Luk vindue

Virkelighedens dilemmaer tilsat et drys magi

Kasper Hoff: Samlingens Vogter 1 - Tyvefældens forbandelse. 195 sider. 149,95 kr. Gyldendal
Astrid B.Z. Madsen: Skovrå. 240 sider. 199,95 kr. People´s Press

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

To nye børnebøger slipper det overnaturlige løs på vores kedsommelige
virkelighed og drysser magi over både klimadebatten og sammenbragte
familier
.

Idéen om en virkelighed, hvor magi er lige så virkeligt som asfalt og køleskabe, er ikke
fremmed for os. Tænk blot på historierne om genfærd, der går igen i de danske slotte. Intet
under, at mystik og overnaturlige fænomener altid har virket dragende, ikke mindst for børn.
To nye børnebøger viser, hvordan man med afsæt i virkelighedens dilemmaer kan få magien
til at spille en hovedrolle.

Den danske debutant Astrid B.Z. Madsens ungdomsbog ”Skovrå” tager fat i et af tidens mest
brandvarme emner, nemlig klimakrisen. I hendes roman er drengen Cas flyttet til byen
Granhjem sammen med sine forskerforældre. Granhjem er omringet af en tæt, mørk skov,
som vokser unaturligt hurtigt. Skovens træer er så potente, at en spire fra et bøgetræ kan
bryde gennem en betonflise på under et døgn.

Cas’ forældre vil i byens biologiske forskningscenter gerne finde ud af, om skovens planter
og træer indeholder et særligt gen, som kan bruges til at restituere natur hurtigt. De får dog
hurtigt andet at bekymre sig om, for det virker, som om skoven på uforklarlig vis er i gang
med at angribe byen. Cas bliver central i kampen mellem mennesker og skov, for han
forelsker sig hovedkulds i pigen Sara, som bærer på en grum og dødelig hemmelighed, som
hænger sammen med skovens aggressive vækst.

Astrid Madsen er spildesigner, og det kan man mærke på hendes intuitive fornemmelse for
både de grafiske og plotmæssige virkemidler. ”Skovrå” er en bog, der nemt kan forvandles
til et interaktivt spil, og som evner at favne både piger og drenge i den unge ende af
teenagealderen. I den skræmmende ungdomsbog ser vi klimakrisen fra en helt ny vinkel,
når naturen finder en vej, så den kan beskytte sig mod mennesket.

Kasper Hoff er en anden forfatter med kærlighed for spil. Han har tidligere forfattet serien
”Gamerz” om drengen Tim, der på trods af forældrenes misbilligelse er hardcore gamer.
Serien blev en kæmpe succes, ligesom nogle af hans andre serier, som ”Doktor-Z”, hvor
drengene Viggo og Mylle bliver sendt på en række halsbrækkende missioner af den geniale
videnskabsmand, doktor Zakarov.

Kasper Hoff har fået masser af drenge til at holde læsningen ved lige, og han fik blandt andet
derfor Gyldendals Børnebogspris sidste år. Og det med at holde drengene til ilden betyder
noget – i en læseundersøgelse foretaget af Tænketanken Fremtidens Biblioteker fra 2017
viste det sig, at kun hver fjerde dreng læste flere gange ugentligt, hvor det for pigernes
vedkommende var hver tredje. Det, der kunne få såvel drenge som piger til at læse mere, var
ikke overraskende, at bøgerne interesserede børnene mere emnemæssigt. Kasper Hoffs
nyeste serie, ”Samlingens vogter”, forsøger måske lige netop derfor at tage fat i det
overnaturlige og placere det midt i vores hverdag.

Rammefortællingen er socialrealisme for fulde gardiner: Kaya og hendes far er flyttet ind til
13-årige Kasper, hans søster Sophia og deres mor. Kayas far og Kaspers mor er nemlig blevet
kærester og er flyttet sammen uden at tage ret meget hensyn til børnene. Stemningen i
hjemmet er ikke noget at prale af. Sophia kan ikke døje Kaya, og Kaya gider ikke at have
noget at gøre med Kasper, selvom de er jævnaldrende.

Som alle 13-årige drenge mangler Kasper penge, og han får mulighed for at tjene dem ved at
hjælpe sin gamle grandonkel Kaj med at rydde op i kælderen. Grandonklen er en sej
eventyrer, der var shaman. Hans kælder er fyldt med en magisk samling, og Kasper aner en
mulighed for både at få et mere spændende liv som shaman-lærling og at kunne flytte
hjemmefra og slippe for den uventede og dysfunktionelle familiesammenføring. Sådan går
det ikke helt, for Kaya er lige så interesseret i at finde en løsning på problemerne i hjemmet
som Kasper, og det ender med, at de to børn sammen oplæres hos grandonklen.

Oplæringstiden bliver kort, for Kaj dør kort efter. Kasper arver dog hele Kajs samling, der
viser sig at være ubehageligt farlig. En dag stjæler Sophia et flot lille grønt skrin fra Kayas
værelse, der indeholder en edderkoppelignende sjæletyv. Sjæletyven stjæler Sophias sjæl og
drager til underverdenen med den. Det bliver Kaspers og Kayas opgave at redde Sophias sjæl
tilbage, inden hun dør. Det er sådanne oplevelser, der kan få børn til at holde sammen, skal
jeg love for!

Kasper Hoff formår at lade læseren glide lynhurtigt ind i historien og identificere sig nemt
med hovedpersonerne. Jeg vil tro, at denne serie også bliver en af dem, der læses i såvel
drenge- som pigeværelserne.

Anmeldelse tidligere bragt den 24-08-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret