Luk vindue

Hvad er et menneske?

Mads Rangvid: Drømmemaskinen - en filosofisk ungdomsroman. 340 sider. 298 kr. Forlaget Mindspace

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

I en ny, handlingsmættet, kompleks og opfindsom ungdomsroman blandes
filosofihistorie og science fiction for at opklare, hvad et menneske er
.

16-årige Adam vågner op efter at have været i en slags kunstig dvale i en mærkelig tank fyldt
med væske. Året er 2045. og mennesket lever i et totalitært samfund, hvor alskens
overvågningsteknologier er i brug. Adams forældre er forsvundet, og hans tvillingesøster er
blevet kidnappet. Det er nu op til Adam at finde hende. Når han finder hende, forlanger
kidnapperen, at Adam svarer på spørgsmålet om, hvad mennesket er.

Dette er rammefortællingen i Mads Rangvids ungdomsroman ”Drømmemaskinen”, der
netop har som mål at give forskellige bud på det vanskelige spørgsmål, Adam er blevet
stillet. Hvor bestselleren Josteins Gaarders filosofiroman, ”Sofies verden”, havde et noget
adstadigt tempo, har Rangvid bevidst trykket på speederen. Måske derfor er Rangvids roman
noget mindre docerende og langt mere spørgende end Gaarders.

En anden stor forskel mellem de to bøger er, at Rangvid ikke har som mål at præsentere
filosofihistorien som sådan. Rangvids mål er mere at være spørgende og stille en sokratisk
dialog op mellem forskellige filosoffer.

Spørgsmålet, som Adam skal svare på i bogen, har han tilfælles med titlen på Brinkmanns
seneste bog, ”Hvad er et menneske?”, som også er en filosofisk ungdomsroman. Men ud
over det fælles udgangspunkt kan man ikke påstå, at de to bøger ligner hinanden i
nævneværdig grad, for Brinkmann er langt mere systematisk i sin tilgang til filosofien, end
Rangvids mere diskuterende approach lægger op til.

Adam får vrangvilligt følgeskab af den modige pige Victoria, der går under navnet V. Hun har
fået indopereret en slags minicomputer i armen, som går under navnet Hypotesis.
Minicomputeren har nærmest sin egen personlighed og er fodret med viden om hele
filosofihistorien. Da Hypotesis er en computer, har den fået den tvivlsomme ære at være
noget belærende, når filosofihistoriens fakta skal præsenteres. Kidnapperen har udstukket
en rute for Adam, som han og V følger, godt forfulgt af strukturpolitiet, der gør sit for at
uskadeliggøre dem.

Et sted møder de en tidligere kollega til Adams forældre, Al, som er bedøvet i et slags teater,
lidt ligesom i Platons hulebillede. Herfra falder de alle tre, Adam, V og Al ind i en virtuel
verden kaldet Tlön, hvor de som Odysseus må på en odyssé, hvis mål er at befri byen Uqbar
fra en ondskabsfuld diktator.

Tlön er inspireret af den argentinske Jorge Luis Borges novelle ”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius”,
som blandt andet forsøger at undersøge en verden efter filosoffen George Berkeleys hoved.
Berkeley mente, at man kun oplever verden via sine forestillinger. Det, vi oplever, det er også
det, der er. På latin: ”Esse est percipi”.

Denne diskussion bliver imidlertid suspenderet i bogen til fordel for en debat om
samfundets indretning, hvor Adam og hans følgesvende i byen Uqbar møder en krigerisk
anarkist som den russiske filosof Bakunin, der højlydt diskuterer med John Locke, der levede
lidt mere end hundrede år før Bakunin. Her bliver oplysningstidens demokratiopfattelser
taget op, men det er, netop på grund af bogens fokus, ikke Rosseau og Voltaire, han tager op,
men i stedet for konflikten mellem den enkelte kontra det fælles. Eller med andre ord: Hvad
er til fælles bedste, og hvem skal bestemme det?

Det bliver selvfølgelig noget rodet, hvis man kender filosofihistorien. Men ser man bort fra
det, er det ganske morsomt at opleve utilitaristen Bentham, oplysningstidens Locke,
anarkisten Bakunin, logikeren Kant og oldgræske Aristoteles mundhugges, så de digitale
vægge i Tlön ryster.

Det lykkes trioen at komme ud af Tlön og videre i dens færd mod Adams søster. Her bliver
kronologien mere klar, da Sartre, Camus, Rawls og ikke mindst den amerikanske filosof
Robert Nozick, som døde i 2002, dukker op.

Man kan diskutere, om rammefortællingen er inspireret af filmtrilogien ”The Matrix”, hvor
hovedpersonen Neo netop vågner op af en tank, hvor det viser sig, at hans virkelighed hidtil
har været skabt af en maskine, eller om de begge i virkeligheden er afledt af filosoffen
Nozick, der opfandt spørgsmålet om en ”oplevelsesmaskine” eller måske snarere en
”drømmemaskine”, jævnfør bogens titel.

Hvis vi havde valget, ville mennesket så hellere være koblet til en drømmemaskine, der
gjorde livet fantastisk for os, eller ville vi hellere leve i den rigtige verden? At fornægte
virkeligheden er ikke et realistisk svar, siger Nozick. Interessant nok er forfatteren Patrick
Ness i sin ungdomsroman ”Mere end det” fra 2013 kommet til den stik modsatte konklusion.
Her vælger hovedpersonen til sidst at gå tilbage til sin drømmemaskine for at komme tilbage
til en verden, der er meget nemmere at forholde sig til. En noget provokerende slutning. Men
sådan agerer en rigtig filosof ikke, så der er ingen fare for, at Rangvids hovedpersoner giver
op undervejs.

”Drømmemaskinen” er elementært spændende og hertil også interessant grundet
indsparkene til det filosofiske univers. Imidlertid lider det romanagtige under to ting: For det
første er der et naturligt pædagogisk sigte med bogen, der kræver en del lange forklaringer,
og for det andet er rammefortællingen ikke særligt troværdig, ligesom den verden, der findes
i 2045 hverken er tilfredsstillende forklaret eller virker gennemtænkt.

Formildende er det dog, at spørgsmålet om, hvad mennesket er, og de mange diskussioner
filosofferne imellem er fængende nok i sig selv. Undervejs tænkte jeg dog på, om ikke bogen
havde vundet lidt ved at begrænse sig og for eksempel at have udeladt Tlön fra ligningen. En
naturlig kritik af bogen, som i øvrigt også gælder Gaarders bog er, at Rangvid er rationalist.
Der er ikke mange overvejelser om det guddommelige. Det er nævnt hist og her, men
Rangvid synes at være enig med filosoffen Epikur i, at man ikke skal beskæftige sig med
guder og det guddommelige: Hvis guderne findes, er de alligevel ikke interesseret i os.

Når religion har fyldt så meget i menneskets historie og selvforståelse, og derved også hos
filosofferne, forekommer det problematisk ikke at medtage det religiøse livsaspekt, især i en
filosofisk roman, der handler om, hvad mennesket er for en størrelse. Måske derfor har
forfatteren ikke fundet plads til at inddrage væsentlige danske filosoffer som Kierkegaard og
Løgstrup.

Disse forbehold til trods synes jeg stadig vældig godt om ”Drømmemaskinen” og dens
finurlige og selektive vej gennem filosofihistorien.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-10-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret