Luk vindue

Genfortælling af Grimms eventyr gør børn i stand t

Kenneth Bøgh Andersen & John Kenn Mortensen (ill.)  : Grimm II. Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge.. 240 sider. 249,95 kroner. People’sPress.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Flot gendigtning af Grimms eventyr, som er blevet grummere, vildere og farligere end før

Tidligere i år udgav forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og Benny Bødker genfortællinger af 10 af Grimms eventyr. Bind to i serien er netop udkommet med yderligere 10 genfortalte eventyr. De to brødre med efternavnet Grimm begyndte at indsamle eventyr og sagn i Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. De var sprog- og litteraturforskere, og i starten nedskrev de nøje, hvad de hørte.

Brødrene blev dog aldrig helt tilfredse med historierne. De blev ved med at digte videre på dem og gøre dem mindre anstødelige og mere børnevenlige, så de passede bedre til tidens smag.

Der er derfor temmelig stor forskel på den første udgave af eventyrene i 1812 og 1815 til den sidste, der udkom i 1857. Det er den sidste, velfriserede version af historierne, der typisk oversættes. Andersen og Bødker har i deres genfortællinger ladet sig inspirere af samtlige versioner af Grimms eventyr og desuden af visse andre tilgængelige versioner gående helt tilbage til middelalderen.

Forfatterne deler opgaven og genfortæller hver halvdelen af bogens eventyr.

Andersen og Bødker kan bedst lide historier, der har kraft og vildskab. Nogle spørger indimellem, hvorfor man overhovedet skal læse noget op, der skræmmer børn. Men børn har behov for at møde frygten, og oplæsningsbøger er et perfekt sted at træffe den. Ud over at være underholdende giver historierne børnene et ordforråd og en ramme, som gør dem i stand til at tale om det, de er bange for. De er ofte bange for ikke at blive elsket, for at blive forladt, eller for, at deres forældre dør. Nogle er bange for mørket, for monstre, der ligger og lurer i skabet eller under sengen.

Eventyrene giver dem lejlighed til at tale om det, de bekymrer sig om, til at vide, at det hele godt kan ende vel, selvom det ser slemt ud.Det andet bind af den nye eventyrsamling indeholder to kendte eventyr, ”Snehvide” og ”Tornerose”. Begge historier er interessante for at forstå, hvordan de to forfattere har grebet opgaven an.

Andersen bemærker, at Snehvide i det oprindelige eventyr kun er syv år gammel, da hun overhaler sin mor i skønhed. I den oprindelige version fra 1812 er den onde dronning heller ikke stedmor, men Snehvides rigtige mor.

Dermed giver den oprindelige slutning også mening, for dér beordrer Snehvide sin mor til at tage glødende jernsko på til bryllupsfesten og danse, til hun dør.

Snehvide har arvet moderens hekseevner, hvilket den nu betuttede prinsegemal til sin gru opdager: ”Og prinsen stirrede rædselsslagen på sin brud, på hendes blå øjne, der funklede som kolde stjerner.

”Dog har forfatteren af hensyn til den offentlige moral ladet Snehvide blive ældre i sin glaskiste, efter at moderen forgiver hende med æblet, da Snehvide er syv år gammel.Som Andersen undskyldende skriver i en kort efterskrift: ”At prinsen bliver vild med en død pige på syv år… Det var alligevel for grumt.”

Det er Bødker, der griber fat i historien om Tornerose. I det efterskrift, hvor forfatterne beskriver deres tilgang, tilstår Bødker en vis irritation ved historiens mangel på logik. Hvad er det for en krabbe (der ganske vist i senere udgaver omgøres til en frø), der velsigner det royale par med et barn? Hvordan kan kongeparret være så dumt at glemme at invitere den sidste fe? Og hvordan kan man ødelægge samtlige spinderokke i hele kongeriget, men alligevel glemme et i deres eget tårn? Spørgsmål, vi vel alle på et tidspunkt har tænkt på siden barndommen.

Tornerose sover i denne version uroligt og har mareridt om, at prinsens mor æder Tornerose og prinsens kommende fælles barn. En ikke helt urimelig gendigtning, da Bødker nævner, at man i nogle af de helt middelalderlige udgaver af Tornerose fortæller, at prinsens mor rent faktisk æder både Tornerose, prinsen og deres fælles børn. Bortset fra det ligner ”Tornerose” nogenlunde sig selv.

Kannibalisme er i det hele taget ret så populær i datidens eventyr, måske fordi sulten dengang var så nærværende.

Det ser vi også i eventyret ”Enebærbusken”, som også er i samlingen, som handler om en stedmor, der dræber sin stedsøn og serverer ham for familien. Der er også andre, nok lidt mindre kendte eventyr i bogen, blandt andre nogle, som ikke altid forbindes med Grimm.

Der er for eksempel en version af ”Ali Baba og de fyrretyve røvere”, som hos Grimm hedder ”Sesambjerget”, samt ”Det blå lys”, som minder ganske meget om H.C. Andersens ”Fyrtøjet”.

Og glemmes skal det ikke, at ”Grimm II” er skræmmende velillustreret af John Kenn Mortensens sirlige pen. Han kan om nogen vise frygten, som den kan se ud. Ingen tvivl om, at de to forfattere og Kenn Mortensen er lykkedes med at vække Grimms eventyr til live igen. Det er godt gået.

Anmeldelse tidligere bragt den 27-12-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret