Luk vindue

Alene i verden

Søren Jessen & Søren Jessen (ill.)  : Vildnis og tropehjelm. 116 sider. 229,95 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Tendens i børnelitteraturen, senest med ”Vildnis og tropehjelm”, antyder, at
børn er helt alene med deres sociale problemer
.

Søren Jessen er både forfatter og illustrator. Han skriver og tegner mest for børn og unge,
men har også udgivet romaner for voksne.

Sidste år udgav han endvidere en ”graphic novel”, en længere tegneserie, baseret på Kafkas
”Forvandlingen”. Hans nyeste værk, ”Vildnis og tropehjelm”, er en mellemting mellem en
”graphic novel” og en roman for børn. Handlingen er ikke munter, for den handler om en
forsømt dreng, hvis drikfældige far ikke kommer hjem i flere dage. Sandsynligvis er det
derfor, at den arbejdsløse mor ligger uvirksom i sengen med migræne stort set hele
handlingsforløbet igennem.

Drengen, der vel er cirka 13 år, må klare sig med havregrød og rosiner morgen, middag og
aften, indtil det også slipper op. Så må han sulte, da han ikke kan finde moderens pung og
nødigt vil forstyrre hende. I stedet for leder han efter flasker i byens skraldespande, så han
kan få mad.

Faderen plejer at forsvinde ind på et værtshus, der hedder ”Vildnisset”, men drengen er for
bange til at gå ind om aftenen i det røgfyldte, lidet appetitlige sted for at lede efter ham:
”I vinduerne står der nogle planter med store blade, som vokser på snoede stængler, der har
fundet vej ind bag gardinerne. Planterne har stået der længe. Deres blade er næsten helt
gule, og der ligger masser af indtørrede myrer og fluer i vindueskarmene.”

Drengen holder i stedet vagt tæt ved for at opdage, hvis faderen dukker op. En dag ser han
bodegaejeren rydde op. På vej ud ad døren taber han en gammel, hvid tropehjelm, som
ruller hen til drengen, som samler den op og beholder den. Hjelmen giver ham mod til at
handle. Med den på kan han forestille sig at være en anden og modigere dreng, en
opdagelsesrejsende, som ikke behøver at nære frygt. Handlingen tager fart derfra, men en
decideret lykkelig slutning skal man ikke forvente i bogen.

Jessen har selv illustreret bogen med stemningsfyldte og til tider dramatiske farver, der får
følelserne hos læseren til at sitre. Sorgerne føles dobbelt så hårdt, når illustrationerne taler
så tydeligt til en.

Indimellem fungerer det ikke så godt, at der er tekst i almindelig sats i
helsidesillustrationerne. Det ville have været bedre med brug af en anden skrifttype, der
bedre matchede Jessens streg. Sprogligt er forfatteren tro mod fortællerens unge alder. Det er
korte sætninger, som ud over at gøre historien nem at læse tillige giver fortællingen et ekstra
skær af ægthed, som interagerer med de følelser, de mange illustrationer vækker hos
læseren.

122.000 børn vokser op i familier med alkohol- eller stofproblemer, så det er et relevant
emne, Søren Jessen har fat i. Det er interessant at se forskellen på, hvordan sociale
problemstillinger beskrives i litteraturen i dag i forhold til dengang, social-realismen havde
eneret på den sociale indignation. Der er mange eksempler, som for eksempel Mette Vedsøs
”Langt fra det hvide hus” (anmeldt den 24. marts i år) om en forsømt dreng, hvis
selvcentrerede mor ikke tager hensyn til ham. Eller Hanne Kvists fremragende ”Dyr med pels
– og uden” om en dreng, hvis fraskilte mor hele tiden flytter til en ny by, det vil sige hver
gang, et af hendes korte kæresteforhold går i stykker. Kim Fupz Aakesons lige så betagende
og netop filmatiserede ”Jeg er William” er også et eksempel på en historie om en dreng, der
lever i udfordrende sociale rammer.

Lidt groft sagt er der i vores velfærdssamfund i disse bøger intet socialt sikkerhedsnet, som
holder øje med børnene og tager affære, inden det går helt galt, måske med Mette Vedsøs
roman som eneste diskutable undtagelse.

Det generelle billede er, at børnene selv må klare ærterne. Et andet aspekt er, at børnenes
loyalitet med deres forældre gør, at de længe prøver at undgå, at nogen lægger mærke til
problemerne.

I litteraturen kan vi se, at børnene sjældent har ansvarlige voksne i nærheden, de kan tale
med og stole på.

Typisk er det først, når der kommer en sund voksen ind i børnenes liv, at deres situation
forbedres. Denne voksen er yderst sjældent en af velfærdsstatens repræsentanter. Hvis vi et
øjeblik ser bort fra, at de nævnte bøger hver især er glimrende litterære frembringelser, er de
ikke desto mindre samtidig et udtryk for en rigtig skidt tendens, som det er værd at tale om
uden for det børnelitterære univers, hvor dramaerne udspiller sig på en måde, der er synlig
for alle.

Anmeldelse tidligere bragt den 12-11-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret