Luk vindue

Farlig fiktion

27-02-2009


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Advarsel. De vil muligvis blive stødt af denne kommentar.

DR bøjede sig sidste lørdag for godt femten danskere, der skriftligt klagede over børnetv-serien Mille. Serien sendes primetime lørdag aften kl. 19:30, og klagerne gjaldt det grusomme dramatiske clou, der ligger i, at Milles bedste veninde dør i et trafikuheld, mens hun cykler hjem sammen med Mille. Seriens første afsnit skulle genudsendes en lørdag formiddag, men det mente disse godt femten danske familier alligevel ikke var passende. De mente, at det var for hård kost for børnene. En mor skrev et vredt læserbrev i Politiken, hvor hun samtidig gjorde læserne klart, at hun heller ikke har travlt med at læse Harry Potter og Brødrene Løvehjerte for sine børn.

Det skyldes formentlig, at der dør folk i begge bøger. Potter-serien begynder med at fortælle os, at Harry er forældreløs, og vi finder senere ud af, at hans forældres død var meget dramatisk. Voldemort gør samtidig sit bedste for at myrde Harry. I Lindgrens Brødrene Løvehjerte dør først den ene, så den anden bror, for senere igen at dukke op i en ny verden. Der er masser af død og ulykke i begge bøger. Endda begår en af drengene selvmord hos Lindgren for at komme til den næste verden med sin bror.

I Harry Potter er den drabelige historie iklædt en vis humor og et fantastisk levende sprog, og i Lindgrens Løvehjerte-bog bæres den tragiske historie af en varm fortællerstemme, der løfter kærligheden forbi dødens bratte øjeblik. Ja - det kan man mene er skrap kost. Lindgren nok mere end Potter, da selvmord blandt børn er en alvorlig sag. Lindgrens bog vakte megen debat, da den udkom.

Mille-sagen afspejler imidlertid en kuriøs konflikt i samfundet. På den ene side siger folk ofte, at samfundet bliver mere og mere råt. På den anden side bliver folk mere og mere blødsødne. Råheden ses ved, at der er flere skyderier og knivstik end tidligere. Samtidigt bliver dagens actionfilm mere rå. Der opfindes flere spektakulære drabs- og terrorscener for hver ny film, der produceres. Inden for børnelitteraturen er det mest kendetegnende, at forældrene er usynlige. De holdes simpelthen ude af børnenes liv. Årsagen er enkel: Hvis forældrene blot vidste besked med en brøkdel af, hvad der reelt foregik, så ville børnene aldrig få lov til at gå uden for en dør.

Men en svøbe af omklamrende omsorg spreder sig i samfundet. Det konkretiserer sig i love om rygeforbud, forbud mod alkoholsalg til børn og diverse kampagner for dit og dat. Staten er vores nye mor. Vi har uafvidende internaliseret denne holdning.

Siden Mille-sagen føler DR nu, at de er nødt til at advare børn om, at de kan blive kede af det, hvis de ser udsendelser, der er »alvorlige«. Hvad bliver det næste: at man i børne- og ungdomsbøger skal skrive: »Pas på - her kan du risikere at møde virkeligheden«? Kan De se forskellen?

Det er i orden, når Harrison Ford dræber en af de onde i en Indiana Jones-film. Det er ikke i orden, at Milles veninde dør i et trafikuheld. Vi ved, at drabet i Indiana Jones er skuespil, så det påvirker os ikke. Når Milles veninde dør, føler vi, at det kunne ske for os, for vores nabo, for vores datter. Det er ikke hyggeligt, vel? Virkeligheden kan være væmmelig og underkaster sig ikke humanistiske rammer. Men Milles veninde er stadig skuespiller. Hun er ikke rigtig død. Det er kun associationerne, der skræmmer. Tankerne, der er farlige.

Vi skal passe på med, hvor meget vi pas ser på. Forældre skal turde konfrontere børn med virkeligheden, selv om den når dem som fiktion. Hvornår skal de ellers møde den? Når de for første gang kan læse og ser BTs og Ekstra Bladets spisesedler?

Børn har brug for værktøjer til at forstå omverdenen. Man kan ikke skærme dem, til de bliver atten, og så regne med, at de kan klare sig selv. De er nødt til at kunne håndtere det, fra de er små. De er nødt til at kende til fødsel og død. Til at spejle sig i glæde og sorg, til at kende livet i al dets vælde. Verden er ikke retfærdig, den er ikke god. Den er bare. Og det er godt. Det er det, de skal opleve.

Derfor har vi også brug for litteratur og film, der giver os ægte sorg, ægte glæde, ægte følelser. Der beskriver verden, som den er.

Og så skal femten forskræmte forældre ikke have lov til at fjerne al opmærksomheden fra problemets kerne. Det handler ikke om børnenes tarv. Det er forældrene, der er problemet.

Teksten er tidligere bragt den 27-02-2009 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret