Luk vindue

Pigemagt

Lars Holmgaard Jørgensen: Egernfolket 1 & 2. 184 sider hver. 100 kr. stykket. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Lars Holmgaard Jørgensen har skrevet rigtigt mange historier. Både letlæste bøger, der foregår i Stenalderen og barske krimier fra stenbroen.
Nu har han udgivet en ny serie for de 10-12-årige, der foregår i Stenalderen.
Hovedpersonen er pigen Kata, der bor i Egernfolkets klan. Klanen er et matriarkat - det vil sige, at kvinderne bestemmer. De er som regel gift med tre-fire mænd samtidig, og kvindernes vigtigste opgave er at føde børn, så klanen kan leve videre og vokse sig stor. Mange kvinder dør under fødslen, så der kæmpes jævnligt om kvinderne mellem klanerne.
Første bind i serien handler om pigen Kata og hendes mor, der har høj status i klanen. Her bruger Jørgensen meget plads på at beskrive, hvordan Stenalderfolket har indrettet sig, og hvordan de lever. Problemet er, at handlingen aldrig når at blive helt spændende, fordi der er så meget, der skal forklares.
Det skrider simpelthen for langsomt frem.
Det går lidt mere tjept i andet bind, hvor Kata og hendes mor bor hos en anden klan. Det er tydeligt, at moderen først og fremmest vil overleve, mens Kata er opsat på at få noget ud af livet. Kata er i andet bind blevet så stor, at der begynder at opstå konflikter mellem hende og moderen. Da Kata forelsker sig i én fra klanen, udvikler det sig til et heftigt drama. Ikke mindst da klanen beslutter at give Kata bort som pant til det frygtede Ravnefolk. Det vil hun naturligvis ikke finde sig i.
Egernfolket er en sympatisk serie, men desværre fænger den ikke helt. Problemerne bliver aldrig relevante for nutidens læsere.

Anmeldelse tidligere bragt den 20-01-2012 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret