Luk vindue

Børnebøger viser bomberegn, krig og død

Anna Jacobina  Jacobsen & Anna Jacobina  Jacobsen (ill.)  : Baglænsk. 56 sider. 269 kr. Jensen & Dalgaard.
Arne Svingen & Kamila Slocinska (ill.)  : Nå kaniner bliver bange. Oversat af Ida Jessen. 32 sider. 229,95 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

To billedbøger viser, at genren kan føre til dybe samtaler og refleksion, så
også de mindste får værktøjer til at favne verdens kompleksitet i al sin vælde
.

De, der påstår, at døden er et tabu i børnelitteraturen, har vist ikke fulgt med i rigtig lang tid.

Jeg har svært ved at få øje på tunge emner, der ikke på en eller anden måde tages op i
børnebøger.

Krig, flygtninge, klima, død, druk, seksuel og psykisk mishandling, ingen emner er så
vanskelige, at de ikke kan blive behandlet, selv i billedbogshøjde.

Og hvis man spørger, hvorfor man ikke kan lade være, så skyldes det simpelthen, at man
som barn ikke kan undgå at blive konfronteret med mange af disse problemstillinger i løbet
af sin barndom. Det være sig personligt, via venner og forældre eller via medierne. Så er det
rart at have en solid og god samtalebog liggende.

Den flittige norske forfatter Arne Svingen og den danske illustrator Kamila Slocinska har via
et tværnordisk samarbejde udgivet bogen ”Når kaniner bliver bange” om at leve som barn i
et krigshærget land.

Her kan ikke engang mor garantere tryghed for de faldende bomber. Krigen genkendes i
sproget, som når forfatteren fortæller, at drengen Noah ”løber hurtigere end geværkugler”.

Noahs bedste ven er tøjdyret Ville Kanin. Kaninen kan bruges til at få kontrol over følelserne.
Det er kaninen, der bliver mest bange, ikke Noah. En dag brager der en bombe gennem
lejligheden, og huset falder oven på mor: ”En mur er tung. Et tag er tungt. Et helt hus er
meget tungt. Mor er blød. I dag synes Noah at det burde have været omvendt.” Jeg forstår
ikke, hvorfor kommaerne er forsvundet fra bøgerne, men smuk er sætningen alligevel.

Slocinskas illustrationer sender stærke og klare signaler til læseren.

Store hoveder med kæmpe øjne, der styrer, hvor betragterens opmærksomhed ryger hen.
Stærke farver og en del sort både i omgivelser og himmel. Der er ikke meget tekst i bogen,
idet Svingen har evnet at holde pennen lige så skarp som Slocinska. Illustrationerne giver
bogen perspektiv og dybde.

Efter bomben leder Noah efter sin mor i en jungle af voksne ben, og billederne hjælper med
at forstærke identifikationen med ham. Det risler ned ad ryggen, så stærkt virker det.
Virkelig flot kunst, og til de bekymrede voksne skal siges, at jo, moderen overlever
nogenlunde hel. Så i denne bog er død tæt på hele tiden, men materialiserer sig ikke.

En anden bog om et ømtåleligt emne er Anna Jacobina Jacobsens ”Baglænsk”, der handler
om alzheimer og døden.

Hun udgav sidste år et yderst imponerende ordløst billedbogsværk, ”Ø”, der handlede om
ensomhed, og som høstede mange roser.

Tekst og billede i ”Baglænsk” er så integreret, at det er en fryd. Bogen handler om Aage og
Esther. Aage er så gammel, at han er døende, og hans kone, Esther, er blevet dement og
svarer i øst, når man spørger i vest: ”Jeg havde besøg af Sylvester i går,” fortæller Aage for
eksempel til hende, hvorpå hun svarer: ”Nå, for fanden, men det er bare fordi hun hældte
kaffe i mine strømper.”

Det er Aage, der fortæller historien. Han føler sig dybt indeni som en fandenivoldsk dreng,
der er på alder med barnebarnet Sylvester, og da hans sjæl omsider bliver fri for hans trætte
og stive krop, som er ved at blive et træ, udbryder Aage: ”Hvis min krop synger på sidste
vers, er det godt, jeg nåede ud i tide.”

Hans største bekymring er, om han når at hjælpe Esther ud af sin krop, mens tid er. Han
opdager undervejs, at selvom Esther mest vrøvler, så taler hun også tit bare ”baglænsk”, som
i ”Du fa nim pork” i stedet for ”Ud af min krop”. Der er efterhånden masser af billedbøger,
der handler om døden, og som alle har forskellige mere eller mindre romantiske bud på,
hvad der venter os, når vi dør. Pointen med Jacobsens utrolig smukke bog er nok, at man på
et tidspunkt er klar til at dø, og så er det på sin vis helt i orden, når det så sker. Historien er
vel nok lidt sukkersød, men den er billedligt talt så uendelig formfuldendt serveret, at man
sidder og skiftevis nyder og forbløffes over, at hver enkelt opslag fremstår så perfekt, hvert
som et lille, selvstændigt kunstværk.

Således kan selv tunge emner serveres i billedbogsform og således skabe rum til æstetisk
nydelse, stor, sprogligt økonomiseret fortællekunst, der fører til dybe samtaler og refleksion,
så også de mindste får værktøjer til at favne verdens kompleksitet i al sin vælde.

Anmeldelse tidligere bragt den 09-03-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret