Luk vindue

Kunst er en mild form for narkomani

19-12-1996


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Lægevidenskab. Ny forskning viser, at kunst og narkotika benytter de samme fysiologiske receptorer, når oplevelsen er i top. Weekendavisen har talt med overlæge Henrik Rindom.

MENNESKETS hjerne er en computer og vi har et softwareprogram, der gør det muligt for os at hengive os til de stærke oplevelser, som narkomaner i dag må ty til farlige stoffer for at opnå. Og det er ikke kun ønsketænkning, mener Henrik Rindom, overlæge i psykiatri ved Glostrup Sygehus. Han arbejder til daglig med unge hashmisbrugere under Københavns Amts Stofmisbrugsbehandling, og i de seneste år har Henrik Rindom arbejdet med udgangspunkt i en teori, som første gang blev udviklet via nogle forsøg på Yale University ved New Haven. Forsøg, der viser, at de receptorer, hjernen bruger til at opleve kunst med, efter al sandsynlighed er de samme, som de receptorer narkomaner stimulerer, når de bliver høje på morfinpræparater.

Hvad går denne teori ud på?

Vi er alle udstyrede med forskellige receptorer, siger Henrik Rindom. - Disse receptorer reagerer på bestemte signalstoffer, som for eksempel morfinpræparater. Det er præcis som med Danmarks Radio, der udsender en række signaler. Hvis man har en antenne, der er indstillet til at modtage Danmarks Radio, så vil man kunne se og høre det i sit fjernsyn. På samme måde vil kroppens receptorer kemisk modtage signalet fra morfinpræparaterne. Når signalet modtages, sker der en kemisk reaktion, der gør narkomanen høj. Samtidig har medicinalindustrien udviklet medicin, der kan blokere receptorerne. For eksempel Naltrexon, der ved indtagelse øjeblikkelig sætter sig på receptorerne og dermed ophæver enhver form for rus, som narkomanen måtte opleve. Virkningen holder sig i 24 timer, og det er det stof, man for eksempel giver narkomaner, der har taget en overdosis.

Men hvori ligger koblingen mellem narkomanen og én, der oplever kunst?

Vorherre har næppe udstyret os med receptorer over for heroin og morfin for at vi skulle gå hen og blive misbrugere. Man har hele tiden været klar over, at kroppen selv måtte producere et signalstof, som virkede over disse receptorer. Efter at have været på jagt efter dette signalstof i en række år, fandt man endelig frem til endorfinerne. Der er mange typer af endorfiner, men fælles for dem er, at de alle virker via disse receptorer. Man har naturligvis interesseret sig for at finde ud af, hvilke virkninger de kan have. Blandt andet ved at blokere deres virkning ved hjælp af Naltrexon. Der er lavet mange forskellige forsøg, men et af dem, som har været mest signifikant, var et såkaldt dobbeltblindt forsøg:
Man udvalgte 40 mennesker, som alle holdt meget af klassisk musik og som oplevede rus i form af kuldegysninger eller fik en spændingsoplevelse ved koncerter. 20 af disse mennesker gav man kalktabletter, og de øvrige 20 gav man Naltrexon, der således ville blokere endorfinvirkningen. Hverken læger eller forsøgspersoner vidste ved uddelingen, om den pille, de fik, var »rigtig« eller ej. Alle 40 blev sendt til en koncert; jeg mener, at det var Beethovens 9. symfoni, hvor man typisk vil få en stor kunstnerisk oplevelse, for eksempel når koret i sidste sats sætter ind. Da de kom tilbage, fik de udleveret et skema, hvori de skulle beskrive deres oplevelser. Derefter undersøgte lægerne, hvilken type pille, de enkelte forsøgspersoner havde modtaget.

Det viste sig, at de 20 personer, der havde modtaget Naltrexon, ikke havde haft nogen kuldegysninger eller berusende oplevelser i forbindelse med koncerten, hvorimod de andre personers oplevelser ikke var forringet i forhold til tidligere.
Det, jeg synes specielt er spændende ved dette forsøg, er, at vi åbenbart fra naturens side er udstyret med en potentiel mulighed for at få disse kunstneriske oplevelser. Det kræver bare, at vi skal trænes i at kunne gøre det.

For eksempel ville de samme mennesker næppe have fået den samme oplevelse, hvis de for eksempel var blevet sendt hen til en koncert med arabisk musik. Den er væsentlig anderledes end vestlig musik og de færreste vil umiddelbart få en berusende oplevelse, når de hører det første gang. Tilsvarende vil de fleste børn sige »bvadr, det kan vi ikke lide at høre på«, første gang de hører opera. De skal være opdraget til det i en eller anden forstand. De skal have hørt det nogle gange. Det vil sige, at der er et system i vores hjerne, der skal trænes op, før vi er i stand til at få en sådan rusoplevelse.

Det, der er min hypotese er at netop denne træning er det, som vores gadenarkomaner ikke har fået i løbet af deres opvækst. For de flestes vedkommende er der tale om en voldsom barndom, som har været præget af svigt, angst og misbrug, i en grad, så jeg nogle gange griber mig i at spekulere over, hvordan de overhovedet har kunnet overleve det. Når disse mennesker får morfinpræparater får de sandsynligvis en rusoplevelse, som vi andre kender rent fysiologisk. Men de kender den ikke, for de har simpelthen aldrig været trænet i at kunne få den.

Mener du, at hvis narkomaner blev optrænet i at opleve kunst i tide, ville det ikke længere være nødvendigt for dem at være afhængige af narkotika?

Jeg forsøger at forenkle noget, som er meget kompliceret. Når man først begynder at gå ind i hjernen og skal beskrive, hvilke processer, der foregår dér, er det meget komplekst. Det, der kan undre, er, at man i dagens debat omkring rusmidler ikke taler om, at man i dag har nogle tusinde mennesker indlagt på vores sygehuse, som dagligt - for nogles vedkommende i ugevis og enkelte i månedsvis - får disse præparater som smertestillende medicin flere gange i døgnet.

Disse patienter kender virkningen, og kan også beskrive at de bliver dejligt ligeglade og får det rigtig godt. Når de skal til at udskrives, trapper vi dem ned, og så ser vi dem aldrig mere. Selv om vi har gjort dem afhængige af stoffet, så ved vi, at vi kan trappe dem ud af det. En lille gruppe af disse mennesker, som får morfinpræparater i sygehusvæsenet, er simpelthen ikke til at rive ud af det igen, når de først har fået to eller tre sprøjter med morfin. Og ikke så få gadenarkomaner er startet deres karriere under en indlæggelse.

Er du sikker på, at mange narkomaner er begyndt at fixe på hospitaler?

Det kan godt være, at folk bliver lidt stødt over at høre det, men sådan er det. Jeg kunne sagtens præsentere dig for flere eksempler, hvis det skal være. Det er jo heller ikke alle, men en del af dem er startet sådan. Og så er der dem, der spiller skuespil så længe som muligt og ender med at blive indlagt på specielle smerteklinikker, hvor de kan få stoffet gratis. Men her taler vi altså ikke om cancerpatienter. Det er noget helt specielt, som ikke skal blandes ind her. Pointen er: Hvordan kan vi forklare, at disse stoffer er så afhængighedsskabende, som de er, men at de ikke er det for alle. Der er en parallellitet til alkohol.

De fleste i Danmark betragter alkohol som et rusmiddel, vi kan tage en gang imellem at slappe af på. Det gælder for langt hovedparten af den danske befolkning: De indtager alkohol i en eller anden givet mængde. Nogle gør det hver dag, nogle gør det hver uge. Nogle - og da alkohol er nemt at få fat i, taler vi nu om nogle hundrede tusinder - har et forbrug, der er langt over, hvad både kroppen og hjernen kan klare og er afhængige af det. Men hertil skal siges, at alkohol ikke virker over disse receptorer, så her taler vi om en helt anden proces. Parallelliteten er der dog stadig.

Og spørgsmålet lyder: Gælder det for en række af vores stofmisbrugere, at de har en defekt, idet de mangler evnen til at få glædesoplevelser, for eksempel ved kunst eller musik? Man har lavet nogle forsøg med amerikanske vietnamveteraner. I Vietnam er det forholdsvis nemt at få fat i heroin, og derfor var der mange vietnamsoldater, der blev afhængige af det. Karakteristisk har det været, at langt de fleste af dem faktisk har vær

Teksten er tidligere bragt den 19-12-1996 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret