Luk vindue

Bogbrændinger nu!

29-05-2005


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. Det må være mindstekravet til dansklærere, at de ikke kaster elendige, fejlbehæftede og kedsommelige bøger ud til børnene.

SKAL gamle bøger brændes? Normalt utænkeligt for en bogelsker, der jævnligt har problemer med sin bedre halvdel, der ikke synes, at bøger pynter, når de ligger i bunker fra gulv til loft. Men på det sidste har jeg været ganske fristet af tanken. Et af mine børn, der for tiden huserer i 2b, skal for eksempel kæmpe sig gennem Robert Fiskers Lille Pjok, en rædsom bog fra 1957.

Her kan man læse arkaiske sætninger, som »det var hørt op med at regne.« Gu’ var det ej. Det var holdt op, var det. Et andet sted lidt længere henne i den meget langstrakte historie om killingen »Lille Pjok«, der efterlades i et sommerhuskvarter om vinteren, kan man også læse om, hvordan vinden leger med et stykke papir, indtil »en anden vind pludselig fat i det og blæste det den anden vej.« Så smækkede min i øvrigt meget temperamentsfulde 8-årige datter bogen i og råbte. »Altså helt ærligt far, det kan man da ikke sige. Der findes kun én vind, ikke to!« Jeg kunne kun give hende ret, selv om jeg er sikker på, at meteorologerne ville kunne belære mig og min datter om, at der ikke alene findes to, men mange slags vinde: Østenvinden, Nordenvinden, Søndenvinden og... men tro mig – de er næppe på besøg på side 42 i Robert Fiskers bog.

Eller hør denne her fantastiske sætning: »Men hunden, som var større end han, og derfor var stor på det, blev ved med sit ’Vov-vov’ og kom nærmere.« Hvor mange fejl kan man overhovedet tillade sig at begå i træk i en bog, der henvender sig til børn, der skal lære at læse? Ikke underligt, at læselysten blandt børn ikke just er på sit højeste, og at børnene finder fjernsynet meget mere spændende.

Nu er vi som forældre tvangsindlagt til at lytte med, når vores ældste datter øver læselektier, og for at komme igennem pinen måtte vi løbende omdøbe hovedpersonerne lidt. Eksempelvis ville hun i stedet for »Lille Pjok« læse »Dumme skid«. Og sådan varierede vi lidt frem og tilbage, så ved næste kapitel var Lille Pjok fluks omdøbt til »Mandy«, som er en rædsom person i en tegnefilm med piger i hendes alder som målgruppe.

I alt fald er det helt sikkert, at Robert Fisker herhjemme ikke alene har mistet en læser, men også er blevet synonym med dårlig litteratur. Det er måske lidt uretfærdigt, da han givetvis har begået bedre bøger – jeg er ikke helt klar over det, for jeg har ikke engang akademisk tilskyndelse til at finde ud af det. Måske vil enkelte læsere sige, at det er, fordi redaktionen af bogen er dårlig. Tja. Bogen, hun læser, er 4. oplag og trykt i 1973. GENERATIONER af folkeskolelærere har FANDEN GALE MIG KØBT DEN FORBANDEDE BOG og tvunget små, uskyldige børn til at læse det utrolige bras!

SKAL man virkelig byde børnene sådan noget snask? Et er, at man kan finde undtagelser, som »Søren og Mette«, som jeg ikke skal brokke mig over, men helt ærligt: til moderne børn, der skal lære at læse har adskillige forlag lavet ganske glimrende letlæsningsserier, der indeholder gys og grin, og som alle er skrevet i et moderne sprog, børn kan forstå.

Her på det sidste har jeg modtaget glimrende bøger fra Carlsens Tiger og Zebra serier og fra Gyldendal fra deres Dingo serier, ligesom Dansklærerforeningen har udmærkede udgivelser, Mellemfolkeligt Samvirke har også lavet nogle helt ok bøger for de mindste skrevet af Adil Erdem og Pia Sigmund. Så er der forfattere som Daniel Zimakoff, som netop har modtaget Kulturministeriets børnebogspris, der også har skrevet et hav af spændende letlæsningsbøger, og sådan kunne man faktisk blive ved.

Men skolerne køber dem ikke, for de siger, at de ingen penge har. Her er der da noget at gå i gang med i stedet for at betale i dyre domme for temmelig overflødige kanonudgivelser, som ikke just vil sige børnene noget særligt eller motivere dem til at læse i øvrigt. Det er langt vigtigere at se på, hvad børn udsættes for i forbindelse med den helt tidlige læsning. Måske er der ikke mange stemmer og pressedækning i det, men der er helt klart mange læsere.

Det må være mindstekravet til dansklærere, at de ikke kaster elendige, fejlbehæftede og kedsommelige bøger ud til børnene. Lad i det mindste pligtlæsningen blive til morskabslæsning. Og hvis man gør det morsommere for forældrene at lytte til børnenes langsommelige læsen, kunne det jo ske, at de fik lyst til selv at gribe en bog.

Teksten er tidligere bragt den 29-05-2005 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret