Luk vindue

Der findes ikke sådan noget som et moderne mennesk

25-04-2009


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Josefine Ottesen har skrevet over 60 forskellige bøger og har vundet et utal af priser. Hun er en af Danmarks mest solgte og succesfulde forfattere for børn og unge. Hendes bøger er oversat til svensk, norsk, færøsk, flamsk, fransk og tysk. Weekendavisen mødte hende på i forbindelse med udgivelsen af hendes nyeste historiske roman, ´Slægtens offer´, som er første bind i en planlagt trilogi ved navn ´Danerriget´. \n\nDe unge, du skildrer i dine romaner, er altid meget moderne. Dette selv om historierne foregår i fremtiden, i fantasyland eller for tusind år siden. Er det bevidst?\n\nJeg tror ikke, at der er forskel på det essentielle eksistentielle plan for os mennesker. Ens følelser som menneske og behovet for at skabe ens egen identitet ligger dybt i os alle. Naturligvis er man præget af det samfund, man er vokset op i. De herskende samfundsforhold bestemmer også hvilke muligheder, man har. Var Ragnhild, hovedpersonen i ´Slægtens offer´, vokset op i dag og havde hendes familie forberedt et tvangsægteskab for hende, var hun sikkert flyttet på ungdomspension. Det kan hun ikke i år 1094. Her har hun reelt ikke andre muligheder end at blive på sin gård. Også fordi hun selv er kulturelt programmeret: Hun har kærligheden til sin familie og gård samt respekten for sin slægt. Der findes ikke sådan noget som et moderne menneske. Kernen i det at være menneske er at føle, at man har handlefrihed og relationer til andre. Vi har behov for frihed. Sådan var det før og sådan er det nu. Det vigtigste er dog, at man ender med at kunne skabe en relation. Man kan holde til meget elendighed, hvis man har gode og stærke relationer til andre mennesker. Uden relationer bliver vi fattige og må håndtere en ubærlig ensomhed.\n\nDe trilogier, du har skrevet for nyligt har samme tema: en ung person, der gør op med sit ophav og sin tid. Er det bevidst?\n\nJa. Der er en grundfortælling, der handler om det at gå fra at være ingen til at være nogen. Denne grundfortælling stammer fra den mundtlige fortælletradition. Det er primært filosoffen Joseph Campbell, der har beskrevet dette fænomen. Det er en essentiel fortælling: alle har jo været børn og er gået fra at være ingen til at være nogen. Vi har alle tilkæmpet os en identitet. Man starter med at være den, som ens forældre tror, man er. Men så kommer puberteten som det ukendte og man må skabe sig selv. Det er grundfortællingen, der er motor i mine historier. Grundfortællingen kan bruges aktivt: Det er derfor Luis Jensen er sjov at læse: han gør grin med det. Man tror, at nu er hovedpersonen på vej mod en ny erkendelse, men nej, så skifter han pludselig spor, og man bliver snydt. Men det er en anden måde at anvende litteraturen på. Jeg er ikke så optaget af de litterære greb, mere i at fortælle en god historie. Der er nogle, der er optaget af at eksperimentere med fortællingen. Det er spændende at læse. Men det er ikke der, jeg har min styrke eller interesse. For mig er det klart grundfortællingen, der starter den indre biograf. Sådan som jeg ser det, har grundfortællingen eksisteret i 50.000 år, og så holder den nok min tid ud, tænker jeg!\n\nPlanlægger du din historie, inden du skriver den?\n\nDet er lidt forskelligt, men som regel. ´Krigeren´ måtte jeg planlægge meget nøje og har et halvtreds siders synopsis liggende derhjemme. Med Mira-bøgerne var det anderledes. Jeg var meget personligt involveret i stoffet og havde derfor brug for at få det på afstand, da jeg skrev. Jeg brugte derfor tarotkort til at definere hendes personlighed. ´Det døde land´ har været meget krævende, fordi jeg skulle konsekvensberegne både fortid og fremtid. Med hensyn til ´Slægtens offer´ har jeg brugt rigtig meget tid på research, men har ikke planlagt bøgerne helt så nøje.\nDet har været lidt for hårdt at være i gang med to trilogier på samme tid. Det går ikke. Så nu vil jeg skrive bind to og tre af ´Det døde land´, og så tage Danerriget op igen. Men det er stadig en smertefuld proces at skrive, selv om jeg ikke går helt så meget i spåner over det som da jeg var yngre.\n\nLæser dine børn dine bøger?\n\nJa, det tror jeg. Men det er ikke noget, vi taler så meget om. Ind i mellem taler vi om det. Min søn Adam har for eksempel læst ´Golak´ og har kommenteret den og min datter har da også læst Mira-bøgerne og var da ind i mellem irriteret på Mira.\n\nJeg blev selv temmelig træt af, at Mira ikke kunne finde ud af, hvad hun ville!\n\nDet kan jeg godt forstå. Det var lidt det samme min datter sagde. Men sådan var Mira nu engang! Og det er nok meget normalt at det skal være sådan.\n\nDu har på det seneste fortalt om den store betydning, det har haft for dig, at din mor var jøde og at en meget stor del af din familie døde i koncentrationslejrene. Hvordan kommer det til udtryk i dine romaner?\n\nJeg oplevede det min mor fortalte, som om nogle mennesker havde besluttet sig for, at jeg skulle være jøde og at jeg dermed mistede indflydelse på mit liv. Det er det, der sker: Nogen bygger en historie op, for eksempel om jøderne, som andre så begynder at tro på. Pludselig er det sandt og alle dem, der passer ind i den fortælling, skal lide konsekvenserne af de andres fordomme. Det handler mange af mine bøger om. I virkeligheden er det den samme bog, jeg skriver hver gang! Nej, sådan er det naturligvis ikke, men jeg er vældig optaget af hvordan vi som mennesker bygger vores egen identitet. Og hvordan vi overlever voldsomme overgreb på vores liv. Boris Cyrulnik har i sin bog, ´De grimme ællinger´, beskrevet hvordan traumatiserede børn kan lægge uhyggelige oplevelse bag sig. Og det sker via fortællingen. Forskellen på, om man overlever en sådan oplevelse er om man kan gøre den til noget meningsfuldt i sin fortælling om ens eget liv. \nJeg spurgte engang en bekendt, der havde tilbragt tre af sine teenageår i en koncentrationslejr, hvordan han kunne holde ud at leve videre efter den oplevelse. Han svarede: ´Jamen, det ville jeg da ikke have været foruden. Ellers ville jeg jo ikke være den, jeg er nu.´ Og det er succeskriteriet tror jeg. At man kan give oplevelsen mening. En psykose er i virkeligheden en situation, hvor fortællingen om en selv falder fra hinanden. Vi er et produkt af vores historie. Og derfor har det betydet meget for mig netop at skrive ´Slægtens offer´. Det er fantastisk at gribe tilbage i historien. Netop årene i Danmark omkring 1094 er afgørende. Det er her, de stærkes ret begynder at blive ændret til noget, der ender med at blive til Jydske Lov. Det er vigtigt også over for de unge at markere, at politi og domstole ikke er noget, der kommer af sig selv. Man skal kæmpe for det. Man skal gøre noget selv.\n\nEt af mine litterære forbilleder er Herman Hesses ´Glasperlespillet´. Den handler jo om at skabe det ideelle samfund, hvor de blandt andet undgår det uforudsigelige. Alt nyt er bandlyst. Til sidst skifter hovedpersonen holdning til fordel for en umulig relation. Det er flot gjort. Det eneste forudsigelige er nemlig det døde. Og ting vil gro. Vil man have orden, må man holde livet uden for.

Teksten er tidligere bragt den 25-04-2009 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret