Luk vindue

Bøger, køleskabe og gåden om kulturministeren

20-11-2009


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar: Først var det frie priser. Nu er det nettopriser, bogbranchen taler om.

Den 31. december 2010 er det slut med muligheden for at sætte faste priser på bøger. Så er der frie priser - eller er det nettopriser? Det er de ikke enige om i bogbranchen, hvilket er tydeligt, når man for eksempel læser i Bogmarkedet, der udgives af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen i fællesskab.

For andre kan diskussionen virke en smule teoretisk, for strengt taget er slutresultatet det samme: Den endelige udsalgspris bliver under alle omstændigheder fastsat af den forhandler, der sælger bogen til slutkunden. Men i praksis er der alligevel ret stor forskel. Ved frie priser er det fortsat forlaget, der fastsætter en vejledende pris, som boghandleren bør sælge bogen til, og som forfatterens royalty beregnes ud fra. Forlaget kan i deres markedsføringsmateriale skrive bogprisen, og køberen kan efterfølgende nemt se, om boghandleren har solgt bogen med rabat. En struktur med en vejledende pris giver endvidere enklere samarbejdsforhold, hvis man skal lave fælles aftaler, annoncer, kataloger eller salgsfremstød mellem forlag og boghandlere. Alle har i princippet de samme rammer at arbejde ud fra.

Ved nettopriser er forlaget at sammenligne med en ganske almindelig producent. Forlaget sælger sin vare til forhandleren til en nettopris. Forhandleren fastsætter selv sin avance og lægger den til nettoprisen, hvorved den endelige pris fremkommer.

Lad os bare forestille os et øjeblik, at vi skulle købe et køleskab i stedet for en bog. Det samme køleskab er ofte billigere hos online-butikker og lavprisvarehuse end i specialbutikker. Hos online-butikken kan man klikke sig frem til varen og bestille den. En reel rådgivning er der ikke tale om. Lavprisvarehuset har ofte rigtig mange forskellige varer, lige fra fjernsyn til køleskabe, så det er ikke sikkert, at ekspedienten er verdensmester i det køleskab, de har stående. Hos specialbutikken har man et mindre udvalg i bredden, men større i dybden. De har flere typer køleskabe, og ekspedienten kan give kvalificeret rådgivning. Salgsprisen på varen afspejler dette. Service koster. Men pointen er, at det ikke er køleskabsproducenten, der afgør, hvad den rigtige pris er. Det gør butikken selv. Og hvis du senere vil bytte varen eller reklamere, så bliver du nødt til at gå tilbage til den butik, hvor du købte varen. Bogen vil med nettopriser blive behandlet på linje med et køleskab. Med en nettopris ved forbrugeren ikke, hvad den »rigtige« pris er, for den findes ikke.

Der er i virkeligheden tale om en magtkamp mellem forlagene og boghandlerne. Forlagene har i 160 år haft magten til at fastsætte både nettopriser og salgspriser og dermed reelt besluttet, hvilken avance boghandlerne skulle have. Det er derfor en meget akavet situation for forlagene, at dette er ved at vende til fordel for boghandlerne. Nu taler boghandlerne gud hjælpe mig også om, hvorvidt forlagene i det hele taget er nødvendige. Hvis forfatteren har en agent, så kan forlaget jo stort set undværes, driller de. Redaktion kan jo købes i løs vægt. Så galt går det næppe - det er i alt fald ikke sket i Sverige, hvor de har nettopriser. Men tankevækkende er det.

Køleskabe kan dog ikke lokke 25.289 mennesker til en køleskabsmesse en regnfuld november, men det kan bøgerne, som det skete i weekendens Bogmesse. Bogen har en kulturel særstatus. Nu, hvor de faste priser lykkeligvis forsvinder, skal der, som jeg også tidligere har plæderet for, findes alternative måder til at sikre, at bogens mangfoldighed bevares.

Det er kulturministerens opgave, og det er derfor alarmerende, at kulturministeren ikke ønsker at deltage i en åben debat om situationen i bogbranchen. Det kan man læse i en lille notits i Bogmarkedet fra sidste uge, hvor det oplyses, at »Forening for Forlagsfolk har måttet aflyse en paneldiskussion, hvor kulturminister Carina Christensen og de kulturpolitiske ordførere for Folketingets partier var indbudt til at diskutere udviklingen i bogbranchen sammen med repræsentanter fra branchen. Ministeren kunne ikke komme.«

Nu tænker man, at hendes aflysning formentlig skyldtes andre vigtige ting, men ikke nikke nej, ministeren ønsker ikke at deltage i den slags åbne diskussioner, »da karakteren af arrangementet ikke anses for at være inden for kulturministerens arbejdsområde.« Det stiller unægtelig spørgsmålet om, hvad man kan bruge en kulturminister til, hvis ikke vedkommende åbent vil diskutere den største ændring af bogens situation i 160 år med kulturpolitiske ordførere og folk fra bogbranchen. Måske mener kulturministeren, at bogen nu reelt bare skal sidestilles med køleskabe?

Der er noget rivende galt i Kulturministeriet, når de selv kan bidrage til at ændre radikalt på bogbranchens situation og samtidig nægte at diskutere konsekvenserne af deres lovgivning med parterne. Hvad pokker er så ministerens arbejdsområde?

Teksten er tidligere bragt den 20-11-2009 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret