Luk vindue

Sæt bogen fri!

27-02-2004


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Der kommer flere og flere titler til højere og højere priser. Er det så underligt?

OMSTRUKTURERINGER og fyringer har været hverdag for forlagsbranchen i den senere tid. Gyldendal fyrede for nylig en tredjedel af sine ansatte i datterforlagene, Egmontforlagene Aschehoug og Lademann er fusioneret, og Bonnierforlagene, herunder Lindhardt og Ringhof samt Forlaget Carlsen, har med medietrolden Morten Hesseldahl som bannerfører, også været igennem en svær periode med mange nedskæringer, personudskiftninger og organisatoriske rokader. Der er noget galt – men hvad?

Det første, man kan pege på, er, at forlagene udgiver for mange bøger. Antallet af bogtitler er steget med 52 pct. fra 1980 til i dag og 30 pct. siden 1988. I 1988 udkom 25 førsteudgaver om dagen, 365 dage om året. I 2002 lå tallet på 32 førsteudgaver om dagen. Groft sagt halvdelen af disse førsteudgaver retter sig mod skoler og læreanstalter. Den resterende halvdel retter sig mod boghandelen. Lidt hovedregning afslører, at der dermed er 113 nye titler tilgængelige i boghandelen hver uge (136 hvis man gider tælle genudgivelser med). I Europa er der kun to lande, der overgår udbuddet af titler i Danmark: nemlig Tyskland og England.

I alle andre EU-lande er udbuddet betydelig mindre end her. Er man i ondt lune, kan man kan derfor nemt se det årlige bogudsalg som et udtryk for forlagsbranchens generelle uduelighed. For langt de fleste af de godt 12.000 årlige førsteudgaver er usælgelige. Derfor er oplagene ofte ekstremt små: mellem 800-1500 eksemplarer. Hvis der er tale om børne- og ungdomsbøger, sælges disse stort set kun til bibliotekerne, og resten enten i forbindelse med nedsættelser eller også makuleres de.

For voksenbogens vedkommende sælges cirka 25 pct. til biblioteker. Hvis halvdelen af oplaget er solgt, har man stort set nået break-even, dvs. at omkostningerne er betalt. Man har godt nok ikke nogen indtægter, men heller ingen udgifter. Det er – bortset fra den arbejdskraft og de lokaler, der har været involveret i udgivelsesprocessen – udgiftsmæssigt neutralt. Og dermed en billig måde at satse på, som i hovedsagen finansieres af staten og kommunerne via biblioteksindkøb. Men statens velvillige sikring af et stort titeludbud har en anden og mindre heldig sideeffekt: For at holde break-even på et leje, der er acceptabelt, er forlagene simpelthen nødt til at sætte prisen op – for man kan ikke regne med, at almindelige mennesker køber bøger.

AT det er sandt, kan ses derved, at salget af bøger målt i antal bind er faldet med 30 pct. siden 1980. Vi taler om et fald i salget på 13 millioner bøger, samtidig med at titeludvalget er steget kraftigt. Og samtidig med at biblioteksudlånet af bøger falder. Det burde få nogle til at spørge sig selv, hvad de gjorde galt, skulle man synes. Interessant nok er faldet i solgte bøger målt i kroner og øre kun på 12 pct., så alene heraf kan man regne ud, at bogpriserne er steget ganske gevaldigt.

Der er meget diskussion omkring, hvordan disse priser overhovedet kan måles. Forlagsbranchen har klaget over Konkurrencerådets udregninger, der via bindprisindekset viser, at bogpriserne er steget 65 pct. mere end forbrugerprisindekset i perioden 1980-94. Men uanset procentens korrekte værdi kan forlagsbranchen klage til de bliver grønne i hovedet: Ethvert fjols, der køber en ny bog i stedet for fornuftigvis at låne den på biblioteket eller købe den antikvarisk, kan jo se, at man for de samme penge får betydelig mindre for pengene. Ikke underligt, at det er blevet attraktivt at købe billigere bøger på originalsproget. For hver seks dansksprogede bøger, der læses, læser danskerne én engelsksproget bog. Så når nu bibliotekerne køber færre, vil det betyde højere priser – hvilket igen betyder færre køb. Vi er inde i en ond cirkel.

FALDET i bogsalg ikke skyldes ikke, at folk bruger færre penge på bøger, tværtimod – deres procentvise forbrug er stabilt og let stigende. Faldet i salget må derfor skyldes de højere priser. Og helt ærligt: Hvor mange køber billedbøger til 199 eller 249 kr. til deres børn? Eller ungdomsbøger til 200 kr.? Eller en skønlitterær førsteudgave til 299 kr.? Til sig selv altså; ikke som gave. Det er ikke mange.

Lad os se det i øjnene: Bogen er blevet en eksklusiv vare. Det ser unægtelig ud til, at man i sin iver efter at forsyne bogmarkedet med et stort og varieret bogudvalg samtidig har ofret tilgængeligheden af dem i form af prohibitivt høje priser. Det har nu udviklet sig til et kæmpeproblem for såvel branchen som for det danske samfund, der nu skal have forlag og forfattere sådan helt generelt på støtten via biblioteksindkøb.

Det er den kedelige sideeffekt ved at have en bogbranche, der i årevis har været beskyttet af en lang række regler, men som nu på meget kort tid skal tilpasse sig markedskræfter, som de slet ikke er gearet til. Derfor alle fyringerne. »Bøger koster det, bøger skal koste,« var der en af forlagsbranchens ældre herrer, der stædigt fastholdt over for mig for ikke så mange dage siden. Men ærlig talt: Ingen forlagsfolk betaler nogensinde for deres bøger – de ringer bare til hinanden: hvordan pokker skulle de vide, hvad folk vil betale for dem? Og i deres iver efter at beskytte deres privilegerede markedsstruktur, har de glemt forbrugerne. Det koster dyrt nu.

DE ved det godt, forlagene. Små priser kræver stort oplag og stort salg. Vi er et lille land, og derfor er risikoen stor. En bogkalkule viser nemt, at risikoen øges gevaldigt jo større oplag, vi taler om. Kapitalinvesteringen er meget større: Vi snakker om oplag på 5.000-10.000 og et salg på 70 pct., før det giver pote. Motivationen for bestseller-tankegangen er derfor primært, hvis man står med en titel, som man er relativ sikker på at få solgt, for eksempel via supermarkeder.

De høje, selvfastsatte priser holder liv i de »dårlige« forlæggere, dvs. dem, der udgiver bøger uden at kunne sælge nok af dem. Retten til faste priser sikrer ganske vist et stort udbud af titler – men er de titler smalle? Sikrer de kvalitet? Hvis man skal dømme efter bogens udbredelse i Danmark, har dette store udbud ikke medført bedre vilkår for den danske bog. Tværtimod, må man desværre utvetydigt konstatere. Der både sælges og lånes færre bøger. Det er værd her at tilføje, at man ikke ser samme generelle stagnation i udlandet. Det er altså i Danmark, at der er noget råddent.

FORFATTERNE har det også svært: De ønsker ingen ændringer til den nuværende onde cirkel, for de er – formodentlig af gode grunde – bange for at bliver klemt yderligere, hvis bogpriserne falder, for deres andel af indtægterne vil dermed også blive lavere – eller stort set ikke-eksisterende, hvis bogen ikke sælger. Men forfattere har i mange år fundet sig i urimelige standardkontrakter, som binder dem på hænder og fødder, fordi forlagene er bedre til at klage over deres vilkår, end bønder er til at klage over vejret. Når de udgiver en bog, så får forlaget endvidere eneret til at udgive eller videresælge teksten i alle formater og sprog ganske gratis – og i al fremtid. Det er dårligt for forfatterne, at de lader forlagene forvalte deres levebrød så skødesløst og uden sværdslag.

Ligesom forfattere lever en økonomisk trængt tilværelse, så imponerer lønningerne i den danske forlagsbranche heller ikke, hvad der måske vil undre en og anden forfatter. De menige forlagsmedarbejdere i Danmark siger det ofte nok højt: det er en offentlig hemmelighed, at mange forlag – herunder nogle af de mest velrenommerede forlag – mener, at det er en ære overhovedet at få lov til at arbejde hos dem. Og alle ansatte ved også, at der står en lang række arbejdsløse akademikere derude, der hellere end gerne vil overtage deres arbejde, hvis lejligheden skulle byde sig. Det kan derfor ikke undre, at forlagslønninger på trods af de lange akademiske uddannelser relativt set er lave og i øvrigt faldet med 4,1 pct. i forhold til sidste år.

Det samme gælder f

Teksten er tidligere bragt den 27-02-2004 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret