Luk vindue

Lad dem dog svælge i dårlige bøger

01-12-1995


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Opdragelse. Forældre skal gribe ind som opdragere, men børn har også brug for det modsatte, nemlig et absolut frirum. Imidlertid får de i dag hverken fugl eller fisk. Kun det, der ligger midt i mellem: pædagogikken.

BØRN i dag er simpelthen ikke til at holde styr på! De opfører sig skidt og gør slet ikke, som de bliver bedt om. Det er i hvert fald en klage, som ofte fremføres af pædagoger, formidlere og forældre. Bortset fra, at det er en ældgammel klage, som den ældre generation altid fremfører om den yngre, er der skam noget om det. Men problemet ligger ikke hos børnene. Det er de voksne, og især forældrene, der er blevet meget dårligere end tidligere til at håndtere børn. Til gengæld varetages børns tarv i højere grad end nogensinde før af eksperter inden for forskellige institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem og biblioteker.

Forestil dig et øjeblik at være barn og bevæge dig rundt i en verden af pædagoger og formidlere, der vil dig det bedste: - Nej, læs ikke »Jan-bøgerne«. De er elendige. Prøv i stedet denne her! - Uha! Ristet franskbrød er ikke sundt at spise om morgenen. Du må sige til dine forældre, at de fremover skal give dig havregrød i stedet. - Nej, slå ikke på Søren, selv om han driller dig hele tiden. Prøv nu at tale med ham om det i stedet for. Jeg opfinder ikke eksemplerne, jeg har været vidne til dem alle sammen. Og til de blødsødne læsere: Jo, jeg mener, at Søren skulle have nogle drag over nakken, fordi han rent faktisk ikke er til at stoppe, med mindre det barn, der er mål for drilleriet, reagerer kraftigt! Det er jo lige til at blive sindssyg af! Nu har man ikke kun et sæt forældre, der forsøger at give én et verdensbillede, der hænger sammen, men får i tilgift en hel række store og små hverdagshelte, der blander sig i, hvad der er ret og rimeligt.

BØRN er kort sagt omgivet af opdragere døgnet rundt, og der er dårligt noget sted, hvor børnene kan være i fred for de ofte modstridende regler og normer, de bliver præsenteret for. Litteraturen kan - ideelt set i al fald - tilbyde et frirum. Ikke alene som eskapisme, men også som et sted, hvor børnene får mulighed for på egen hånd at tage stilling til de oplevelser, de præsenteres for uden en velmenende opdrager ved hånden. Hvad er det så børn læser - hvis de selv får lov til at vælge? Revl og krat! Børns evne til at skelne mellem god og dårlig litteratur er sjældent særligt veludviklet før midt i puberteten. Men denne altædende læsning har sin funktion. Selvom det er forståeligt, at det kan være fristende for en børnebibliotekar at gøre sit til, at barnet får al den gode litteratur hjem i rygsækken og lader crap´en ligge, er det måske ikke så hensigtsmæssigt. For så mister litteraturen netop den karakter af frirum, som barnet savner.

Om børne- og ungdomsbøger er ved at miste terræn, således som alvorlige røster taler om, er svært at fastslå præcist. Bibliotekernes indkøb daler, men antallet af titler er igen i stigning. Men hvis der reelt er tale om, at flere og flere børn vælger bogen fra, kan det måske have sin forklaring i, at opdragermentaliteten også slår igennem, når det drejer sig om bøgernes indhold. Børnebibliotekerne er de største aftagere af bogproduktionen, og det er fristende at se en sammenhæng mellem bibliotekernes vilje til opdragelse og bøgernes samme. I al fald præsenterer størsteparten af de nye børne- og undomsbøger os for større eller mindre samfundsproblemer: Om gadebørnene i Lima, om situationen i Sydafrika, om lille Pia, der skal lære at tisse på potten, om Jens, hvis forældre netop er ved at blive skilt etc.
Det, jeg mener er ikke, at disse bøger er dårlige eller overflødige. Det er de ikke. Nogle af dem er glimrende. Der er bare for mange af dem, og vi mangler nogle, der er lidt mere vilde og sjove end dem, der udkommer i dag. Sagt helt frækt er børne- og ungdomsbogen blevet stueren, og dét er en god grund til at forlade den.

FOR voksne litteraturformidlere er det oplagt at se bogen som øverst placeret i mediehierarkiet. Bogen har - alene qua bog - stadig en aura af noget udefinerbart lødigt. Børn anerkender derimod fuldt ud og uden vanskeligheder, at børnelitteraturen blot er en del af et stort mediecirkus, og at den i vores værdirelativistiske tid hverken er vigtigere eller bedre end musik, computere, fodbold og titusinde andre værdifulde ting. Og hvis og når bogen går hen og - set ud fra et barns synsvinkel - bliver slet og ret dødssyg, er det oplagt at skifte medie. En af de rigtig fede ting, børn kan flygte hen til i dag, er computeren. Derfor er det også så dejligt, når man kan lægge alle disse bøger væk, tænde sin Mac og sammen med sin søn spille PGA Golf, Lemmings, Air Combat eller lignende. At tænke sig, at vi ikke behøver at lære noget, men kan nøjes med at engagere os i åndssvage spil af dubiøs karakter! Spil og - for de mere avanceredes vedkommende - Internettet, som er så stort, at der ligger års underholdning gemt i dem.

Da formidlerne fandt ud af det, skyndte de sig da også at forsøge at være med på vognen. Nye pædagogiske spil og interaktive bøger er begyndt at se dagens lys, ligesom der i mange tilfælde nu kræves en brugererklæring om internetsurferens alder for at få adgang de steder, hvor det ikke menes tilrådeligt at børn færdes. Pædagoger og andre formidlere render i hælene på ungerne - og set fra deres egen side med god grund. De medier, børn foretrækker, skal man som formidler have viden om. Men slipper man ikke rollen som opdrager, vil børnene hurtigt søge et helt tredje sted hen. Bibliotekarernes opgave er at forsyne børnene med det, børnene gerne vil have, kritikløst og uden nogen som helst former for censur. Bibliotekerne skal selvfølgelig bugne af litteratur, både god og dårlig. Det hele skal være der, og måske skal der endda være en overvægt af den dårlige mainstream litteratur, alene fordi der er mange, der gider at læse den.

Det er ikke bibliotekernes rolle at sørge for, at folk bliver klogere, dygtigere, tænker mere eller bliver oplyst af et indre erkendelsens lys. For pointen er, at der findes mange slags opdragelsesfunktioner, hvor forældrene har det overordnede ansvar for barnets almindelige velfærd og mere primært en forståelsesramme for tilværelsen overhovedet. I skolen har læreren til op- gave at lære børn nogle essentielle kundskaber, såsom at regne og dividere. Og ideelt skulle det alene være vuggestuernes og børnehavernes opgave at sørge for, at børnene har det godt, mens forældrene er på arbejde - og på samme måde skulle bibliotekarernes opgave være at servicere børn, således at de kan finde rundt på bibliotekets hylder.

Noget må f.eks. børnehavepædagogen jo foretage sig, når Palle bliver ved at kyle sand i hovedet på Trunte. Er man sammen med børn størstedelen af dagen, må man nødvendigvis ind imellem gribe opdragende ind. Men børnebibliotekarens situation er en anden. Hvis min søn basker et tegneseriehæfte i knolden på en kammerat, kan jeg ikke fortænke hende i, at hun smider ham ud af biblioteket. Men han skal have lov at låne hvad han vil - uanset om det er egnet, lødigt og passende for hans alder eller ej. Og mere afgørende er, at hvad enten man som pædagog gør en behjertet og - desværre kunne man tilføje - nødvendig indsats for at råde bod på forældres manglende evner som opdragere, eller man som bibliotekar eller skolelærer søger at styre børn og unge udenom den underlødige kultur, så kæmper man en kamp mod vindmøller.

Ingen andre kan spille den samme rolle som forældre kan. De kan sagtens tage sig af børn på betryggende vis i almindelighed, og de kan også være oprigtigt gode venner med ét specifikt barn og give det meget og vice versa. Men det er urealistisk at tro, at én pædagog kan have et nært og betydende forhold til samtlige de børn, han eller hun har med at gøre. Lad os derfor lade undtagelsestilfældene være. For sagt med andre ord, så gælder det i ni ud af ti tilfælde, at hvis far og mor ikke kan få d

Teksten er tidligere bragt den 01-12-1995 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret