Luk vindue

Litterær verdenskongres i børnehøjde

05-09-2008


Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnelitteratur. Høj som lav, royalister, kändisser og skrønefortællere til seriøst muntre kongresdage i København i næste uge.

IBBY´s (International Board on Books for Young Children) børnelitterære kongres har altid stået for mig som en slags børnelitteraturmekka for feinschmeckere. Imidlertid afholdes den altid på særdeles fjerne himmelstrøg, så finansieringen af turen har altid voldt mig kvaler. Men lykken står den kække bi. Ikke mindst hvis man er tålmodig nok. Den 7. september åbner den 31. verdenskongres for børnelitteratur nemlig i København. Verdenskongressen, der varer tre dage, er arrangeret af Selskabet for Børnelitteratur, den danske gren af IBBY. Kun én gang tidligere - i 1988 i Oslo - har kongressen, der afholdes hvert andet år, været afholdt i Norden.

Kongressens hovedtema er »Historier i historien - Historien i historier«. Blandt hovedtalerne er den spanske forfatter og filosof Fernando Savater, der vil indlede kongressen. Hans indlæg handler om, hvordan historier og fiktion har spillet en meget stor rolle for Vestens tænkning. Savater vil i sit indlæg fokusere på forholdet mellem fortælling og filosofi.

Blandt de nordiske talere vil professor Torben Weinreich tale om, hvordan børnelitteratur kan reflektere den aktuelle historie - det er et indlæg, der i meget høj grad tager fat i Weinreichs børnelitteraturhistorie og viser sammenhængen mellem de pædagogiske og opdragelsesmæssige strømninger og den aktuelle børnelitteratur. Børnelitteraturen, fortæller Weinreich, kan ses som et spejl af vores samfund. Derfor griner børnebogsanmeldere ofte ad voksenbogsanmeldere, når de eftersøger den store samtidsroman: hvis de læste blot en brøkdel af de ungdomsbøger, jeg gjorde, ville de få nok samtidsromaner til de næste mange år. Bente Clods Thilde-trilogi er et eksempel på et eminent og troværdigt billede af samtiden. Men ok - her er 40-års kriserne kun afspejlet med de tragikomiske konsekvenser, det har for de stakkels unge, der udsættes for forældre, der har en sådan krise. Så det tæller sikkert ikke med.

Der er et utal af andre foredrag og seminarer, herunder mange fra eksotiske og mindre eksotiske, men også krigsplagede lande. Interessant er eksempelvis et seminar om børns læsning i krisetider. Hvordan skal man som barn håndtere en situation som den i Uganda? Eller hvordan fortælle om Holocaust - eller om krigen i Bosnien - eller palæstinensernes nuværende situation? En ting er, at vi som voksne kan forklare, hvordan de politiske spændinger udvikler sig - men realiteterne mærkes hårdt hos børnene, der forholder sig meget mere konkret til det daglige og ikke kan abstrahere sig ud af problemerne. Her kan litteraturen anvendes som en lindrende bandage, der kan hjælpe sårene med at hele og med at få munden på gled på selv de mest tilknappede.

I børnelitteraturen er diskussioner om ytringsfriheden endvidere lige så relevant som andre steder: tænk på tibetansk litteratur, eller børnelitteratur i Iran. Historien viser tydeligt, hvordan man via børnelitteraturen har forsøgt at indpode børn forskellige holdninger. Flere seminarer har dette emne som omdrejningspunkt.

Spændende bliver det, når folk fra over 70 nationaliteter mødes om en fælles interesse på samme geografiske omdrejningspunkt: nogle kommer for at filosofere, andre for at sælge deres bøger eller for at finde forlæggere, mange for at møde venner og fagfæller og sidst, men ikke mindst, for at have det sjovt og lære noget nyt.

Dronning Margrethe kommer skam også, fordi hun skal uddele den internationale pris, H.C. Andersen medaljen, til henholdsvis en forfatter og en illustrator. Jeg skal nok hilse. Det foregår i Tivolis Glassal søndag aften. Resten sker dog i SAS hotellet på Amager, hvis gæster nok skal få noget af en overraskelse på vej ind til kasinoet. Som der står i den børnelitterære kongres´ dresscode: »Informal at all times«. Det skal nok blive sjovt!

Teksten er tidligere bragt den 05-09-2008 i Weekendavisen

(c) Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret