Luk vindue

Rune på rune

Malene  Sølvsten: Ravnenes hvisken. 712 og 621 sider. 199,95 kr. & 249,95 kr. Carlsen.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nordiske guder. At det er kvinderne, der skal redde verden, synes nagelfast i fantasygenren, også hos danske Malene Sølvsten.

Heltinderne vælter bogstaveligt talt ud af fantasyreolerne og har gjort det i en efterhånden betragtelig årrække. Hvis vi endelig møder en rigtig drengehelt, er han i konstant tvivl om sig selv og har en veninde, der følger ham i tykt og tyndt. Selv Harry Potter må ty til Hermiones grundige og samvittighedsfulde hjælp, når han skal klare Voldemort og hans lakajer. Den ensomme ulv, der klarer ærterne selv, er fortid - i alt fald i fantasybøgerne.

I Malene Sølvstens Ravnenes hvisken er det den iltre, 17-årige Anne, som skal redde verden fra Ragnarok. Hendes forældre er døde, og hun har haft en rodet, konfliktfyldt barndom hos forskellige plejeforældre, men hun har en særlig evne: Hun er synsk, og hvis hun rører ved en anden, kan hun se billeder fra vedkommendes fortid.

Første bind starter med et mord, som Anne ser i drømme, og inden længe begynder rødhårede piger at blive fundet, kvalt med en lædersnor og med en blodig rune indgraveret i liget. Naturligvis er Anne selv rødhåret, og det er ikke vanskeligt at regne ud, at det er hende, morderen er ude efter.

Handlingen tager fart, da pigen Luna og drengen Mathias skal starte i gymnasiet i samme klasse som Anne og insisterer på at blive venner med hende. Inden længe viser det sig, at Luna er heks, Mathias er halvgud, pedelmedhjælperen Varnar er en kriger fra en parallelverden, og den kæmpehund, som altid følger Anne, er prins Etunaz af Ulvefolket og stammer fra den samme parallelverden som pedelmedhjælperen.

Her har den onde regent, Ragnara, bortført Annes hidtil ukendte tvillingesøster og lagt en avanceret plan, der involverer gudeblod og menneskeofringer. En gammel spådom siger nemlig, at hvis det lykkes Ragnara at dræbe de to søstre, vil Ragnarok indtræffe, og dermed vil de gamle guder falde. I andet bind rejser Anne ind i parallelverdenen Freiheim for at forsøge at redde sin søster og dræbe Ragnara.

Der mangler ikke kærlighedshistorier undervejs i de to bind: Varnar og Anne bliver stormende forelskede, og en temmelig pågående Elias, som får en central rolle, er også interesseret i Anne. Herudover møder Anne i andet bind Rorik, som har sine egne hemmeligheder, men som Anne også indleder et forhold til.

Sølvsten har planlagt handlingen så godt, at historiens logik holder vand. Eneste anke i den forbindelse er, at Anne vistnok skal fremtræde som stærk, intelligent, respektløs og frygtløs, men ikke vellidt. Det hænger dog skidt sammen med den empati, som synskheden giver, og i stedet virker hun mest som en 17-årig pige på toppen af sit personlige oprør mod alle autoriteter.

Er man vant til at læse fantasy, vil man genkende en lang række af genrens konventioner.

Idéen med, at guderne har brug for at blive tilbedt af mennesker for at eksistere, er brugt en del gange - mest morsomt af Terry Pratchett i Small Gods fra 1992, hvor guden Om ihærdigt og ret klodset prøver at blive en stor gud igen.

Et andet almindeligt trick er, at hovedpersonen holdes uvidende om sin identitet og kunnen næsten indtil det absurde. Og når heltinden endelig bliver klar over tingenes tilstand, er alle omkring hende en del af det magiske univers.

Vi finder også, ligesom i Hunger Games eller Twilight, et saftigt trekantsdrama hos Sølvsten, og disse mange deja-vuer dæmper begejstringen for Ravnenes hvisken - bind 1 blev ellers både lovprist i Politiken og indstillet til Læsernes Bogpris i Berlingske. Og så udkommer bøgerne nogenlunde samtidig med den norske debutant Siri Pettersens trilogi om Ravneringene (anmeldt i Faktisk), som er Sølvstens bøger væsentlig overlegen. Ikke mindst fordi Pettersens historie er næsten fri for standardløsninger og konstant lader læseren i tvivl om, hvordan historien vil ende.

Så et mesterværk er Sølvstens to bøger ikke, men der er ingen tvivl om, at hun på sigt har potentiale til at sprænge fantasyrammerne. Det vil jeg glæde mig til.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-08-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret