Luk vindue

Store Kris er tilbage

Lincoln Peirce: Store Kris vender frygteligt tilbage. 218 sider, 100 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Store Kris startede egentlig som en tegneseriestribe i de amerikanske aviser tilbage i 1991. I bøgerne om Store Kris er halvdelen af historien fortalt i tegneserieform, hvilket giver ret sjove effekter. Store Kris er en dreng, der går i sjette klasse. Han hader klassekammeraten Dina, er meget glad for Jenny og vil meget gerne vinde skolekonkurrencen i indendørs baseball. Men den onde fru Godtfred har sat stræberen Dina i arbejdsgruppe med Kris. Og Kris smider ved et uheld en masse ulækker æggesalat i hovedet på Jenny. For at gøre ondt værre når Dina at kalde Kris´ baseballhold noget så rædselsfuldt som »Kittekattene« i stedet for det helt fantastiske navn, som Kris har fundet på: »Psykohundene«. Det er med andre ord en oplagt læsebog for enhver dreng, der kan læse selv og har brug for et skud skør, anti-voksen humor. Det er andet bind i serien om Store Kris, men man behøver ikke at kende etteren for at muntre sig over toeren.

Anmeldelse tidligere bragt den 17-02-2012 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret