Luk vindue

Budskabet skygger for litteraturen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen & Otto Dickmeiss (ill.)  : Havpaladset. 136 sider. 199,95 kroner. Gyldendal. 3 stjerner ud af 6

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Lidt for velmenende, men velskrevet og velillustreret børnebog om at være flygtningebarn i Danmark.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik sit store gennembrud med sine romaner om mystikeren Hildegard af Bingen og har siden skrevet en lang række prisbelønnede bøger.

Hun er herudover dybt involveret i Venligboerne, som er en bevægelse, der først og fremmest er kendt for deres engagement i flygtningespørgsmålet.

Det mærkes tydeligt i Marstrand-Jørgensens første børnebog, ´ Havpaladset´.

Her fortæller hun historien om pigen Noor, som vel er omkring de 10 år og er flygtet fra Damaskus med sin far, bror og lillesøster. Moderen måtte de efterlade i Syrien.

Da den lille familie er på vej til Lesbos i en gummibåd, drukner lillesøsteren, da menneskesmuglerne, der fragter dem, slår faderen så hårdt, at han og lillesøsteren ryger i havet. Noor når at redde faderen, men ikke lillesøsteren.

Det giver sig selv, at Noor har psykiske men af sin flugt.

I bogens allerførste kapitel møder vi hende i svømmehallen, hvor hun øver sig som en gal på at kunne holde vejret så lang tid som muligt: 2 minutter og 33 sekunder kan hun holde vejret. Senere i bogen har hun lagt to minutter oveni. For Noor har - i al fald i sine drømme - superkræfter.

Når hun holder vejret, kan hun flyve med høj hastighed og er meget stærk. Hun vil bygge et havpalads under havet, så alle de druknede flygtninge har et sted at opholde sig, indtil de skal videre.

Og så vil hun hente sin mor, der opholder sig i Aleppo.

Bogen skifter mellem Noors fantasier og drømme og hendes liv i det danske samfund, hvor de danske udlændingemyndigheder diskret får tørt på. En dansk familie, der ikke er glade for flygtninge, skifter i løbet af bogen holdning, efterhånden som de lærer Noor og hendes familie at kende.

Et gennemgående tema er den psykologiske påvirkning af tabet og savnet. Hvordan skal Noor koncentrere sig om skolen, når hun er så bekymret for sin mor? Når faderen næsten ikke kan hænge sammen på grund af sorgen og savnet? Situationen sættes på spidsen, da et af skolebørnene er ked af, at hendes farfar er død. Da læreren spørger i klassen om, hvorvidt nogle af de andre havde prøvet at miste nogen, kunne en af drengene nævne sin gamle labrador. Det irriterende ved denne overtydelige kontrast er lige præcis det, der generer mig ved bogen. Det er ligesom at gå langs en gade med store papskilte, der fortæller dig præcis, hvor du skal gå, og hvad du skal synes. Der er ingen fortolkningsmuligheder tilbage til læseren, bortset fra den åbenbare gåde i historien om, hvorvidt Noor har eller ikke har reelle superkræfter.

Selvom man sympatiserer med Anne Lise Marstrand-Jørgensens holdninger, og selvom hun kan skrive, så englene synger, så er bogen ikke god litteratur, da dens budskab skygger for læseoplevelsen.

Omvendt vil jeg rose bogen for dens portræt af Noor, man kommer næsten til at forstå hende og i al fald til at føle med hende. I den forstand tror jeg, at Marstrand-Jørgensen har opnået, hvad hun gerne ville. Otto Dickmeiss har lavet velvalgte, medfabulerende illustrationer i sort-hvid, der følger historien som vignetter og helsidesillustrationer hist og her. I dem finder vi død, kærlighed, drømme og især den dramatik, der får historien til at blive lidt mere levende, end man lige havde forventet.


Anmeldelse tidligere bragt den 14-06-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret