Luk vindue

Grumme gode billeder

25-02-1994


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Traditionsbundne voksne. Børn skal have de samme bøger som dem vi selv havde, da vi var små. Men verden forandrer sig, og billederne ligeså.\n\nMENS verden forandrer sig, er de voksne, der køber eller låner billedbøger til deres børn, stadig bundne af nogle traditionelle billeder af, hvad deres børn kan tåle at se. Få andre steder i litteraturen finder man en tilsvarende konservatisme som i billedbogsgenren. På trods af denne træghed, er der ingen tvivl om, at billedbøgerne både udvikler sig og betyder meget for børn. Billeder »gør det muligt for mennesker at komme i nærmere kontakt med deres tilværelses temaer gennem symboliseringer«, fastslog seminarielektor Ole Laursen i en nordisk konference med titlen Billeder der bryder grænser. Konferencen fandt sted i begyndelsen af februar og var arrangeret af Selskabet for Børnelitteratur. \n\nFOR børn er tilværelsens temaer at forholde sig til de voksne, der betyder noget for dem, til det gode og onde, til selve det at være født og andre ting, som voksne indimellem også diskuterer og går til psykolog for at få afklaret. \nEn af Amerikas støste billedbogskunstnere, Mercer Mayer, udgav i 1968 en billedbog med titlen Der er et uhyre i mit skab (da. Forum, 1990). Den handler om en dreng, der ikke kan sove, fordi der gemmer sig et uhyre i hans skab. Det kommer frem, så snart han slukker lyset. Én nat beslutter han sig imidlertid for at gøre kål på uhyret én gang for alle. Han lader sit legetøjsgevær, placerer nogle tinsoldater med tilhørende kanoner på sengen, tager en krigshjelm på og barrikaderer sig bag hovedpuden. Drengen slukker lyset og venter til han kan høre skridt. Og så tænder han lyset og finder uhyret ved fodenden af sin seng. »Gå væk, uhyre, eller jeg skyder dig«, råber han beslutsomt. Uhyret begynder at hyle af angst, mens drengen nu mest bekymrer sig over, om far og mor mon vågner. Det ender med, at drengen må trøste uhyret og sove med det. Der er ganske vist et uhyre til i skabet, men. . . der er altså ikke plads til flere i hans seng! \n\nBOGEN har været en klassiker lige siden. Den viser børn, at det er muligt at overvinde sin angst og møde uhyrerne ansigt til ansigt og gå sejrrigt ud af kampen. For et barn som drengen i bogen er verden endnu farlig og fuld af spørgsmål. Spørgsmål, som dels først skal formuleres, og som dels trænger sig på og tvinger vedkommende til at søge efter et svar. Det er nu, mens de læser billedbøger, at børn danner sig en forestilling om livet og dets glæder og genvordigheder. Det er i billedbogen, de har en chance for at møde andre måder at tænke på sammen med en voksen. Og det er nu, de kan få svar på de spørgsmål, som billedbogen rejser. For hvornår er det rette tidspunkt at udfordre uhyret? Billedbogens funktion er at levere både underholdning og erkendelse. Den skal forene barn og voksen omkring disse to omdrejningspunkter. De fleste kunstnere har som mål at rykke. At rykke i mennesket og forsøge at vise det, hvad der også er muligt. Også i billedbogsmediet forsøger kunstnerne, både gennem tekst og billede, at skubbe til de ideer, børn og voksne har og at give plads til nye måder at erkende på. Mercer Mayers billedbog er traditionel i den forstand, at den viser realistiske omgivelser: En dreng i sit soveværelse med almindeligt legetøj. Selv om man kan synes, at det er urealistisk, når uhyret begynder at vise sig, foregår historien stadig inden for et billedbogsunivers, vi kan genkende og acceptere. Siden 1968 er vi blevet så vant til at se på billeder, der har en anden æstetik, at det også for børn er blevet acceptabelt at illustrere på en måde, der udvider den gængse opfattelse af hvad børn kan kapere. \n\nINDEN den norske billedbogskunstner Iben Sandemose holdt sit oplæg på konferencen, blev hun af sin danske forlægger, Susanne Vebel, præsenteret som den mest realistiske kunstner, hun kendte. Kigger man på hendes billeder og historier, kan man muligvis være uenig - eller kan man? I Vingemus og kattejammer (Alma, 1989) læser vi om en pige, hvis forældre er meget mere interesserede i deres to katte end i deres datter. Pigen ønsker sig selv et kæledyr, men ser kun flagermus eller andre dyr, man ikke kan kæle med. Kun takket være en fantasiven lykkes det pigen at holde livet ud, men da den ene kat dør, bliver den anden kat ensom. »Nu er han lige så alene som mig,« tænker pigen og tager dens pote. Og på den måde forsvinder fantasivennen og pigen får katten som ven og kæledyr på én gang. »I Iben Sandemoses bøger kan man få lov til at se, hvordan ting opleves. Ikke, hvordan de er«, som Susanne Vebel udtrykte det. På mange måder er denne ekspressionistiske virkelighed langt tættere på hvad børn ser end man aner. Hvis man har prøvet at få et barn til at genfortælle en oplevelse, ved man også, at barnet ofte opfatter sagens rette sammenhæng på en helt anden måde end den voksne, der deltog. At tale og acceptere børns symbolsprog gør én i stand til at kommunikere sammenhænge, selv voksne finder komplicerede. Mens pædagoger som Ole Laursen kan mene, at en verbalisering af det oplevede er nødvendig for at en indlæring finder sted, er der andre, der mener det modsatte. Billeder skal lagres i hukommelsen og ikke forklares ihjel. Såvel billeder som historier dukker op på et senere tidspunkt og giver både trøst og svar på nogle af de spørgsmål, der er aktuelle lige nu. \n\nEN mere radikal indstilling til billedbøger kan man finde hos den litauiske billedkunstner Stasys Eidrigevicius. »Børn er allerede voksne, med dem kan man tale om mange forskellige problemer, hvis man giver sig tid til det«. Hos ham møder man en surrealistik fortælling, der ikke rummer den samme optimistiske tone som hos Iben Sandemose, og som i høj grad er præget af den østeuropæiske tradition. I hans og Akumal Ramachanders Lillegris (Sesam, 1992) er det skylden over at skulle sende sin yndlingsgris på slagteriet, der på forunderlig vis forvandler kvinden til en gris. En grum historie - og billederne er lige så surrealistiske som fortællingen, der også rummer toner, der henviser til den totalitære styres påvirkning af tanker og følelser. »Børn ønsker at få frygtelige billeder, der skal modsvare de drømme, de har«, sagde Binnette Schroeder, en tysk-schweizisk illustrator. Børn har lige som voksne brug for at vide, at de ikke er de eneste i verden, der føler på en bestemt måde. Og det kan de bruge litteraturen til. Hvis de må få lov af de voksne, naturligvis, for de er bange for barndommens mørke sider, som Britt Isaksson, bestyrelsesmedlem i International Board on Books for Young People, bemærkede. \n\nVOKSNE har en tendens til at idyllisere deres barndoms bøger, hvilket gør, at det er ganske bestemte billedbøger, der gives videre gennem generationer. Hvem kender ikke Alle vi børn i Bulderby - en bog, de færreste børn af idag kan engagere sig i? Og Spørge-Jørgen og Palle alene i verden opfatter langt de fleste voksne som trygge fortællinger, selv om de i virkeligheden er det stik modsatte. Men verden er ikke længere som den var. Børns virkelighed er ikke længere kernefamilien med far, mor og 1,7 barn. For mange er det en flytten rundt mellem mor og far, eller en fraværende far. Det er pædagoger i institutioner. Det er fjernsyn, der sender sande og falske billeder fra alskens verdensdele og viser børn masser af ting, de ikke har en levende chance for at sætte ind i kendte sammenhænge og samtidig giver et indblik i alt det, de kan komme til at møde, når de engang bliver store nok eller hvis de er så letsindige at gå ud i verden uden mor, far eller pædagogen. Billedbøger skal hjælpe børn med at »tolke, forstå og håndtere den virkelighed, vi lever i«, som Britt Isaksson afsluttede konferencen med at sige. I den proces har de brug for de helt enkle pegebøger, for de idylliske historier, men også for de billedbøger, der tør stille spørgsmål på en måde, vi ikke er vant til.

Teksten er tidligere bragt den 25-02-1994 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret