Luk vindue

Danskerne kunne også!

24-02-2006


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedstorm. I 1525 stormede fanatiske danske protestanter Vor Frue Kirke, fordi de ville håndhæve billedforbuddet.

I dag lærer vi det andet budblot som, »Du må ikke misbruge din Guds navn,« men læser man 2. Mosebog 20 v.4-5, fastslår denne, at du ikke må »lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden«.

Dette bud var meget væsentlig, hvis man ser på israelitternes historie. Da Moses steg ned fra bjerget efter at have modtaget buddene, dansede folket om guldkalven. Den tidlige kristne kirke overtog naturligt jødernes forbud mod billeder, blandt andet for at markere forskellen til de øvrige konkurrerende trosretninger, men i takt med kristendommens udbredelse blev brugen af ikoner dog almindelige og mere og mere populære, og i det 6. og 7. århundrede var der officielt støttede kristne kulter, der lagde meget vægt på ikonerne og tillagde dem overnaturlige kræfter.

Modstanden mod disse kulter voksede støt, indtil den græsktalende Kejser Leo III, med henvisning til Mosebøgerne, i år 726 erklærede, at alle billeder var at sammenligne med afgudsdyrkelse. En beslutning, som den daværende romerske pave, Gregorius II, ikke var spor enig i. Han havde dog ikke megen magt i Kejser Leo IIIs rige, og en sand jagt på billeder blev indledt. Kirker blev overmalet, munke blev torteret og dræbt, ikoner og relikvier blev brændt og helgengrave ødelagt.

Ødelæggelserne fortsatte med endnu større intensitet under Leo IIIs efterfølger, Konstantin V, også kaldet Konstantin Lortesnabel. Efter hans død fik billedforbuddet en kort pause på 27 år takket været Enkekejserinde Irene, men striden blev genoptaget igen i 28 temmelig blodige år, hvor historien gentog sig med pinlig nøjagtighed og uformindsket styrke.

Den 19. februar 842 blev striden bilagt og ikoner igen tilladt i den katolske kirke. Denne dag fejres stadig i den græsk-ortodokse kirke. Også denne gang skyldtes freden en kvinde, nemlig Enkekejserinde Theodora, som regerede for sin dengang 3-årige søn, Michael III, senere – og måske lidt uretfærdigt – kendt som Drukkenbolten.

IND i mellem dukkede billedstriden op igen – blandt andet under den protestantiske reformation i Danmark, hvor Vor Frue Kirke 3. juledag 1525 blev stormet. Som Oluf Nielsen skriver i sin Danmarkshistorie fra 1877:

»Nu skulde det katholske Væsen have en Ende, formaade Kongen intet, saa vilde man vise, at man selv havde Mod. Ambrosius i Forening med 9 mere fremtrædende Borgere og en Mængde Almuesfolk gik 3. Juledag ind i Frue Kirke, nedrev alle Tavler og Billeder, slog og spyttede dem i Ansigterne og huggede dem itu med Økser, gik derpaa ind i Koret, kastede Stolene og Panelværket ned og sønderrev Messebøgerne.« Også de indflydelsesrige protestantiske calvinister var store tilhængere af billedforbuddet.

Men hvorfor er det lige, at man i pavestolen altid har fastholdt, at billedforbuddet er meningsløst, selv om Mosebøgerne tilsyneladende siger noget andet og forskellige kejsere og kristne fraktioner gennem tiderne har søgt at håndhæve et forbud?

Pointen, siger den katolske kirke, er jo den, at mennesket i sig selv er et billede af Gud, for vi er skabt i hans billede. Herudover ser Jesus ikke på buddene som isolerede bestemmelser. Lovens udspring og mål er kærlighed til Gud og til mennesker. Og som Gregorius II skrev til Leo III allerede i 727: Der er trods alt stor forskel på at tilbede et billede og så på at lave et billede af det, man tilbeder.

Teksten er tidligere bragt den 24-02-2006 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret