Luk vindue

Død over den lille forskel!

02-03-2007


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kommentar. Da den nøgne litterære sandhed kom for dagen.

Mænd kan ikke forstå kvindelitteratur, siger Hanne-Vibeke Holst: ´Man bliver bedømt hårdere som kvinde medmindre man anvender en strategi, hvor man gør sig selv til ´one of the boys´, og fjerner sig fra det kvindelige,´ fortæller hun til Berlingske Tidende . Weekendavisens egen litteraturanmelder og forfatterinde, Leonora Christine Skov, siger sammesteds, at ´mænds litteratur bliver regnet for mere,´ for selv om mændene nok intellektuelt kan kapere kvindeemner, så synes de ikke, at der er meget prestige i at formidle dem videre.

Optakten til denne diskussion begynder i Sverige, hvor en anmelder i Aftonbladet tillod sig at kalde en kvindelig forfatters værk om sin incestuøse opvækst dårlig litteratur. Det hidsede 47 mennesker, de fleste af dem kvinder (og ikke alle sammen, som Berlingske hævder), sig voldsomt op over. De mente, at det at lade en mandschauvinist anmelde kvindelitteratur var utåleligt. Anmelderen, der formentlig er lige så meget under tøflen som de fleste andre nordiske mænd, var vildt forbavset over optøjerne - ikke mindst fordi hans kritik gik på den manglende litterære kvalitet i værket og ikke havde nogen særlig kønsspecifik vinkel.

Det er en interessant synsvinkel, som Holst og Co. gør sig til talsmænd for. Nu anmelder jeg primært børnebøger: Skal vi have babyer til at anmelde pegebøger? Eller 9-årige til at anmelde letlæsningsbøger og krydre det med unge på 14 til at anmelde ungdomsbøger ud fra deres umiddelbare synspunkt på bogens brugsværdi og eventuelle subjektive smag? Skal det kun være mænd, der anmelder bøger skrevet af mænd og kvinder, der anmelder bøger, der er skrevet af kvinder? Det ligger ligesom i luften, at det er det, kvinderne egentlig mener. Det er kun den ene side af mønten.

Vender man mønten om, kan vi se, at Holst og Co. ønsker lige mange anmeldere af begge køn ansat på litteraturredaktionerne - men ikke specielt fordi der skal være ligestilling! Næ, men fordi vi er forskellige, ja, så meget faktisk, at enhver form for litterær evaluering er umulig at foretage uden først at skulle forholde sig til, om man har en vagina eller en penis.

Gad vide, om bøsser og lesbiske i så fald overhovedet er kvalificeret til at anmelde andet end rent homoseksuelt orienteret litteratur. De bringer unægtelig lidt uorden i den smukke tvedeling. Men måske skal det tværtimod være et ansættelseskriterium fremover for alle litterater, at de skal være enten bøsser eller lesbiske, da man på den måde kan være sikker på, at de så at sige overskrider den mentale kønslige grænse, der gør, at de ikke forstår det andet køns litteratur?

Alternativt kan man have det synspunkt, at et værks litterære kvaliteter rent faktisk kan bedømmes ud fra nogle - måske ikke nødvendigvis strengt objektive, men dog relativt fastlagte, kriterier. Kriterier, som man naturligvis kan diskutere, hvilket i øvrigt bliver gjort ganske flittigt, men hvor argumenterne dog rækker en smule ud over det faktum, at anmelderen er mand og derfor ude af stand til at forstå kvinder (som han åbenbart, hvis han ved et rent lykketræf alligevel skulle lykkes at forstå, i hvert fald ikke respekterer).

Jeg er naturligvis godt klar over, at det er en frygtelig gammeldags og patriarkalsk holdning. Jeg troede, at især god litteratur var med til at udvide læserens horisont, men det, som disse kvinder nu siger, er, at det kan jeg godt glemme, for jeg kan alligevel ikke forstå kvinder.

Teksten er tidligere bragt den 02-03-2007 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret