Luk vindue

´Bogmarkedet´ søger nye ejere

08-10-2010


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Requiem for bogbranchen. En bogbranche, der ikke kan samarbejde, har heller ingen indflydelse.


BOGBRANCHENS tidsskrift, Bogmarkedet, er udkommet siden 1854. De seneste 35 år i et ligeejet partnerskab mellem Boghandlerforeningen og Forlæggerforeningen. Forleden meddelte Forlæggerforeningen, at de fra udgangen af 2011 ikke længere ønsker at bidrage til udgivelsen af tidsskriftet. Årsagen er, at man ikke mener, at økonomien kan bære en fortsat bæredygtig drift. Boghandlerne vil ikke udgive bladet alene, så konsekvensen er, at bladet skal finde en ny udgiver i løbet af det næste års tid, hvis det skal overleve.

Lasse Winkler, chefredaktøren for søsterbladet i Sverige, konstaterer tørt i det seneste nummer af Bogmarkedet, at det ikke bliver nemt at finde en ny udgiver: »Hvem vil købe et tidsskrift, som ingen af ejerne, dvs. de førende forlag og de førende forlag og boghandlere, der sidder i bestyrelsen, egentlig vil have?« Det ligner unægteligt et lidt lang trukkent og ikke særligt ærværdigt requiem for Bogmarkedet, må vi nok konstatere.

At begå harakiri ville nok være lidt mere ærefuldt.

Joakim Malling, formand for Bogmarkedets bestyrelse, mener, at det er vigtigt »for bogens vilkår og placering i det samlede mediebillede i Danmark,« at der findes et tidskrift, »der analyserer, beskriver og debatterer lovgivningsmæssige, økonomiske og kulturelle rammebetingelser for udgivelse af og handel med bøger«. Det fantastiske ved denne udmelding er ikke så meget, at den er rigtig, men at hverken forlæggerne eller boghandlerne synes, at de selv vil bære ansvaret for, at et sådant tidsskrift fortsat skal eksistere.

Måske er tidsskriftet blot offer for det kollektive selvmord, bogbranchen er godt på vej til at begå.

For snart mange år siden var der en klar deling mellem boghandlere og forlæggere.

Via en række eksklusivaftaler var branchen strengt reguleret. Det sikrede et vist indtægtsniveau for såvel forlag som boghandlere, og de offentlige indkøb fra såvel skoler som biblioteker bidrog væsentligt til, at dette regulerede marked fungerede.

Så begyndte det at gå galt. Det offentlige begyndte at købe mindre. De faste priser var under pres. Supermarkederne begyndte at sælge bøger til under den pris, som boghandlerne kunne købe bøgerne for hos forlæggerne.

Internetsalget buldrede frem. Forlæggerne etablerede sig som boghandlere for at få en bid af internetsalget og begyndte også at servicere det offentlige marked. Boghandlerne fik det sværere og lukkede på stribe. Biblioteksindkøb centraliseredes til skade for indkøbsmangfoldigheden, som over for lånerne til gengæld kunne nivelleres via bedre logistik og internetbaseret service. E-bøgerne begyndte at spøge.

Alt imens er forlagskoncentrationen øget markant, så der nu er ganske få forlagskoncerner, der dækker størstedelen af bogmarkedet.

Boghandlerne organiserer sig i lige så store indkøbskæder, så de kan matche forlagene i forhandlingsstyrke og derved opnå bedre rabatter og vilkår. Hvor der før var en skarp reguleret arbejdsdeling, så forlagene udgav bøgerne og boghandlerne solgte dem ( bortset fra bogklubberne, der altid har været en torn i øjet på bog handlerne), så er skillelinjen mellem de to erhverv nu temmelig udvisket.

Det giver næsten sig selv, at forholdet mellem boghandlere og forlæggere er historisk dårligt. Man slås om de samme penge og de samme kunder i et hidtil uset omfang.

Der er ikke længere tale om et gensidigt afhængighedsforhold. Forlagene kan i princippet undvære boghandlerne og sælge bøgerne selv - og omvendt for den sags skyld.

Det er en rigtig kedelig udvikling, men formentlig forudsigelig. De faste priser havde skabt en kultur af inerti og lukkethed, der har gennemsyret hele branchen, og som har vist sig meget vanskelig at overvinde.

Blandt andet derfor har der altid numerisk set været væsentligt flere forlag uden for For læggerforeningen end inden for. Denne mangel på fællesskab har gennemsyret hele branchen. Selv forfatterne har organiseret sig i to forskellige foreninger, fordi de ikke kan blive enige med hinanden! Det er helt til grin.

Som en af de få brancher i Danmark har bogbranchen ingen fælles brancheforening, ingen velfungerende statistikker og dermed stort set ingen politisk gennemslagskraft. Og nu til syne ladende heller ingen tro på en fælles fremtid. Det er kol lektivt selvmord. Man kunne i stedet anbefale alle i bogbranchen at se på, hvordan Dansk-IT fungerer. Det er en helt åben forening, som på tværs af økonomiske og politiske interesser organiserer de fleste mennesker, der arbejder inden for branchen.

De har dermed skabt en organisation, der har bredde og vingefang nok til både at tilbyde konferencer og kurser, og som har en væsentlig politisk indflydelse på branchens vilkår.

Teksten er tidligere bragt den 08-10-2010 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret