Luk vindue

Daniel Zimakoff

01-06-2004


Af DAMIÁN ARGUIMBAU


Udarbejdet i 2004 (Ikke opdateret siden)

Daniel Zimakoff blev født som nummer otte ud af ti søskende den 20. december klokken 17.10 i 1956. På trods af sit navn er han pæredansk og er vokset op i Tingbjerg. Navnet stammer fra hans lettiske bedsteforældre. Som ung var han ikke en af guds bedste børn og blev anholdt flere gange, første gang da han var femten år og havde smadret en butiksrude og stjålet cigaretter. Den vilde dreng fik sidenhen rygmærke, og har prøvet at tjene til livet og vejen som hattebud, piccolo, arbejdsdreng, lagermand, truckfører, sygehjælper. Daniel Zimakoff blev uddannet bibliotekar i 1983, men gik for en tid som skuespiller, indtil han begyndte at skrive som trediveårig. Det har han så gjort siden; for børn, unge, voksne og for TV. Og i en årrække har Zimakoff desuden undervist i at skrive. Når han ikke skriver, spiller han fodbold, volleyball, squash, tennis, læser bøger, ser fjernsyn og kører på motorcykel (i dag dog uden rygmærke). Han bor nu i Espergærde, og bor med sin kone og deres tre drenge.

Zimakoff er især kendetegnet ved sit mundrette sprog, hårdpumpede humor og sin store solidaritet med børnene. Der er fart over feltet i alle hans bøger, som ofte henvender sig til drengene og svage læsere, som er en meget svær målgruppe at skrive gode historier til. Blandt andet derfor modtog forfatteren undervisningsministeriets Skriverpris i 2003. Zimakoff har gjort sig bemærket inden for børnebøger, ungdomsbøger, voksenbøger og tv-manuskripter.

Børnebøger

Sprudlende fantasi
Allerede i sin første bog, Tegneseriemaskinen fra 1989, viser Zimakoff en smittende og barnlig fantasi, der sprudler læseren i møde. Tegneseriemaskinen foregår i en ikke nærmere defineret fremtid, hvor Georg på 11 år har opfundet en maskine, der kan transportere ham ind til tegneseriernes univers. Men for at få den til at virke har han brug for jomfrublod, og så må den ellers pigesky dreng alliere sig med klassekammeraten Maja, der viser sig at være lige så eventyrlysten som Georg. Georg og Maja besøger sammen Asterix og Obelix samt Lucky Luke i en hæsblæsende og meget veloplagt historie. Zimakoffs fantasi er meget solidarisk med målgruppen, hvilket også fremtræder tydeligt i hans øvrige bøger. De første par bøger, Tegneseriemaskinen og den mindre vellykkede, Små helte er også helte (1989) om to venners oplevelser som detektiver, strutter af energi og uregerlighed. Med de næste udgivelser mindskes originaliteten ikke, Bogormen (1991) handler eksempelvis nok om en bogorm, der skal hjælpe en fiktiv karakter fra en piges danske stil og den temmelig morsomme Anton og den lodne komet (1993) om en far, der af omstændighederne særdeles modvilligt bliver tvunget til at forære sin søn to store hunde.

Med bogen om Anton synes det som om Zimakoff har fået mere hold på sin sprudlen og i højere grad formår at bruge den konstruktivt på et enkelt plot. Hans historier bliver derved lidt enklere, men bestemt ikke kedeligere. I den næste historie, Det store lattertyveri (1993), er det en gal entertainer, der planlægger at overtage verden via et latterserum. Heldigvis lykkes det for Henry, som er i lære som detektiv i Holms Detektivbureau, at standse galningen. Holms Detektivbureau møder vi også senere, i den spændende På sporet af Mr. X (1999), hvor sjældne dyr stjæles fra zoologisk have. Dengang Gustavs far fik hundegalskab (1994) er en helt igennem vanvittig historie om en far, der lader som om han er hund. Sønnike går tur med ham, og opdager, hvor forfærdeligt det er ikke at kunne styre en stor, uopdragen hund. Tilsyneladende opdager omgivelserne ikke, at ´hunden´ er et menneske. Som det kan høres er det ofte de mere uforpligtende crazyhistorier, som Zimakoff gerne skriver. Små, enkle, ind i mellem lidt stereotype, men altid meget morsomme historier, som oftest er skrevet til diverse letlæsningsserier for nye læsere og hvor der derfor stilles store krav til handling og tempo fra første side.

Alvoren træder ind
Det er faktisk først i forbindelse med Det heldige asen i (2001), at Zimakoff for første gang skruer ned for lyden og effekterne. Derved får mere plads og rum til at interessere sig for børnenes følelser. I bogen er Magnus tvillingestoresøstre skyld i, at han næsten dør, da de udfordrer ham til at tage fat i en uisoleret elektrisk ledning, som deres far skulle have ordnet for længe siden. Magnus vælger ikke at sladre om tøsernes mangel på ansvar og vinder dermed deres uforbeholdne tillid. Det er en lidt kuriøs historie, for selv om historien i den grad handler om følelser, så er det alligevel som om følelserne ikke finder hele vejen til lyset. Det går meget bedre i bogen Snyde-Mikkel (2003), hvor Mikkel snyder sig til at deltage i en vigtig fodboldpokalkamp i stedet for sin bror. Det har han det skidt med, selv om han ikke får sagt undskyld. I Djævlebakken (2002) fortsætter Zimakoff temaet med Esben, der til sin 9 års fødselsdag arver storebrors gamle cykel. Selv om den er restaureret, er den jo ikke nær så god. Typisk for Zimakoff er han betingelsesløst på Esbens side, og lader bogen slutte med, at Esben ved et uheld får standset en bankrøver på flugt og får en præmie af banken, som han så kan købe en ny mountainbike for. Der er altså ikke meget pædagogik i føleriet – et kendetegn, der jo også sås i historien om Snyde-Mikkel og som bliver endnu tydelig i bogen Drengen der ville have sine forældre skilt (2003), som meget upædagogisk handler om en dreng, der sammen med en ven lykkes i forsøget med at skabe splid i forældrenes ægteskab, da han derved blandt andet kan komme på to sommerferier i stedet for et. Det viser sig ganske vist ikke at være lykken, og så må de to uvorne knægte se om de kan udbedre skaden.
Kæledyrsdagen (2002) fortsætter imidlertid stilen fra de mere stille romaner, og handler om Asger, der mistænkes for at have stjålet en plettet gekko fra Zoologisk Have, hvilket er ret så forståeligt, eftersom han har den i sin taske, da klassen skal holde kæledyrsdag. Asger når at blive frosset grundigt ud af sine klassekammerater inden det nærmest ved et tilfælde kan bevises, at gekkoen selv er hoppet ned i hans taske. Historien giver et godt grundlag at diskutere ud fra, for følelserne er stærke i bogen – også selv om Zimakoff ikke tærsker langhalm på dem.

Stille alvor
Fremmed fugl (2002) er den første børneroman, som vitterlig er stille og nænsom. Bogen handler om enebarnet Claudi, som går i 7. klasse og er flyttet til Humlebæk, hvor han ikke kan falde til. Claudis opsøges af nabodrengen Laus spøgelse, der ønsker at give sin storesøster Bella fred i sjælen, fordi hun lider af skyldfølelse over Laus død. Det er en meget smuk roman, der intenst beskriver to meget stille personers kamp for at komme ud af hver deres pupper. Den mere stille stil tager forfatteren op igen i romanen En dødsyg ven (2003) – en tvetydig titel, som netop handler om Vitus, der er dødsyg med leukemi, men som også er dødsyg – i alt fald i set ud fra hovedpersonen Olivers synsvinkel. Det ændrer sig selvsagt i løbet af romanen, der på trods af sin stille facon, faktisk indeholder meget action. Den er spændende og dvæler – ganske som målgruppen - ikke unødigt ved nederlagene. Måske er det i virkeligheden manglen på sentimentalitet, der gør romanen til en af Zimakoffs absolut bedste. I Zimakoffs version af ulykken er det lige som i realiteternes verden for børnene: Det gælder bare om at komme videre, for forældrene giver som bekendt ikke børn lov til at hensynke i melankoli. Og det er ganske få forfattere, der som Zimakoff kan formå at skabe en utrolig smuk og handlingsmættet historie på én gang.

Ungdomsbøger

I drifternes vold
Tvillingesjæle (1990) og Sjælerejsen (1991) er handler om Frank og Martins venskab. Franks mor bliver skyld i Martins død, og Frank bliver overvist om at Martin bliver genfødt i sin l

Teksten er tidligere bragt den 01-06-2004 i DBC

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret