Luk vindue

Sultekunst

29-05-2009


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kunstskat Nu skal kunstnerne hjælpe den fattige stat - ikke med gratis kunst, men med kolde kontanter.

I fremtiden skal kunstnere betale arbejdsmarkedsbidrag, bedre kendt som AM-bidrag, af deres royalties.

Det er lidt besynderligt, idet de intet får igen fra de instanser, AM-bidraget skal bidrage til. Der har været en særdeles sparsom debat omkring denne ændring af skattereglerne, måske fordi ændringen rent skatteteknisk er vanskelig at forklare for folk uden revisorblod i årerne. Men det skattetekniske er i virkeligheden langt mindre interessant end de konsekvenser, denne ændring vil få for den relativt lille gruppe mennesker, der forsøger at hutle sig gennem tilværelsen ved at producere dansksproget litteratur, musik, billedkunst, skuespil, filosofi, underholdning og spænding til alle os andre.

For ikke at gøre tingene for komplekse nøjes jeg i det følgende med at se på forfatterne, selv om det generelle billede vil være det samme for andre skabende kunstnere.

Foredrag, skrivekurser, inspirationskurser, højskoleseancer, oversættelser (mange), småartikler til fagblade og mindre noveller, nogle gange under pseudonym, til populære (dame-)blade. Det hører alt sammen med til en forfatters jobbeskrivelse, hvis han eller hun skal gøre sig håb om at leve af sin kunst. Det er bare de jobs, der er fagrelevante for forfattere. Ikke så få forfattere gør rent for ISS, er bartendere, taxachauffører, kasseekspedienter, pedeller, eller har andre bijobs for økonomisk at beholde skindet på næsen.

Når en bog sælges, får forfattere en betydeligt mindre procentandel af salgsprisen end både boghandlere og forlag. Denne andel kalder man royalty. Forfatterens andel af salgsprisen er endda sædvanligvis mindre end den, skattevæsenet modtager i form af moms ved salget af bogen.

Kort sagt: Forfatterne, som kickstarter hele denne oplevelsesøkonomi, som andre lukrerer på, lever ofte fra hånden til munden. Det er de færreste, der kan leve af deres forfattergerning. Det er på mange måder heldigt for os andre, at der er en form for neurotisk tvangshandling over forfatternes skrivekløe, for rent ud sagt, så er det at vælge skrivningen som karrierevej det samme som at bede om et særdeles vanskeligt liv. Og de få, der kan leve af deres kunst, har som oftest haft en meget snørklet, lang og besværlig vej frem til deres gennembrud.

Der er efterhånden enighed om, at al skabende kunst skal have støtte for at overleve. Simpelthen fordi kunsten ellers ikke ville findes - eller i alt fald på sigt vil forringes væsentligt. Sådan var det før i tiden, hvor mæcener trådte til, og sådan er det også i dag, hvor forskellige ekspertudvalg råder over nogle millioner kroner til uddeling i form af legater.

Udover royalties fra selve bogens salg, modtager forfatterne også honorarer eller royalties, når andre bruger værket - for eksempel kopierer det, læser det op, eller i sjældne tilfælde laver film af bogen eller laver et teaterstykke ud af historien. Hertil kommer indtægter fra bibliotekspengene, hvor bibliotekerne så at sige kompenserer forfatterne for at få lov til at låne bøgerne gratis ud til taknemmelige læsere.

Finanskrisen har nu også ramt den statslige finanskasse. Nu skal forfatterne til at hjælpe: det er ikke længere nok, at de lever på fattigdomsgrænsen for at give os flere oplevelser, nu skal det gøres endnu vanskeligere at være forfatter. Det er AM-bidraget, det handler om. AM-bidraget blev opfundet i 1994 for at synliggøre hvor stor en del af skatten, der gik til dagpenge, aktivering og sygedagpenge. Alle lønmodtagere og selvstændige betaler i dag 8 pct. i skat, der skal sikre dem, hvis de rammes af arbejdsløshed, sygdom eller kommunal aktivering. Fra og med 2008 blev AM-bidraget dog en skat på linje med alle andre.

Forfatterne har hidtil ikke betalt AM-bidrag af royalties og honorarer, medmindre de var registreret som selvstændige, hvilket er langtfra almindeligt. Men nu, hvor AM-bidraget i forbindelse med at Lovforslag L196 vedtages i Folketinget i denne uge, vil alle forfatterne fremover skulle betale AM-bidrag af deres royaltyindtægter. Indtil videre vil bibliotekspengene være undtaget fra denne skat. Forfatterforeningen har regnet ud, at skatteændringen vil betyde en indkomstnedgang for de skabende kunstnere på samlet set 20 millioner kroner. Det er da en slags penge.

Det tragikomiske i hele historien er, at forfattere - og andre kunstnere - hverken har ret til dagpenge eller sygedagpenge. De kan ikke optages af nogen former for fagforeninger og er ikke beskyttet af arbejdsmarkedets regler. Kunstnere passer skidt i arbejdsmarkedet. De betragtes ikke sjældent som arbejdssky af mere konforme personer. De kan jo bare skrive i deres fritid, fuldstændig ligesom vi andre må henvise vores hobbies til livet efter arbejdet. Men kunst fungerer bare ikke på den måde. Vi må se i øjnene, at kunst kræver tid. Meget tid. Også udviklingstid. Ikke alle bliver gode kunstnere - eller kan opnå blot en acceptabel levestandard. Men ligefrem at gøre forhindringsløbet endnu vanskeligere for kunstnerne er vel næppe til samfundets bedste.

Teksten er tidligere bragt den 29-05-2009 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret