Luk vindue

Teknokrater på skolebænken

23-02-1996


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. En ny betænkning om børns og unges brug af massemedier anbefaler indførelsen af et nyt obligatorisk fag i skolen.

I de senere år har vi set en kolossal stigning af salg af elektronisk udstyr. Det gælder lige fra mobiltelefoner, som godt hver femte dansker nu har anskaffet sig, til computere, både de »rigtige« og spillecomputerne, som Nintendos Gameboys, SuperSega, Playstations og hvad de nu ellers hedder. Hvis der er et modem koblet på hjemmecomputeren kan man endda koble sig op til et uhyrligt antal andre computere, hvor man kan finde oplysninger af alskens karakter som for eksempel bibliografiske oplysninger i såvel Danmark som i udlandet. At udviklingen ville blive så voldsom var der næppe nogen, der kunne have forestillet sig, og det er indlysende, at samfundsdebatten de senere år har handlet meget om netop det, man kalder »informationssamfundet«. Medierne - og her tænkes også på aviser og ugeblade - påvirker vores hverdag i uhyggelig grad. I gennemsnit bruger hver voksen person seks timer om dagen på at lytte, læse eller se på medier. Og det gælder naturligvis også børnene - bortset fra - at de kun bruger fire timer om dagen på dem.

Det har været nødvendigt for staten at forholde sig til de nye elektroniske medier, som i den grad har taget førertrøjen i forhold til de trykte medier, og ikke mindst at se udviklingen i sammenhæng med børns og unges medieforbrug. For i sidste ende afhænger demokratiet, sådan som vi udøver det i dagens Danmark, af, at der er nogen, der gider at forholde sig til, hvad der sker i verden og reagere, enten i form af artikler, radioindslag eller andet. Til det formål nedsatte Statsministeriet et medieudvalg i foråret 94, hvis formål har været at »kortlægge og diskutere børns og unges brug af massemedier for at vurdere og anbefale, hvordan medierne i højere grad end i dag kan blive sociale, kulturelle og politiske ressourcer for børn og unge«. ER har i betænkningen været lagt vægt på at give et helhedsbillede af børns og unges mediebrug. Men betænkningens kilder og undersøgelser er stadig fokuseret på de gængse medier: fjernsyn, bøger, tegneserier, aviser og ugeblade, video og computerspil. Der er ingen statistikker, der viser hvor mange børn og unge, der har benyttet en cd-rom, ingen om, hvor mange der benytter sig af elektroniske opslagsværker eller blot af tekstbehandling. Ingen om hvor mange, der benytter sig af internettet eller om hvor mange, der egentlig kobler sig op via telefonen til mange af de eksklusive computergrupper, der findes i Danmark og udlandet. Tres pct. af børnene har computere hjemme - men der er kun kortlagt, hvor meget tid de bruger til spil. Det er ikke særligt fremsynet. Men bortset fra dette er betænkningen ganske interessant og har bestemt nogle perspektiver, man ikke bør forklejne. For adskilligt andet er blevet kortlagt, og alene dét giver et ganske interessant billede af dagens Danmark. Fakta er, at: - Børn og unge bruger stort set den samme tid på elektroniske medier i dag som for ti år siden. Der er sket et betydeligt fald i radiolytningen, men forbruget på alle andre områder er øget. - Hver femte teenager bruger slet ikke tid på de trykte medier, og fyrre pct. af børnene hører ikke radio. - Børn og unge har generelt et mere alsidigt forbug af elektroniske medier end voksne har. - Femten pct. af Danmarks befolkning er funktionelle analfabeter. - Der er en sammenhæng mellem ensidig mediebrug og »mindre bred social og kulturel baggrund, levevilkår og livsstil«. ET, der især bekymrer Medieudvalget er imidlertid, at skriftkulturen er ved at svinde for at blive afløst af en billedkultur. Og hverken voksne eller børn er rustede til at forstå, hvilke virkemidler billeder benytter sig af. »Læseforskningen har en lang tradition bag sig, som gør det muligt at vurdere, hvorvidt børns og unges læsefærdighed er blevet bedre eller ringere. En tilsvarende tradition findes ikke inden for billedforskningen, og man kan derfor ikke vide, om børn og unge er blevet bedre eller ringere til at afkode og forstå visuelle budskaber«, hedder det sig i betænkningen, der også fastslår, at en hyppigere omgang med billedmedier ikke i sig selv sikrer en bedre forståelse af disse medier. For at komplicere tingene yderligere, er de nye medier netop kendetegnet ved at bruge såvel billede, lyd og tekst til at formidle deres budskab. Nutidens medier er blandingsmedier og fremtidens arbejdsmarked vil kræve, at børn og unge kan opøve og udvikle såvel tekst- som billedforståelse. Løsningen er, efter Medieudvalgets opfattelse, at man indfører et nyt obligatorisk fag i skolen med navnet »Mediekundskab«. For den centrale problemstilling er, efter deres bedste overbevisning, »at skolen ikke har været i stand til at opfange et videns- og kompetenceområde, som er blevet stadigt vigtigere, både som fundament for arbejdslivet og som fundament for demokratisk medleven i samfundet«. Hertil er der dog en mindretalsudtalelse fra professor Niels Thomsen, som ikke mener, at grundlaget for et sådant forslag er tilvejebragt. Det må være vigtigere, mener Niels Thomsen, at børn og unge har en grundlæggende indsigt i de emner, som det er mediernes væsentligste samfundsopgave at dække. Muligheden for intellektuel tomgang og ren tidsspilde må være en meget nærliggende risiko i et fag som »mediekundskab«, mener Niels Thomsen. Og deri må i alt fald undertegnede give ham ret. Mediekundskab er meningsløs, hvis ikke indholdet i faget relaterer sig til andet end rammerne for informationsformidlingen. Og rammerne - det er ren teknologi. Man får næppe de svage kulturbørn med ved at lære dem at parallelforbinde to computere. Men ud fra Medieudvalgets formålsparagraf er man klar over, at det ikke er det, der er tænkt på. Man må gætte sig til, at faget til en vis grad er tænkt som en udvidelse af tekstbegrebet - men hvorfor skal det så skille sig ud fra de øvrige fag? Intentionerne i forslaget er gode nok. I lighed med danskfaget de senere år vil man forsøge at få eleverne til ikke blot at benytte, men også at forstå medierne. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan realisere disse gode intentioner. Har hensigterne bag for eksempel danskundervisningen båret frugt? Eller er de læsesvage elever stadig lige svage trods alle pædagogiske krumspring? Forudsætningen for at det nye regnestykke holder må være, at man regner med at de elektroniske medier - i kraft af deres formodede større underholdsværdi - også vil gøre at de læsesvage elever vil kunne tilegne sig dem på kvalificeret vis. Og spørgsmålet er, om den forudsætning holder. Et andet forslag, rapporten kommer med, er oprettelsen af medieværksteder, især på skolebibliotekerne, hvor børn kan komme - også efter skoletid - og få erfaring i brugen af de interaktive medier. Det er en god idé, især hvis folkebibliotekerne også havde samme tilbud. Men om det i sig selv vil sikre, at der vil være »et medieindhold med kvalitet og relevans« er tvivlsomt. Finten ved de elektroniske medier er nemlig, at når man først er koblet op på nettet, så kan alt findes frem, lødigt eller ej. Og det er såmænd også godt nok. Medieudvalget har set rigtigt, når det siger, at billedforståelsen halter bagefter, og det er også slemt, at femten pt. af befolkningen betegnes som funktionelle analfabeter. Men problemet er mere omfattende, end at lærerne med nogle få efteruddannelseskurser i baglommen kan løse det. Børnene mangler nemlig ikke forståelsen for de nye medier, hvad man til gengæld sagtens kan beskylde mange af de voksne for. Det de mest mangler, er analytisk værktøj og en baggrundsviden, der kan hjælpe dem til at forstå det, der popper op på deres skærm, avis, eller hvad de nu måtte blive præsenteret for. Uddanner vi børn til selv at tænke, skal de såmænd nok lære det, der er nødvendigt. Uddanner vi dem i stedet til at benytte medier, som var det blyanter, får vi en masse teknokrater i stedet. Og dét kan vel ikke være i samfundets interesse. Betænkning om børns og unges brug af massemedier. Be

Teksten er tidligere bragt den 23-02-1996 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret