Luk vindue

Når man er barn, og det roder indeni: Tre suværene

Rebecca Bach-Lauritsen & Charlotte Pardi (ill.)  : Det meget meget meget farlige monster. 40 sider. 149,95 kroner. Høst & Søn.Seks stjerner af anmelderen
Julie  Clausen: Dæmoner. 100 sider. 249,95 kroner. Turbine.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Det kan være svært at håndtere sine omgivelser, hvis man har det skidt. Tre nye, suveræne bøger viser, at dette også gælder børn og unge.

Uhygge har vi alle brug for en gang imellem. Evolutionspsykologer mener ligefrem, at mennesker er bygget til at finde nydelse i at lære om mulige farer i den verden, som omgiver os. Men børn i dag er, formentlig takket være al den skærmtid med actionfilm, serier og spil, yderst vanskelige at skræmme med historier. Den situation fanger Rebecca Bach-Lauritsen rigtig fint i ”Det meget meget meget farlige monster”, hvor drengen absolut ikke lader sig skræmme, selvom monsteret rent faktisk æder ham.

Illustratoren Charlotte Pardi har en utrolig god evne til at fremmane såvel den uimponerede dreng og det insisterende monster, der så gerne vil skræmme. Da monsteret æder ham, finder drengen ud af, at monsteret ikke er uhyggeligt, fordi der er så ordentligt inde i dets mave. Så snart drengen roder dernede, bliver monsteret skræmmende. Det bryder den sig egentlig ikke om. Interessant er det i billedbogsform at kunne vise, at det er, når det roder indeni, at man har svært ved at håndtere det udenpå, og at det så virker skræmmende. Imponerende godt.

Samme tema genfinder man i Julie Clausens bog for de yngre læsere: ”Dæmoner”. Johans, Anders’ og Katrines mor er flyttet sammen med en ny kæreste, som hedder Samson, og som ikke kan lide børn.

Johan og hans to søskende er ulykkelige. De møder hver især et spøgelse, som stædigt påstår, at Samson er en dæmon, der gemmer på en grusom hemmelighed i det hemmelige klædeskab, som børnene ikke må åbne. Det roder inden i dem, og de har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. Er spøgelserne rigtige, eller er det nogle, de blot har fundet på?
Det går ud over skolen, og moderen har i sin forelskelse vanskeligt ved at indse, at børnene ikke trives. Bogen er skrevet, så de tre søskende skiftes til at fortælle, hvilket også giver god variation i løbet af historien. Sent går det op for dem, at spøgelserne måske er farligere end Samson selv. Det hele er vældig uhyggeligt, og det er godt gået, for det er svært at skrive skræmmende historier for børn, som rent faktisk både fænger og får det til at krible i én. Hvordan det ender, vil jeg ikke afsløre, men gruopvækkende er det.

Lise Villadsens velskrevne ”Kommer du nogensinde tilbage til mig?” er for de unge læsere. Bogen rammer præcist temaet om, hvordan det, at det roder indeni, kan ødelægge alt det uden på.

Drengen Atlas opdager kort før sin afgangseksamen fra folkeskolen, at hans mor har løjet for ham hele livet om årsagen til hans fars død. Faderen begik selvmord, han døde ikke bare ved et uheld. Atlas taler ikke rigtig med nogen om det, heller ikke med sin kæreste. Men han er knuget over løgnen og begynder at tvivle på alt og alle.

Var Atlas da ikke god nok til, at faderen ville leve for ham? Og kan man stole på, at moderen nogensinde taler sandt? Med sin indadvendthed skubber han sin kæreste og sin bedste ven fra sig og bliver mere og mere isoleret. Kæresten er ellers hans første helt store kærlighed, men Atlas er uden at være bevidst derom godt i gang med at straffe sig selv unødigt. Det lykkes behændigt Villadsen at beskrive en deroute baseret på én afgørende løgn, men også om børns mulige reaktioner på deres forældres selvmord. Det er kæresten, der spørger, om Atlas nogensinde kommer tilbage til hende, for Atlas er blevet væk i processen. Man er rørt, når man har læst historien til ende.



Anmeldelse tidligere bragt den 13-02-2020 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret