Luk vindue

Om at fare vild i livet

Gayle Forman: Jeg er faret vild. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 300 sider. 200 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Intens, velskrevet og vedkommende historie om tre unges eksistentielle krise.

Gayle Forman skriver gerne om unge, som af forskellige årsager må sætte spørgsmålstegn
ved hele deres eksistens. Det liv, de kendte, og den fremtid, de satsede på, er ikke længere
mulig. De er ikke alene i tvivl om, hvad de skal, men om de i det hele taget har noget at leve
for.

Formans fokus på de ældste unges eksistentielle kvaler finder vi også hos andre populære
ungdomsforfattere, især fra de engelsktalende lande. Hendes gennembrudsroman, ”Hvis jeg
bliver”, som også blev filmatiseret, handler for eksempel om 17-årige Mia, som kommer ud
for et trafikuheld og ender i koma netop på et tidspunkt, hvor hun stod med overvejelser om
en stor karriere som cellosolist. Formans seneste roman, ”Jeg er faret vild”, som netop er
udkommet, handler om tre teenagere, Freya, Harun og Nathaniel, der hver især stilles over
for eksistentielle valg.

Freya er allerede en rimelig kendt sanger og er i gang med at indspille en plade, der skal
cementere hendes popularitet, da hun mister stemmen. Harun er muslim, men skjult
homoseksuel. Han har nu af familien fået besked på, at han skal rejse til Pakistan for at
finde sig en passende hustru. Haruns hemmelige mandlige kæreste har af samme grund
forladt ham, og Harun ved simpelthen ikke, hvad han skal stille op, men vil flygte fra alting
for aldrig at komme tilbage. Nathaniel ankommer til New York efter faderens dødsfald. Han
er helt alene i verden og har en desperat plan, som kun han kender.

De tre unge mødes, da Freya ved et uheld (hun ser på sin mobil i stedet for på vejen) falder
ned fra en lav bro i Central Park lige oven på Nathaniel. Harun er vidne til faldet og hjælper
til, da Freya, fuld af dårlig samvittighed, må føre Nathaniel til skadestuen for at blive tilset
for hjernerystelse.

De tre skiftes til at fortælle i bogen, og man får serveret flashbacks fra væsentlige
begivenheder i deres barndom. På den måde kommer man helt ind under huden på de tre og
føler klart den intensitet, som de tre unges situation giver. Man opdager nærmest ikke, at
man bladrer gennem bogens sider, så opslugt bliver man af deres historie og det musketeragtige
bånd, der dannes mellem dem. De vil gerne sammen finde en vej ud af den
tilsyneladende uløselige situation, de hver især befinder sig i. Men overbevisningen om,
hvad det er, de skal, og at de kan det, sker umærkeligt og gradvist i løbet af romanen.

Vejen ud kræver eksistentielle overvejelser: Ingenting kan blive som før, der er en afgrund,
de må komme over. Det er en forhindring, og hvis de skal forcere den, kræver det en radikal
livsændring fra dem hver især, et opgør med de voksne, der har misrøgtet dem, og med de
forventninger, de hver især har forsøgt at leve op til. Venskabet vil hjælpe dem, hvis de da vil
ofre den fremtid, de ellers havde arbejdet hen imod.

Det kan lyde banalt og næsten skabelonagtigt, men Forman skriver, så man ser verden fra
fortælleren, man synker helt ind i vedkommendes bevidsthed og ser alt fra de tre fortælleres
øjne. Ved at fokusere på enkeltproblemstillingerne hos de tre unge bliver bogen skarp, og
man kan holde styr på handling og personer uden vanskeligheder.

Det er engageret dramatik, der fortæller en væsentlig historie med følsomhed og ynde.

Anmeldelse tidligere bragt den 28-11-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret