Luk vindue

Sig det med kanonslag

24-07-2009


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Læsning. Anekdote om en grusom straf for utidig læsning.

Omverdenen forsvinder under læsningen. Sådan har jeg det i alt fald. Min kone og mine børn kan stå og tale til mig eller trampe omkring, mens jeg læser, uden at jeg lægger mærke til det. Jeg selv opfatter det positivt - jeg har en god evne til at koncentrere mig. Men min familie synes skiftevis, at det er irriterende eller komisk, afhængig af, hvor vigtig en besked, jeg netop er gået glip af. Ikke så få gange er maden brændt på, mens jeg lige læste en artikel færdig. Og til min kones logiske spørgsmål: »Kunne du ikke lugte det?« må jeg gang på gang brødebetynget svare nej. Jeg har læseforbud, hvis jeg skal passe en gryde. Ikke engang en avis må jeg skimme. Til gengæld laver jeg sjældent mad.

Jeg tror ikke, at mine forældre ­læste højt for mig jævnligt, da jeg var barn, så hvordan jeg blev så opslugt af læsningen, ved jeg ikke. Men så snart jeg selv kunne læse, gik det stærkt. Næppe havde min mor kysset mig godnat og forladt mit værelse, før jeg tændte natlampen og gav mig til at læse. Når hun lidt senere kom ind for at bede mig slukke lyset, blev det mere besværligt at fortsætte læsningen - så måtte jeg kravle under dynen med bogen og lommelygten, så lyset ikke kunne ses under dørsprækken.

Men når det kommer til opslugthed, står en oplevelse i den første spanske skole, hvor jeg gik som barn, tydeligst. Det var en mindre kommuneskole, hvor det indimellem var sådan, at to klasser blev undervist på samme tid. I mit tilfælde var det vist 2. og 3. klasserne, der sad sammen. Oplevelsen er fra den tid, hvor jeg gik i 2. klasse. Man skal forestille sig et langt lokale, hvor der vel er fem borde med mellemrum på tværs og så en ti-tolv rækker på langs. Der var én lærer til undervisningen, som foregik på den måde, at én klasse lavede opgaver, mens den anden blev undervist. Pædagogikken var noget mere barsk end den danske: Spanskrøret var fortsat i brug i begyndelsen af 70´erne. På lærerens højre side var der i lokalet, sådan cirka fem skridt fra katederet, et lillebitte rum, som tidligere havde været bunden af en elevatorskakt; elevatoren var nu nedlagt. Rummets størrelse passede til en lille, gammeldags elevator, og en fingerfærdig håndværker kunne snildt have lavet et indbygget skab ud af det. Men rummet blev, uvist af hvilken grund, ikke brugt til noget, og derfor havde rengøringskonen heller ikke for vane at rengøre skakten.

At undervise 50-60 skoleelever kan godt være lidt af en udfordring, især hvis man forventer total stilhed, og spanskrør bliver man jo også træt af at svinge. Nu var den lærerinde, jeg havde på det tidspunkt, vist heller ikke så meget for at slå. I stedet blev en elev puttet ind i elevatorskakten, hvis han ikke var artig. Der var bælgmørkt derinde, og rygterne ville vide, at der var rotter store som skoletasker, som ville æde én, hvis man stod derinde for længe. Og rotterne ville ikke have svært ved at skjule sig i de store nullermænd eller bag de murbrokker, som lå på gulvet i skaktens bund. For en otte- eller niårig, var udsigten til et ophold i skakten bestemt motiverende for disciplinen. Jeg selv kedede mig jævnligt i timerne, men det lettede noget, da jeg fandt ud af, at jeg kunne have en skønlitterær bog gemt i opgavebogen. Så kunne jeg læse, mens lærerinden underviste de andre. Bøgerne lånte jeg på skolens relativt lille skolebibliotek. Smart, men også lidt farligt, når man bliver så opslugt af læsningen som jeg.

Derfor nåede læreren ved denne lejlighed helt hen til min skolepult og rev brutalt bogen ud af mine hænder, inden jeg opdagede, at der var fare på færde. Hun var meget oprevet, og jeg blev omgående under hyl og skrig spærret inde i elevatorskakten. Læreren måtte dog lukke mig ud ikke ret længe efter, for det var umuligt for hende at undervise, mens jeg skiftevis græd, sparkede og hamrede i døren i den bælgmørke skakt, dødsensangst for de store rotter, der ville æde mig med hud og hår, før jeg blev taget til nåde igen. Opholdet i skakten var slemt nok, men det værste var, at jeg oveni fik karantæne fra skolebiblioteket i en længere periode, hvilket var en hård straf. Straffen og oplevelsen ødelagde ikke læsningen for mig, men har bidraget til at gøre opmærksom på mit omvendte læsehandikap. Min familie har lært at leve med mit handikap - hvis de er i godt humør, prikker de forsigtigt til mig, hvis jeg skal lytte midt i læsningen. Ellers siger de det med et kanonslag. Det kræver et større handikap end mit at overhøre det sidste.

Teksten er tidligere bragt den 24-07-2009 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret