Luk vindue

Jeg er det sværeste ord at definere

John Green: Skildpadder hele vejen ned. Oversat fra engelsk efter »Turtles All the Way Down« af Agnete Dorph Stjernfelt og Marie Louise Valeur Jaques. 288 sider. 249,95 kr. Høst og Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsliv. John Green skriver om de store identitetsspørgsmål: Findes der et jeg, der er uafhængigt af omstændighederne?

Hvor tit finder man en ungdomsbogsforfatter på TIMEs liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden? Ikke ofte, men John Green er der og udgør således et ganske særligt fænomen, som med romaner som En flænge i himlen og Paper Towns virkelig har tag i sine læsere. Måske har det også betydning, at han benytter sig flittigt af Twitter, Instagram og videoblogs til at indgå i en løbende dialog med sine fans. Greens bøger er virkelig specielle og har en særlig melankolsk tone.

De kredser typisk om det tidspunkt i ens liv, hvor personligheden for alvor dannes. Og det er sjældent de mest markante unge, der i hans bøger lykkes bedst. Tværtimod er det de mere stille af slagsen, man skal lægge mærke til.

Hans nyeste bog, Skildpadder hele vejen ned, handler om identitet. »Jeg er det sværeste ord at definere,« siger den 16-årige hovedperson, Aza Holmes. Er hun sig selv, eller gør hendes OCD hende til noget andet? Er hun noget uden tvangstankerne? Eller er tvangstankerne en integreret del af hende selv? »Når jeg leder efter det sådan Virkelige Mig, finder jeg aldrig noget,« siger hun selv. Davis har også udfordringer. Han er søn af en millionær, der er forsvundet på mystisk vis efter en tiltale for bedrageri og bestikkelse. Kan folk lide ham, eller kan de lide ham på grund af hans penge? Er man det, man har? Eller hvordan skal man definere sig selv? Aza Holmes´ bedste veninde, Daisy, er så fattig, at hun ikke engang har sin egen computer. Hun overtaler Aza til at hjælpe sig med at finde den forsvundne millionær, så de kan score dusøren på 100.000 dollars.

Aza kender Davis fra nogle sommerlejre, hvor de godt kunne lide hinanden. De har bare ikke talt sammen i årevis. Da Davis og Aza kommer tæt på hinanden, udvikler der sig et komplekst kærlighedsforhold. Davis er et meget følsomt menneske, der læser meget, skriver digte og kan lide at filosofere, og han har selvfølgelig gættet, at pigerne er ude efter dusøren. Samtidig tør Aza knap nok røre ved Davis, fordi hun er så angst for bakterier - hendes OCD handler først og fremmest om renlighed: Hun er bange for parasitterne i sine tarme, for bakterierne i alt, hvad hun rører ved, og da hun kysser Davis første gang, må hun hurtigt afbryde, fordi hun kun kan tænke på, hvor mange bakterier kysset indebærer. Hvor OCD´en hidtil har været håndterbar og tryghedsskabende, bliver konflikten mellem kærlighed og tvangstanker akut og gør det endnu vigtigere for hende at klarlægge sin identitet, ligesom Davis også må ud af sin skal for at finde ud af, hvilke følelser der er ægte.

Bogen giver et skarpt, følsomt og virkelig nærværende portræt af hovedpersonerne.

Forfatteren har selv lidt af OCD hele sit liv, og man kan virkelig mærke, at han har lagt meget hjerte i romanen. Men selv om OCD er en livsbetingelse for Aza, lykkes det Green at skrive en bog, som ikke bare handler om lidelsen. Skildpadder hele vejen ned er langt, langt mere. Og det selv om der ingen chokeffekter er indlagt i romanen - selv krimigåden, der løses til sidst, sker uden dramatik.

Dramatikken finder man til gengæld i de unges tanker og relationer. Det er fascinerende læsning og fremmanet med en hudløshed, som næsten gør ondt. Denne spiral af følsomhed, tanker og menneskelige relationer er lige præcis John Greens adelsmærke. Det er sart og mesterligt gjort.

Anmeldelse tidligere bragt den 10-11-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret