Luk vindue

Tolv år og forfatter til to bøger

29-04-2011


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børneforfatter. Med familie og venner driver Livs forældre et forlag, der udgiver letlæsningsbøger.

12 -årige Liv Ea Felumb Conrad bor i Valby i et hus sammen med sin mor og far og to små søskende. Hendes femårige lillebror Storm kommer løbende og er meget nysgerrig, da jeg dukker op. Liv har også en puddelhund, som straks springer op for at hilse på mig. Da Liv og jeg endelig sætter os på sofaen på hendes værelse, vil hunden Coco sidde sammen med os, mens jeg interviewer hende.


Strit og Snøfte

Hvorfor vil du gerne være forfatter?

»Jeg kan godt lide at læse og at skrive. På skolen får vi lov til at skrive mange tekster, uden at få at vide, hvad de skal handle om. Det er ret sjovt. Jeg er også med i Forfatterspirerne - en skriveklub på Kulturstationen Vanløse, hvor vi har et tema om gysere. På Kulturstationen mødes vi en gang om måneden. Vi skal have en tekst eller en handling med, som vi kan diskutere. Og så laver vi skriveøvelser og læser op for hinanden.
Med de to bøger, der er udkommet, var det min fars idé med Strit og Snøfte. Han lavede den første bog om dem, og så skrev jeg de næste to. Nu er jeg sammen med min veninde Lærke ved at skrive to helt nye bøger, som udkommer senere.«

Hvordan skriver man en bog sammen?

»Enten deler man det op, så den ene finder på handlingen, og den anden skriver. Eller også skriver man den sammen. Jeg tænker ikke altid handlingen igennem, inden jeg skriver, så jeg har altid problemer med slutninger, fordi min hovedperson kommer ind i en masse problemer, som jeg ikke har en løsning på. Men det hjælper rigtig meget at skrive sammen med én, for så tænker man ikke ´ Åh nej, hvad skal jeg nu?´ og opgiver det hele. Den anden har tit en idé til en løsning.
Når jeg skriver sammen med Lærke, skiftes vi til at sidde foran computeren, og så finder vi ud af, hvad det skal handle om og begynder at skrive. Så kan vi justere lidt bagud i teksten, hvis det er nødvendigt. Den, der sidder ved computeren, bestemmer mest, hvad der skal skrives, fordi hun har fat i tastaturet.
Sammen med Lærke er jeg også ved at lave en novellesamling, som kun er skrevet af børn.
Vi har skrevet fire ud af de femten noveller, der skal være i alt. Det er gysere eller krimier.«

Vampyr og Loch Ness-uhyre

Fik du hjælp til at skrive bøgerne?

»Ikke så meget - mine forældre har rettet dem igennem og læst korrektur på dem. Vi har snakket om, hvilke uhyrer der skulle være i bøgerne. Og så har jeg også talt med tegneren om monstrene. Jeg har skrevet bøgerne efter skoletid. Det er ikke så meget, som er blevet rettet igennem.
Jeg fulgte mønstret fra den første bog: først tager Strit og Snøfte ud at rejse, og så møder de et monster. Og Strit og Snøfte har altid noget, som monstrene gerne vil have. I den første er det vampyren, der vil have deres blod og i den anden Loch Ness uhyret, der vil have sit gebis tilbage.«

Hvordan skriver man læse-let bøger?

»Selve det at skrive var ikke så svært. Men at begrænse sig, fordi det er en letlæsningsbog - det er svært! Ordene og sætningerne i letlæsningsbøger skal være meget korte. Jeg var vant til at skrive længere sætninger og beskrive ting meget detaljeret. Så den første skitse blev alt for lang og havde for mange beskrivelser med. Først redigerede jeg det selv ned, men så fik jeg hjælp til det sidste, fordi ordene og sætningerne skulle være endnu kortere. Det tog mig måske en måneds tid at skrive den første bog.«.


Det hurtigste er at skrive

Hvad tager længst tid, når man skriver en bog?

»Alt andet end det at skrive bogen, tager lang tid. Det tager sådan cirka fem gange længere tid at redigere bogen end at skrive den. Det var også svært at finde på en bagsidetekst, så folk synes, at det var spændende at læse bogen uden at afsløre hele historien. Og så har jeg også selv tegnet nogle elementer til illustrationerne: Mange af de ting, de kaster rundt, og nogle af de små detaljer, har jeg tegnet.
Søren, der er tegner på bøgerne, er en af mine forældres gode venner.
Når han skal tegne, så bor han her en weekend. Så snakker vi sammen om, hvordan det skal se ud.
Det kræver tålmodighed at være forfatter, synes jeg. Først skal bogen redigeres, så skal den sættes op, så skal illustrationerne laves og til sidst trykkes. Så der kan gå meget lang tid fra bogen er skrevet, til man har den i hånden.«

Hvad skal en god bog indeholde?

»En bog skal være spændende, og så skal der være detaljer i, men ikke alt for mange.
Jeg har læst bøger, hvor selv bedstemorens underskørt var beskrevet i detaljer - det var bare så kedeligt. Hver gang en person gik ind i et rum, skulle vi først have hele rummet beskrevet. Når personen gik udenfor, skulle også det beskrives i detaljer. Det hele skal selvfølgelig ikke kun være handling. Der skal være en bihistorie, synes jeg. Jeg kan bedst lide fantasy, fordi der er et nyt univers, som man lærer at kende. Det er næsten som at bo der, når man læser det. Og så kan jeg også godt lide science fiction. Der har jeg det lidt på samme måde. Jeg kan også bedst lide lange bøger. Korte er bare læst så hurtigt!«

Hvor mange bøger læser du?
»Det er lidt forskelligt. I gennemsnit læser jeg en to - tre bøger om ugen. Det kommer også an på, hvor gode bøgerne er. Jeg går på en Freinet skole, hvor vi næsten selv må lave vores eget skema. Så i et halvt år lavede jeg ikke matematik, fordi jeg synes, dansk var sjovere. Så nu skal jeg indhente matematikken. I skolen synes de ikke, det er så sejt, at jeg har skrevet to bøger. De driller mig mest, fordi jeg er en læsehest. Jeg tror ikke, de tør sige, hvis de synes, det er sejt.«.

Fakta: Liv
Liv Ea Felumb Conrad er 11 år og er født den 17. april 1999. Hun har to søskende: Storm på 5 og Silke på 2.
Hun er 156 cm høj og går på Freinetskolen i Valby Liv har udgivet to bøger: Strit og Snøfte - Dracula og Strit og Snøfte - Loch Ness Uhyret.
Du kan læse Livs bøger på familieforlaget.dk/strit.

Teksten er tidligere bragt den 29-04-2011 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret