Luk vindue

Tidstunnellen

Anders Johansen: Hullet. 255 sider. 249 kr. Modtryk

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Hvad sker der, når den nye vejtunnel forbinder det isolerede Fjeldvig med resten af landet? Fremskridt og velstand, som politikerne lover? Davids far mener, at det vil skabe et sandt Sodoma og Gomorra. Men de har ikke noget valg, for landsstyret har besluttet sig. Anders Johansen har med Hullet skrevet en følsom, klog og filosofisk tung roman, der vil fænge såvel ung som voksen.
Fortælleren i bogen er autisten David. Han har en fremragende hørelse og en fotografisk hukommelse. Han kan nærmest hele Bibelen udenad, fordi hans hyperreligiøse far læser højt for ham af især det Gamle Testamente.
Davids absolutte helt er storebroderen Peter.

Peter passer på ham og Peter glæder sig - i modsætning til faren - til tunnellen. Så David ved ikke, hvad han skal mene. På den ene side hader han forandringer, på den anden side vil han gerne gøre Peter glad.
Fjeldvig er vitterlig isoleret. For at komme til den nærmeste by skal man over Storfjeldet - et meget højt klippebjerg. Det er farligt og tager gerne et par timer i godt vejr. Ellers er det helikopteren eller færgen, hvis det barske vejr ellers er til det. I skolen sidder lærer Johansen ved katederet i det lille lokale, der også er bygdens forsamlingshus, og underviser alle bygdens elleve elever på én gang.

David har sin egen bås med en computer. Han er nødt til at sidde lidt for sig, for han har svært ved at håndtere følelser, både sine egne og andres.
Meget symbolsk er Tangø, som Fjeldvig ligger på, en porøs ø af lavasten, som langsomt spises op af havet og regnen.
Undergangen for det lille samfund er givet på forhånd. Og undergang er lige præcis hvad tunnellen omsider bringer. Den højt besungne fremtid bringer primært kiv og strid. Davids præcise, nøgterne og naive øjne registrerer uden følelser, hvordan bygden langsomt går i moralsk opløsning. Selv Davids far og dermed familien begynder at lide under hans fornægtelse af tunnellen.
David ser også med stor undren på Peters langsomme seksuelle opvågnen og hans forelskelse i den ikke specielt kvikke pige Ragna.
Men ikke mindst oplever David også hvordan tingene meget mod hans vilje begynder at forandres til noget, som han ikke længere kan overskue. Fra det trygge og forudsigelige samfund, hvor der faktisk var plads til ham, til en ny, barskere og åndløs verden, som ikke længere vil anerkende naturens begrænsninger og farer.

De sjældne fugle bliver fanget for at tilfredsstille turisternes oplevelsessyge skolelæreren må lukke skolen, fordi de nye tilflyttere ikke vil respektere hans autoritet. Bygdens største besidder sætter et hegn rundt om sit græsningsareal.
Og Davids far fyres som postbud, nu da det ikke længere er nødvendigt for ham at komme over bjergene tre gange ugentlig for at hente og aflevere posten. Alting går hurtigere nu og byen er ikke engang afhængig af deres dieseldrevne strømgenerator længere, nu hvor højspændingskabler er ført gennem tunnellen. Men er det bedre? Hullet er en fantastisk roman, skrevet langsomt, med fjerpen utvivlsomt. Man læser den også sagte, smager på ordene, oplever Davids klare øjenvidneberetning og både nyder og frygter hver ny side.
Bedre kan det ikke gøres.

Anmeldelse tidligere bragt den 02-03-2012 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret