Luk vindue

Send flere penge!

14-10-2011


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

McVitello. Gid flere private virksomheder ville støtte litteraturen. Ofte er de private litteraturpriser nemlig genstand for langt større bevågenhed end den offentlige kunststøtte.

MÆCENER har gennem historien altid været lige så vigtige for forfattere, som de har været det for andre kunstnere.
Ordet mæcen stammer oprindeligt fra Gaius Maecenas, der døde i år otte før Kristus og nedstammede fra en gammel etruskisk adelsfamilie. Han var en god ven af kejser Augustus og var særdeles gavmild over for blandt andre digterne Horats og Vergil.
Og der er masser af eksempler på forfattere, der er blevet sponseret i løbet af deres karriere.

Vi behøver blot at tænke på de to mest verdensberømte danskere inden for litteraturens verden: H. C. Andersen, der næppe var blevet til noget uden blandt andre Knud Lyne Rahbek, og Søren Kierkegaard, der levede af sin fars arv - selv om sidstnævnte må siges at være et noget ufrivilligt og utilsigtet mæcenat.
Men penge skal der til, hvis kunst skal skabes.

I dag findes der et hav af litterære priser og legater i Danmark. Udover Kulturministeriets mange legater og ydelser, som har vakt voldsom debat, er der ganske fine priser og legater, som ikke har vundet den store spalte-eller æterplads i de landsdækkende medier.

For eksempel Døssingprisen, som uddeles af Bibliotekarforbundet til folk, der har gjort en indsats på det kultur-eller bibliotekspolitiske område eller Gelsted-Kirk-Scherfig prisen til dem, der gør noget for arbejderklassen.
Sidstnævnte kulturpris blev kuriøst nok indstiftet af Danmarks Kommunistiske Parti i 1979 og har overlevet partiets endeligt.
Det gik ikke stille for sig, for efter Sovjetunionens fald i 1991 udbrød en voldsom magtkamp om kontrollen med prisen mellem de kommunistiske fraktioner.
Uenigheden varede indtil Civilstyrelsen blev bedt om at løse den årelange strid. Den afgjorde, at DKP stadig har kontrollen med den fond, der uddeler prisen. DKP er i dag en del af Enhedslisten.

NOGLE priser har større mediebevågenhed end andre. Det er hyppigt dem, der er finansieret af kapitalistiske foretagender, som for eksempel Danske Banks Debutantpris, som er på 50.000 kr. og Danske Banks Litteraturpris, der er på 300.000 kr. Disse priser er årligt blevet uddelt på Bogmessen i Forum i november.
Men Danske Bank har for nylig meldt ud, at den ikke længere vil sponsorere prisen, så 2011 vil være sidste gang, priserne uddeles.
Det er synd og skam, for de to priser har været nogle af Danmarks bedst kendte litterære priser og har betydet meget.
Inden for børnelitteraturen finder man også en række både kendte og mindre kendte priser.

Blandt de mindre kendte er Skriverprisen, der uddeles af Ministeriet for Børn og Undervisning til forfattere, der skriver læservenligt.
Mere kendte er Kulturministeriets priser til henholdsvis illustrator og børnebogsforfatter, der hver er på 75.000 kr.
Som tommelfingerregel har store beløb det med at tiltrække opmærksomhed.

Den svenske Almapris, som blev indstiftet af Sveriges regering i 2002 til minde om Astrid Lindgren, er på fem millioner svenske kroner. Det er noget, som journalister verden over lægger mærke til. Ganske som den litterære nobelpris, som er dobbelt så stor, nemlig på 10 millioner svenske kroner.
Men priser og legater er ikke den eneste vej til at fremme litteraturen og profilere sig på samme tid.

Familier, der gæster McDonald´s mellem den 7. oktober og 4. november og bestiller et Happy Meal får for eksempel en god børnebog med i posen.
Burgerkæden har købt 425.000 bøger, som de i Danmark vil lange over disken sammen med maden. Det er anden gang McDonald´s gentager kampagnen. Bøgernes kvalitet fejler bestemt ikke noget. Man kan blandt andet få Vitello vil have en far af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen eller Søren Skrot af Jan Lööf. Det er slet ikke ringe.

SOM man kan se, er der mange måder for private virksomheder at profilere sig på via litteraturen. Det gode ved litteratur er, at det betyder oplevelser. Fortællinger har endvidere altid været væsentlige kulturbærere. Såvel fortællinger som oplevelser sætter sig fast i folks bevidsthed. Det er virkelig noget, private sponsorer må have brug for. Og det er godt, for kunstnerne har omvendt virkelig brug for virksomhedernes økonomiske muskler. Det er umuligt for det offentlige at bære alle nødvendige mæcenater selv.

Teksten er tidligere bragt den 14-10-2011 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret