Luk vindue

S(k)oleklar fadæse

09-09-2005


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. Når et velgennemført samleje er eneste kvalifikation.

DISCIPLIN er gået af mode hos De Radikale, sagde tidligere undervisningsminister fru Vestager til Information i lørdags. Ikke partidisciplinen vel at mærke, men disciplinen i skolen.

Mange går mere og mere over til at opfatte skolen som en særlig dansk udgave af en kinesisk opdragelseslejr, der skal påvirke og fremelske børnenes sociale kompetencer snarere end en læreanstalt, hvor det primære formål er at lære at læse, skrive og regne. Man stoler mindre og mindre på, at forældrene selv er i stand til at lære børnene at te sig ordentligt over for hinanden og forventer i højere og højere grad, at opdragelsesopgaven løftes af professionelle pædagoger i børnehaver, skoler og fritidsordninger.

Opdragelse er skam alt for alvorlig en sag at overlade til forældrene selv, synes blandt andre De Radikale at mene, og mange års politik efter denne devise har da også gjort mange moderne forældre lidt usikre på, hvem der egentlig er kompetente til at varetage den vigtige opdragende rolle. Forældrene kan levere kærlighed, staten skal nok sørge for resten. Derfor er det symptomatisk, at Socialdemokraterne ønsker at indføre forældrekontrakter mellem lærere og forældre, så hver især ved, hvad man kan forvente af hinanden. Det er jo også næsten som at have et delebarn!

ER man hos De Radikale nølende med at melde klart ud omkring den manglende tillid til forældrene, er den svenske feminist Eva Moberg anderledes direkte: ´Hvordan vover man at overlade hele opdragelsen af den næste generation til forældre, der ikke ejer nogen anden påviselig kvalifikation hertil end et velgennemført samleje?´

Det kan kun være et spørgsmål om tid, før nogle foreslår, at man får lovpligtige forældreskoler på programmet. For hånden på hjertet: Hvem har ikke en ven eller to, som de synes opdrager deres børn helt forkert? Men det var slet ikke det, der var temaet her: det var folkeskolen, og det er det irriterende ved det: Når man taler om folkeskolen, ender man i stedet med at diskutere folkeskolens rolle som opdragere, om forældrenes engagement og om børnenes ansvar for egen læring.

Det hele rodes sammen, for skolen skal håndtere alle elever, fra høj til lav, fra begavede til dumme, fra motiverede til apatiske. Og det gør undervisningssituationen svær at styre, ikke mindst når læreren skal håndtere forældrenes opgaver oveni.

NU har jeg hørt nogle stykker, som forfalder til at tale om børn som ´humankapital´ og bruger managementtermer til at beskrive skolen. Det er en stor misforståelse. Skolen bør tilbyde gammeldags familieværdier som forudsigelighed og tryghed, og nægte al snak om tilpasningsdygtighed og arbejdsmarked. Herregud: det er børn, vi taler om!

Forudsigelighed handler om, at børnene skal vide, hvor godt de klarer sig inden for de forskellige fag i skolen så objektivt som muligt, og tryghed er at vide, hvordan de kan forbedre deres kunnen på de fag, hvor de ikke er så dygtige, som de gerne vil være. At underkende, at også børn er konkurrencedyr, er både dumt og demotiverende. Børn måler, hvor hurtigt de cykler, og hvor langt de løber, hvor mange point de får i computerspil, og hvor mange mål de scorer. Og så er de fandens gode til at dygtiggøre sig inden for de områder, de interesserer sig for.

NØDVENDIGT for at kunne forbedre sig fagligt erimidlertid to ting: et klart mål og muligheden for at måle ens aktuelle dygtighed. Det gælder inden for sportens verden, hos virksomheder, hos den enkelte og såmænd helt generelt. Er skolen da en slags indianerreservat eller et radikalt eksperiment, siden man overlader al måling og forbedring til en tilfældig skolelærers indtryk?

Naturligvis har børnene brug for prøver – som minimum årlige, og måske endda oftere. Børn har brug for at kunne måle sig selv i forhold til de krav, der stilles til dem. At børn ikke får gode muligheder for at lære noget, skyldes måske det underlige i, at ordet disciplin er negativt ladet, at læringsfremskridt er så svære at måle for den enkelte, at målet herudover er diffust, fordi skolen skal ´støtte og udvikle barnet som et helt menneske med intellekt, sanser og krop,´ som De Radikale mener, og ikke fokusere på sine kerneydelser, som er det at læse, skrive og regne.

Selvfølgelig foregår der en eller anden form for påvirkning af børn i skolen, og naturligvis finder der en opdragelse sted. Det gør der jo alle de steder, hvor børn samles, og voksne har et afgørende ord at skulle have sagt. Men ligefrem at se skolen som en opdragelsesinstitution snarere end som en læreanstalt er en soleklar fadæse, der yderligere har den bivirkning, at den fratager forældrene for ansvar, hvorfor kravene til folkeskolen nødvendigvis bliver vildt urealistiske, når de også skal håndtere alt det, som forældrene altid har taget sig af og også bør tage sig af.

Teksten er tidligere bragt den 09-09-2005 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret