og den nederste bue i bogstavet det indadvendte.

Det er lidt ligesom med fantasylitteratur: Man begynder at gå og hvirvles ind i et ukendt og farefyldt eventyr for senere at vende tilbage som en forvandlet person.
I Scharmers eventyrlige version skal man for at foretage rejsen åbne sit sind, sit hjerte og sin vilje. Det sker ved, at man lytter til sine omgivelser. Via rejsen vil man finde sit selv og opdage, hvad ens opgave er her i verden. Så vil man vende tilbage og udføre denne opgave i harmoni med sine omgivelser. I ens rejse gennem U´et skal man over en række tærskler, og man vil høre stemmer eller få impulser, der forsøger at kalde en bort fra den fordybelse i bunden af U´et, hvor den egentlige forvandling sker. Det lyder lidt som hokuspokus, men Scharmer er på fast grund rent udviklingsteoretisk. Forvandling sker jo inde i folk! Bortset fra at Scharmer fokuserer på forvandling af virksomhedsledere og på virksomheders bæredygtighed. Det er svært ikke at synes om en teori, hvis mål er at skabe ledere med selvindsigt og omsorg for omgivelserne.

SCHARMER har lufttørret Steiners filosofi og opfundet den biodynamiske virksomhedsledelse.
Jeg ville så gerne tro på den. Få det bedre med mit job og blive et gladere menneske.
Men der er tale om gammel vin på nye flasker: En blanding mellem det oldgræske »kend dig selv« og det kristne »elsk din næste som dig selv« iblandet lidt moderne økologi og bæredygtighed.
Det er lidt som religiøsitet uden gud.
Scharmer postulerer, at man ved at kende sig selv og drage biodynamisk omsorg for medarbejdere og omgivelser, vil træffe bedre beslutninger, som vil medføre bedre resultater.
Teorien lader, som om der eksisterer en harmoni og en opgave derude, som man endnu ikke har opdaget. At ens beslutninger som leder (stort set) ikke vil være upopulære, fordi de vil give bedre mening og være i harmoni med omgivelserne.

Men virksomhederne er, som de er, fordi mennesker er, som de er. Scharmer mener, at det er lidt som i eventyrene: Den renhjertede vil vinde kongeriget. Jeg synes bare ikke, at verden er så enkel. Naturligvis vil Scharmers helt nogle gange sejre. Heldigvis da. Men vinder helten altid? Ikke i den virkelige verden. Men selvfølgelig synes jeg, at alle cheferne skal være renhjertede, så jeg vil gerne reklamere for Scharmers teori, men helt ærligt hvor sandsynligt er det lige?.

Teksten er tidligere bragt den 04-01-2013 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret