Luk vindue

Fra svane til ælling

25-03-2011


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnelitteratur. Der var så dejligt ude på landet, men så kom synergien blæsende ind fra Aarhus.

AARHUS Universitet har netop meldt ud, at Center for Børnelitteratur skal flyttes fra Danmarks Pædagogiske Universitet ( DPU) i Emdrup til Aarhus, så der kan opstå en større synergi mellem de æstetiske fag og børnelitteraturforskningen.
Ude i erhvervslivet hører ordet synergi til bullshit bingo ordene. Ord, der lyder godt, men reelt skjuler en besparelse eller et manglende reelt indhold. Reelt vil hverken de æstetiske fag eller børnelitteraturen få særlig glæde af hinanden, hvis flytningen bliver en realitet.

Beslutningen om at flytte centret rammer ned i en lang diskussion om børnelitteraturens rolle: Skal vi lægge vægten på »børne« eller på »litteraturen«? Diskussionen er lige så gammel som børnelitteraturen selv. For eksempel er overskriften på første del af Torben Weinreichs Børnelitteraturhistorie »Børn er ligesom aber«. En overskrift, der dækker perioden fra 1568 og frem til 1780. En rammende beskrivelse af børnelitteraturens formål på den tid: At opdrage og belære, så børnene kunne blive til rigtige mennesker i stedet for vilde aber.
I 1835 blev H. C. Andersen den første eksponent for en litterat, der lagde vægt på det litterære fremfor det pædagogiske i børnelitteraturen.
Sine modstandere kaldte han meget rammende for »Formskærerlauget«. Børn skulle ikke formes, mente H. C. Andersen. De skulle fantasere.

Så hvad mener man i dag? Ja, blandt de lærde er man aldrig blevet helt enige om, hvorvidt vægten skal lægges på det pædagogiske fremfor det litterære. Holdningen er bølget lidt frem og tilbage - ganske som længden på kjolerne har det med at gøre over tid. Og flere børne-og ungdomsforfattere hævder stædigt, at vi har at gøre med en falsk genrebetegnelse. De tænker ikke på målgruppen, når de skriver, siger de. Litteratur er litteratur. Punktum.

Den diskussion var naturligvis også aktuel, da Center for Børnelitteratur skulle oprettes. De mere pædagogisk orienterede ville etablere centret på Danmarks Lærerhøjskole, det nuværende DPU, så forskningen i højere grad kunne trives sammen med de øvrige uddannelser, der havde med børn og unge at gøre.
De mere litterært orienterede argumenterede kraftigt for, at Centret blev placeret som et center på Københavns Universitet i tilknytning til de litterære uddannelser. På den måde ville forskningen i højere grad afspejle det litterære fremfor det pædagogiske.

Litteraterne tabte kampen. I 1998 blev centret oprettet som en selvstændig enhed med egne vedtægter og bestyrelse, men blev fysisk placeret på Danmarks Lærerhøjskole i Emdrup.
Og det viste sig, at den nære placering til pædagogikkens højborg var til gavn for børnelitteraturforskningen. Nu taler selv litteraturfolk imod flytningen.
Hvis Centret ender med at flytte til Aarhus kan man trække på skuldrene og nøgternt konstatere, at det nu er det litterære, der har overtaget, men man kan også i stedet opfordre til, at man indser, at børnelitteraturen lever i et spændingsfelt mellem det æstetiske og det pædagogiske. Det giver ikke mening at vælge side. Man har behov for begge dele. Men i dette frugtbare spændingsfelt skal man huske, at børnelitteraturens primære modtagere er børn. De æstetiske fags primære modtagere er voksne. Ikke at børn er aber, langtfra, men de er heller ikke voksne.

At modtagerne af børnelitteraturen primært er børn betyder, at forskningsfeltet nyder stor anseelse blandt andre forskere, der forsker i områder, der har med børn at gøre.
For eksempel pædagogikken. Disse forskere er nysgerrige. De vil se, om de kan få glæde af børnelitteraturen. Denne interesse fremmer forskningsmiljøet. Blandt universitetets æstetiske fag fylder børn ikke ret meget.
Børnelitteraturen har meget lav status. Nysgerrigheden vil være til at overse.
Dette vil ikke fremme forskningen.
Tværtimod. Det vil dræbe den langsomt med analytiske modefænomener. Det, man er i gang med, er at fortælle historien om den grimme ælling i omvendt rækkefølge. På Aarhus Universitet flytter svanen simpelthen tilbage til andedammen.

Teksten er tidligere bragt den 25-03-2011 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret