Luk vindue

Kan man lave billedbøger om storpolitik, som giver

Måns  Gahrton & Amanda Eriksson (ill.)  : Dumme Donald bygger en mur i børnehaven. Oversat af Birgitta Gärtner. 32 sider. 129,95 kr. Forlaget Alvida

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

I bedste fald er ny børnebogs ærinde at mobbe Trump, i værste fald er den
med til at skabe frygt hos børnene for, at verdens ledere er bindegale
.

Svenske Måns Gahrton er først og fremmest kendt for sin tegneserie ”Eva & Adam”, som han
lavede med Johan Unenge, og som handler om skole, kærlighed og venskab. I det hele taget
har Gahrtons bøger først og fremmest fokus på forholdet mellem hovedpersonerne og deres
omverden. Gahrton er i øvrigt uddannet jurist med speciale i ophavsret.

Sammen med illustratoren Amanda Eriksson har han netop udgivet bogen ”Dumme Donald
bygger en mur i børnehaven”.

Det er ikke svært at gætte sig til, at den dreng, der i billedbogen fermt er portrætteret med en
orange frisure og omgivet af krigslegetøj, er en slet skjult reference til den nuværende
amerikanske præsident. På svensk er det endnu mere oplagt, for der hedder bogen ”Bosse &
Bella och trumpna Donald”. ”Trumpna” kan bedst oversættes til surmulende, tvær eller
mopset.

Gahrtons historie handler om drengen Donald, der har første dag i børnehaven. Han gider
slet ikke det samme som de andre børn og konstaterer hurtigt, at de alle er vildt dumme.

Da han ser, at de små børn sniger sig ind i de stores legerum for at låne klodser, beslutter
Donald sig for at bygge en mur, der skal forhindre de små i at komme ind i rummet.

Donald fortsætter i samme spor ved at spise alle de boller, de andre børn har bagt, ”for jeg er
sød, og I er dumme! Så det er retfærdigt”, som han siger.

Et typisk eksempel på, hvor dum Donald er, ser man, da Bo vil slukke lyset for at spare på
strømmen. Donald mener, at der er masser af strøm, så derfor ”løber han rundt og tænder
hver eneste lampe i hele børnehaven. Selv om solen skinner, og det allerede er helt lyst”.

Som en god billedbog ender det hele godt, da Donald finder ud af, at det er kedeligt ikke at
have nogen at lege med.

Børnehavepædagogen og de andre børn hjælper også Donald med at rive såvel mur ned som
at slukke alle lys igen. Da Donalds far kommer for at hente ham, vil han ikke med hjem, for
han har det så sjovt.

Bogen er ved første møde egentlig ganske sjovt tænkt, men selv har jeg det noget ambivalent
med den. For forældre er udfordringen ganske givet, at børn – også i børnehavealderen –
dagligt konfronteres med storpolitik. Klimaet er i dag kilde til lige så stor frygt, som
atomkraft var det i 1980’erne eller den kolde krig før det.

Selv børnehavebørn konfronteres med dette via alle de voksne, der taler om det. USA’s
nuværende præsident skaber hos mange mennesker omtrent lige så stor international
bekymring som klimaforandringerne med sin fremfærd og isolationistiske politik.

Det påvirker børnene, og forældrene er derfor nødt til at tale med dem om det. I den forstand
kan bogen givetvis være nyttig.

Alligevel kan bogen og dens måde at præsentere storpolitik på opleves som udtryk for en
stærk undervurdering af såvel Trump og hans motiver, og af politikere som helhed.

Politik er aldrig sort-hvid, ligesom der altid er mange måder at betragte verden på. At skabe
fjendebilleder er efter min bedste overbevisning ikke den bedste måde at løse verdens
problemer på. Ej heller at ”fjenderne” blot skal have lidt ”kærlighed”, så er alting godt igen.

Egentlig efterlader bogen mig temmelig bedrøvet, selvom problemerne i billedbogen løses til
sidst. For hvad er pointen med bogen egentlig?

Kunne man forestille sig en lignende billedbog bare med Kristian Thulesen Dahl eller Inger
Støjberg i hovedrollerne? Næppe uden store ramaskrig i offentligheden. Men der er rimelig
europæisk konsensus om, at den nuværende amerikanske præsident er en narcissistisk
bølle, og så er det helt uproblematisk at udarbejde en bog, som er udtryk for en barnlig
voksenmobning.

Så selvom Amanda Eriksson har gjort sit for at gøre bogen til en nydelse at bladre igennem,
så har jeg vanskeligt ved at finde den dybere mening med historien.

I bedste fald er bogens ærinde at mobbe Trump, i værste fald er den med til at skabe frygt
hos børnene for, at verdens ledere er bindegale.

Uagtet hvad man måtte synes om Trump eller andre af denne verdens ledere, må der findes
en anden måde at beskrive tingene på. Hvis nu Gahrton og Eriksson for eksempel havde
fokuseret på mur-problemstillingen eller et af emnerne i bogen frem for at gå efter manden,
havde det været mere interessant og måske endda ligefrem udfordret børnenes tanker frem
for at fremelske fordomme og derved indirekte forhindre dialog.

Anmeldelse tidligere bragt den 20-02-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret