Luk vindue

Bedste fjender

Daniel Zimakoff: Bedste fjender. 144 sider. 230 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Olivers bedste ven hed Oskar - lige indtil Oskar rejste til New Zealand med sin familie. Så blev Oliver venner med Vitus, der har leukæmi og tit er indlagt på hospitalet. Det kan man læse om i romanen En dødssyg ven, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2004.
Bedste fjender er en fortsættelse og handler om den sommer, Oskar kommer på besøg i Danmark. Det er herligt, at Oskar er tilbage, men han er forandret på en eller anden måde. Oliver kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der er anderledes. Oskar og Oliver får et sommerjob sammen på en vandskiskole og møder to piger, Melissa og Sabine.
Oskar er ret glad for Melissa, mens Oliver stadig tænker meget på sin måske-kæreste, Linnea, der er rejst til Italien efter at have sat deres skrøbelige forhold på hold.
Melissa er svær at finde ud af: Måske er hun mere glad for Oliver end for Oskar. Det skaber gnidninger mellem Oskar og Oliver. Fra sit sygeleje forsøger Vitus at give Oliver gode råd, men nemt er det ikke. En god og letlæst historie for især drenge om venskab og piger.

Anmeldelse tidligere bragt den 16-12-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret