Luk vindue

Et spørgsmål om livet

15-12-1995


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

børnelitteratur. »børn er frygteligt nøgne på den måde, at de ikke kan dække sig ind med det lag af erfaringer, vi andre kan tage uden på huden«, siger forfatteren bodil bredsdorff, som i går modtog kulturministeriets børnebogpris for sine »børnene i kragevig«-bøger.\n\nda fotografen kommer, synes han ikke, at man kan tage et billede af hende inden døre, og inden vi har set os om, er vi på vej i hans bil til kysten, hvor han kan få bølgerne som baggrund for portrættet. og sådan virker hun på folk, forfatteren bodil bredsdorff, der i dag - ganske fortjent - får overrakt kulturministeriets børnebogspris for sin serie om børnene i kragevig. der skal være vidder og baggrund. et eller andet udefinerligt, som ligger bag ved det hun siger, og som man kan ane, men ikke definere fuldt ud. »barndommens højdepunkt er tiden lige inden, den forsvinder. det er den tid, jeg skriver om. det er den, jeg vil være trofast mod,« siger hun selv om sin fire-binds serie, hvis sidste bind, alek, udkom i foråret. kendetegnende for bøgerne er, at de alle handler om det tidspunkt lige inden ungdommen indfinder sig og at de alle er skrevet med et stille og alligevel dynamisk sprog, der maler omgivelserne lige så vel som det, der foregår inden i personerne. \n\n- hvorfor har du lagt så meget vægt på at skrive om lige præcis dette tidspunkt? »det er det tidspunkt, hvor man er mest kapabel som barn. som 12-årig mestrer man en stor del af verden. man kan bevæge sig i den, man har endnu ikke kærester og har haft energi og lyst til at spekulere over livet. bagefter kommer seksualiteten ind i billedet og dermed indfinder ungdommen sig. ungdommen er et tab i den forstand at de eksistentielle spørgsmål, børn hidtil har gået og tumlet med, pludselig går over i en total fokusering på seksualiteten. det bliver ligesom narkomani. man går meget op i, hvordan man ser ud og hvad andre synes om én. det er selvfølgelig også en gevinst på en anden måde - sex er jo pragfuldt, men man kan sige, at selve erobringen af seksualiteten er et tab af barndommen«. \n\n- hvilke eksistentielle spørgsmål stiller børn? \n»grundlæggende spørger de sig selv om, hvorfor vi er live. hvad er meningen med livet? hvad er døden? hvor kommer solen fra? men jeg ved ikke, om de finder et svar på spørgsmålene. det tror jeg ikke nødvendigvis, de gør. ligesom det heller ikke er alle børn, der stiller spørgsmålene. men mange gør. det er vigtigt, at man tager de eksistentielt søgende børns spørgsmål alvorligt og ikke affærdiger dem og siger: »uha, skal du nu også tænke på det?«. for mig er det vigtigt at give børn en følelse af, at livet er værd at leve. de skal finde, at de kan gå på opdagelse med deres livslyst og opleve livet som meningsfyldt. derfor har man som forældre nærmest en moralsk pligt til at være optimist«. \n\n- skal man beskytte børn mod virkeligheden? \n»nej. for eksempel er min søn max meget optaget af, om det overhovedet kan lade sig gøre at nogen myrder et barn. min beskyttelse kunne være at sige: nej - det kan overhovedet ikke lade sig gøre. men det er jo løgn. så i stedet må jeg fortælle ham, at det faktisk sker, men at det er utroligt sjældent. det er ikke noget, man behøver at være bange for, og de folk, der gør det, kommer i fængsel, og selv i fængslet vil de andre fanger ikke have noget at gøre med børnemordere. fordi det værste man kan gøre i denne verden, det er at myrde et barn. og så siger max, at ja, hvis man bliver myrdet, så har man ikke engang fået lov til at prøve at være voksen. han forstår også godt det med de andre fanger, for, som han siger, de må jo også selv have børn«. »man er nødt til at tale om det, for om et års tid, når han kan begynde at læse, så står der måske en overskrift i avisen, som han vil spørge om. man er nødt til at tage virkeligheden ind, men man kan jo vælge hvordan man gør det. børn skal have svar, når de spørger, men det er ikke ensbetydende med, at man skal smaske virkeligheden lige op i synet på dem. de skal beskyttes på den måde, man præsenterer tingene på, men ikke ved at nogle emner bliver tabu.« »det gælder også bøgerne. når jeg vælger ikke at tage seksualiteten med i kragevig-hovedpersonernes univers, så er det ikke fordi seksualiteten ikke forekommer. nogle af scenerne mellem burd og foula er dybt seksuelle. men det er ikke børnenes problem. det sker uden for deres forståelses- ramme. burd begår også selvmord, så heller ikke der er der en beskyttelse af børnene. jeg er villig til at skrive om de fleste ting i en børnebog«. \n\n- den sidste bog, alek, beskæftiger sig i høj grad med selvødelæggelsen. i den er ravnar ved at opgive livet, fordi han er blevet svigtet af sin kæreste, og det bliver så hans 12-årige brors opgave at redde ham ud af selvødelæggelsen. er det sådan at børn altid vil forsøge at hjælpe, hvis deres nærmeste er i krise? \n»ja. børn er enormt loyale. i bogen er ravnar ved at dø en åndelig død og alek redder ham ved at nægte sin voksne bror at drukne i den følelse af, at han er blevet forladt. det gør alek ved at holde fast i ravnar og blive ved og ved, så godt han nu kan. det er barskt, og mange børn er sandsynligvis i den situation i dag. det bliver ikke mindre barskt af, at alek selv er blevet forladt adsige gange i sit liv«. »masser af børns tid går med at sørge for, at forældrene har det så godt som muligt. børn er lige som små hyrdehunde, der holder fast på flokken, næsten uanset omkostningerne. de kan komme grueligt i klemme på den måde. men smertepunktet er vel dér, hvor børnene ikke kan leve med det selv mere. der er jo en grænse et sted«. \n\n- skriver du ud fra hvad du tror børn vil læse? \n»i virkeligheden kan man, når man skriver bøger, kun tage udgangspunkt i sig selv. men jeg mener heller ikke, at man skal andet. grundsstrukturen i de eksistentielle spørgsmål, man stiller, når man er 6 og når man er 40 er det samme, selv om niveauet kan være forskelligt«. »jeg giver ikke i mine bøger noget svar. måske rejser jeg i virkeligheden flere spørgsmål - eller jo. nogle svar giver jeg: at det er vigtigt at holde fast i dem, man holder af. at det er vigtigt at være vedholdende. at andre mennesker betyder noget. de eksistentielle spørgsmål kommer af sig selv, hvis der er brug for dem. det er ikke nogen, der bør påduttes børn«. \n»børn er frygteligt nøgne på den måde, at de ikke kan dække sig ind med det lag af erfaringer, vi andre kan tage uden på huden. der er ikke rigtig nogen grund til at ruske op i børn. børn sover ikke og skal derfor heller ikke vækkes. det er folk, der er stagnerede i deres udvikling eller indsigt, man forsøger at råbe op. det er jo ikke et generelt problem hos børn, det med at gå i stå. derfor kan pædagogisk tilrettelagt litteratur tit være så frygteligt kedelig«. »når jeg selv læser bøger har jeg ikke lyst til at læse pædagogisk litteratur, det får mine nakkehår til at stritte. hvorfor skulle børn have det så meget anderledes? bortset fra, at de er så vant til mosten, at de ikke længere protesterer. det sker jo tit det med omsorgslitteratur, at den skåner børn for nogle af de følelser og oplevelser, som virkeligheden på ingen måder skåner dem for. det ville da være underligt at tro, at det er farligere at læse om det i bøgerne end at se det i virkeligheden. jeg har aldrig forstået det, når folk sagde: de kan man ikke skrive, eller: det emne kan man ikke tage op. det er i virkeligheden, børn skal beskyttes, ikke i litteraturen. at nægte børn den slags bøger er at tillægge bøger for stor betydning i forhold til børns liv som helhed«.

Teksten er tidligere bragt den 15-12-1995 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret