Luk vindue

Lord Byrons elektroniske arv

29-04-2010


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Litteraturhistorie i praksis. Uden kunst ingen teknologi!

Det kan godt være, at nogle sidder og bander over, at computerne og ingeniørerne har overtaget verden, og at den knitren, der opstår, når man vender en side, snart kun vil være en irriterende lydeffekt, som vil kunne slås fra i e-læserens opsætning. Men enhver opfindelse kræver fantasi, og det vil måske være en trøst at vide, at computerprogrammer i virkeligheden delvis kan takke Lord Byrons datter for deres eksistens.

Lord Byrons liv var så skandaløst, at domprovsterne fra såvel Westminster som St. Paul afviste at begrave ham. Han var mistænkt for at have et incestuøst forhold til sin halvsøster Augusta Leigh, og skabte bestyrtelse ved at have en række seksuelle forhold til såvel mænd som kvinder. Han var også temmelig skødesløs i sin omgang med penge og skyldte store beløb til højre og venstre. Hans poesi var måske ikke velset, men solgte godt. Hans halvbiografiske versroman fra 1814, The Corsair, som Verdi senere lavede en opera over, solgte 10.000 eksemplarer på første udgivelsesdag! Imponerende tal for en forfatter selv i dag.

I 1815 giftede Lord Byron sig med Annabella Milbanke, vistnok mest for at undgå mere sladder om forholdet til sin halvsøster. Det eneste, der rigtigt kom ud af ægteskabet var datteren Ada. Parret blev skilt allerede en måned efter Adas fødsel. Efter skilsmissen hadede Annabella Lord Byron så meget, at hun søgte at holde farens identitet hemmelig for sin datter så længe som muligt. Annabella ville for enhver pris sikre sig, at datteren ikke på nogen måde kom til at ligne faren og i hvert fald slet ikke fik kunstneriske tilbøjeligheder. Derfor blev Ada opdraget med en kolossal fokus på videnskab og matematik. Lord Byron hævnede sig senere på sin ekskone ved med slet skjult henvisning at kalde Annabella for selvretfærdig og for at være »et omvandrende regnestykke« i sit indflydelsesrige digterværk Don Juan.

Ada var et skrøbeligt barn, som tidligt blev syg og hele livet led af hyppige sygdomsperioder. I 1833, 17 år gammel, mødte hun matematikprofessoren Charles Babbage, som hun indledte et livslangt venskab med. Babbage var på det tidspunkt i færd med at bygge den første regnemaskine, men havde vanskeligheder med at få skidtet til at virke. Den første maskine vejede i øvrigt hele 13,6 ton! Han designede senere en ny version af regnemaskinen, som nogle forskere byggede i 1991 efter hans originale tegninger. Det viste sig, at regnemaskinen, der kunne håndtere tal på op til 31 cifre, ville have virket ganske fortræffeligt, havde han bygget den færdig.

Men efter fiaskoen med regnemaskinerne, rettedes Babbages interesse sig mod designet af den såkaldt »analytiske maskine«. Den interesse holdt sig frem til hans død i 1871. Maskinen, han havde udtænkt, var en decideret computer, der skulle kunne programmeres ved hjælp af hulkort. Babbage havde ikke held til at få finansieret et projekt til at bygge selve maskinen - formentlig fordi den bevilgende part stadig havde tidligere bevillinger til noget meget tungt skrot i frisk erindring. Ada var en af de ganske få, der rigtigt forstod, hvad den analytiske maskine gik ud på. Hun havde en ivrig og velbevaret korrespondance med Babbage og designede i den forbindelse et program, der kunne udregne den vanskelige Bernoulli talrække på den analytiske maskine.

Mellem alle regnestykkerne og brevvekslingen, blev Ada gift med William King, som senere blev hertug af Lovelace, og de fik tre børn. Ada var dog svagelig og døde kun 36 år gammel. Efter eget ønske blev hun begravet ved siden af den far, hun aldrig mødte.

Ada Lovelace betragtes i dag som den første rigtige programmør, og programmører verden over fejrer hende årligt den 24. marts med en masse blogs, videospots og debatindlæg. Hun har fået opkaldt programmeringssproget Ada efter sig, som oprindelig blev udviklet til det amerikanske forsvar i slutningen af 1970erne og som i dag blandt andet bruges i flyindustrien. William Gibson og Bruce Sterling har skrevet om hende i romanen The Difference Engine i 1990. Romanen blev godt modtaget og var indstillet til to priser.

Forfatteren William Gibson fik i øvrigt sit gennembrud med debutromanen Neuromancer i 1984. I den roman opfandt Gibson begrebet cyberspace, selv han om efter eget udsagn aldeles intet ved om computere og heller ikke interesserer sig synderligt for det.

Men lidt læring kan vi da få ud af historien om de første computere og om cyberspace. Historien viser et stort samspil mellem digtning og ingeniørkunst. Kunst er en til tider skandaløs, men også voldsom kraft, der genererer massevis af innovation. Moralen er klar: Uden kunst og fantasi, ingen opfindelser. Uden opfindelser, ingen samfundsudvikling. Kunst og teknologi har brug for hinanden. Så enkelt er det.

Teksten er tidligere bragt den 29-04-2010 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret