Luk vindue

Pas på: Vook´en kommer!

04-06-2010


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Dimser. Nu havde vi lige vænnet os til tanken om e-bogen ... Så får vi videobogen.

En Vook er en bog, der skal læses på en computer eller en moderne telefon (kaldet en smartphone), og som også indeholder video og musik. De findes allerede og kan købes via vook.com eller via en iPhone. Men hvad kommer det til at betyde for os på lidt længere sigt?

Hvis vi ser på e-bogen, så er den sådan set »bare« en bog, men mangfoldiggjort på en anden platform. En e-læser er ganske vist en computer, men den er udelukkende tænkt som en dims, man kan bruge til at opbevare et antal bøger i og til at læse dem. Så kan man knytte en smule funktionalitet til den såsom mulighed for at slå ord op i en medfølgende elektronisk ordbog eller eventuelt at få læst bogen op. Teksten er stadig i centrum i en e-bog. Den måde, vi tilegner os indholdet på, er fortsat ved at fortolke ordene og omforme dem til noget, der giver mening for os. Vi skaber selv billederne af det, vi læser, i vores hoveder. Don Quijote vil se forskellig ud afhængig af, hvem der læser bogen. D´Artagnan ligeså.

Med Vook´en (den skal vel ikke hedde »vogen« på dansk?) har vi en ny situation, hvor billederne er givet os på forhånd. Eksempelvis har jeg købt Robert Luis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde som Vook. Den kan jeg læse på min iPhone eller på en vilkårlig computer. Hvert kapitel har indlejret små afsnit af John Robertsons berømte stumfilm fra 1920 med John Barrymore i hovedrollen. Hvem kan da skabe sit eget billede af Dr. Jekyll i forbindelse med læsningen? Vi kan synes, det er lidt mærkeligt, men dem, der har læst (eller set!) Harry Potter, vil vide, at også i Hogwarts er almindelige billeder levende. Den magi kan man også udføre med de nye digitale fotorammer. Det er såmænd bare at lægge en film på fotorammen og så lade filmen køre igen og igen. De aviser, som Potter læser, indeholder også levende billeder - eller integrerede videosekvenser, om man vil. Fuldstændig, som når man ser aviser på nettet.

Den ny iPad annoncerer også med en ny udgave af Alice i Eventyrland, hvor illustrationerne så at sige hopper op og ned, hvis man vender og drejer iPad´en. Bøgerne bliver interaktive, og oplevelsen bliver en anden. På Vook´ens hjemmeside kan man finde en lang række især gør-det-selv- og andre typer hobbybøger, hvor det kan være rart med en film: Lær at spille golf, en kogebog (selvfølgelig en cookvook!), fitness og så en række klassikere som Sherlock Holmes, men også sådan noget som vampyrdronningen Anne Rices The master of the Rampling Gate, hvor attraktionen blandt andet er et videointerview med forfatterinden om bogen. Priserne på vook´erne varierer mellem 5 og 10 US dollar stykket. Man kan selv sammenligne med de nuværende danske priser på ebøger, som for tiden er de samme som for de trykte bøger (selv om et stort forlag for kort tid siden solgte dem meget billigt i en alt for afgrænset periode).

De nuværende udgaver af Vooker (et grimt ord, når man bøjer det i flertal) er ikke vildt imponerende forstået på den måde, at tekst og video ikke er fuldt integreret endnu. Skal De se et videoklip, skal De fortsat klikke eller aktivere videoen. Men mon ikke dette vil ændre sig i fremtiden?

Med Vooken har vi fået skabt en helt ny kompleks kunstform. Jeg kan forestille mig, at romantisk musik vil starte, når jeg bladrer til en side, hvor et par skal til at forenes, eller at hårdpumpede trommer vil ledsage beskrivelsen af en særligt spændende biljagt. Eller at en video automatisk vil starte, når jeg bladrer, og eksempelvis helt erstatte den tekst, jeg normalt ville forvente på næste »side«. Når computernes processorkraft er stærkere, kan man nemt forestille sig, at det vil være muligt at følge øjnenes bevægelser via den bærbares indbyggede kamera, så særlige ting aktiveres, efterhånden som man læser bestemte ord i bogen. Og på et tidspunkt kommer 3D-skærmene vel også til Vook´en, så man skal have særlige 3D-briller på, når man oplever en vook. Briller, der naturligvis også indeholder indbyggede høretelefoner, så lyden ikke forstyrrer de andre medpassagerer i toget, mens man vooker.

Det bliver spændende at følge udviklingen, selv om man som læser kan finde udviklingen noget skræmmende. Men hvis læserne har det hårdt, tør jeg knapt tænke på, hvor svært de aktuelle udbydere af litteratur vil få det. I mine øjne kan kun et meget tæt samarbejde mellem de kreative aktører på markedet sikre deres respektive overlevelse. Det er tilrådeligt, at forfattere, illustratorer, forlag, boghandlere, filmskabere, skuespillere og andre kreative folk for alvor ser på, hvilke krav fremtidens interaktive medier stiller til deres evner og til deres samarbejde.

Teksten er tidligere bragt den 04-06-2010 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret