Luk vindue

Som brødre vi dele...

24-06-2005


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. Forlag og boghandlere har været prisgivet hinanden for længe.

FORLÆGGERNE har i mange år domineret bogmarkedet. De har haft ordnede forhold med rammeaftaler med forfattere, oversættere og boghandlere og har i bedste landmandsstil brokket sig over snart sagt hvad som helst, der gik dem imod. Man så dem på kultursiderne, de lidt ældre kultiverede herrer, der dinerede med snart den ene kändis snart den anden, og som diverterede forsamlinger med deres oplevelser på udenlandske bogmesser med forskellige litterære verdensberømtheder.

De talte om kulturskatte og kulturel forpligtelse med alvor i stemmen og kneb en lille tåre, når de (højt) tænkte på alle de fantastiske bøger, som den noget tungnemme danske befolkning ikke tog imod. Hvilket naturligvis primært var pressens skyld, da de jo knap anmeldte bøger mere.

For den hellige bog var der ikke noget i vejen med. Hverken indpakning, indhold eller pris kunne man sætte en finger på. Staten skulle bare støtte bogen noget mere.

BOGHANDELERNE har indtil for relativt nylig været præget af små detailbutikker, der stort set alle har været medlemmer af den Danske Boghandlerforening, der således har indgået alle relevante aftaler med forlagene på deres vegne.

Boghandlere og forlæggere, der ellers i en normal markedssituation ville være i opposition til hinanden, har sammen udgivet bladet Bogmarkedet i umindelige tider. De har sammen med alle midler forsøgt at fastholde status quo på bogmarkedet så længe, det overhovedet var muligt og i praksis umuliggjort at entre bogmarkedet uden om deres aftaler.

De har tidligere nægtet at sælge bøger til udenlandske internetbaserede boghandlere, der evnede at sælge bøgerne billigere, end danske boghandlere kunne. De har monopoliseret markedet i en sådan grad, at bibliotekerne stort set kun kan finde ud af at købe bøger via boghandelen og ikke for eksempel direkte hos forlagene eller hos private bogdistributører.

Alt sammen i kulturens navn, naturligvis. For kultur kan tilsyneladende kun overleve i særdeles reguleret stand. Friseret. Velplejet. Ufarlig.

MEN sandheden er den, at boghandlerne har været de små i det forhold. Det var jo ikke dem, der spiste middag med Günter Grass og diskuterede litteraturens sjæl. Ikke dem, der havde det hårde slid med dels at udvælge den moderne verdenslitteraturs hovedværker og så oven i købet tabe penge på det. Næh. I forlæggernes øjne kunne boghandlerne bare sende deres usolgte eksemplarer retur. Så der var ikke noget at klage over, syntes forlagene, der ikke bekymrede sig synderligt om boghandlernes uforståelige snak om varelagerets omsætningshastighed.

Men i løbet af de seneste år har enkelte boghandlere vokset sig større, i takt med at de små boghandlere har måttet give op. I dag er der reelt tale om, at det danske bogmarked domineres af tre meget store boghandlerkæder. De er så store, at de via deres indkøb kan afgøre en enkelt bogs succes. De kan aftage store mængder bøger, som de kan markedsføre meget mere effektivt, end forlagene nogensinde har kunnet. De kan også nægte at aftage dem, medmindre de får en klækkelig rabat på dem hos forlagene. For boghandlerne har lært noget af moderne marketing, og det er, at de kan kapitalisere kundebasen. Den direkte kundekontakt kan udnyttes via målrettet salg og udmønte sig i et overskud.

DET er klart, at det smerter nostalgiske humanister som for eksempel Politikens lederskribent at tænke på, at boghandlerne derved pludselig tilsyneladende kommer til at bestemme over, hvilke bøger kunderne kan købe billigt. Det svarer lidt til at ville regulere markedet, så Netto ikke længere kan købe stort ind, fordi de så bestemmer, hvilke varer kunderne kan købe, fordi de kan sælge varerne billigere. Måske synes lederskribenten, at det er bedre, at alle bøger generelt er så dyre, at folk ikke vil købe dem. Fordi der så er mere at vælge imellem, selv om resultatet er, at såvel forlag som boghandlere langsomt går en sikker død i møde.

Bogmarkedet har ændret sig væsentligt de senere år. Forlagene sælger nu skolebøger direkte, så omsætningen herfra undgår boghandlernes diske. Forlagene udnytter bogklubberne til så vidt muligt at få boghandelens avancer selv. Bibliotekerne sender ofte deres bogindkøb i offentligt udbud, så boghandlerne må afgive en del af deres forlagsoverenskomstmæssige fortjeneste for at overleve. Boghandlerne kan ikke længere tjene ublu avancer på udenlandske bøger på grund af konkurrencen fra internettet.

Jo – som brødre vi dele, de store forlag har taget det hele alt for længe. Og når boghandlerne klager, så fremturer de ældre forlagsherrer med deres falske klagesang på kulturgangene. Sandheden er, at de selv har presset citronen så meget, at boghandlerne ikke længere har anden mulighed for overlevelse end frie bogpriser.

Teksten er tidligere bragt den 24-06-2005 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret