Luk vindue

Dumme mennesker

Johanne Algren: Louis liv. 384 sider. 199 kr. People´s Press
Erik Barfoed: Bræk. 144 sider. 200 kr. Høst og Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

En af de første sætninger i Johanne Algrens Louis Liv lyder således: »Jeg nægter at gøre mig selv til herre over livet og stille mig selv til ansvar.« Det er tæt på det mest dybsindige, pigen Louis formår at tænke i løbet af romanens 384 sider.

Bogen er nærmest et katalog over dumme valg.
Først bliver Louis kæreste med AK81-rockerklubbens gadesoldat, Oliver. Da han så ryger i fængsel, vælger Louis at forelske sig i den ældre tyrker Serkan, som hun indgår et muslimsk ægteskab med. Serkan viser sig fra sin værste side og lader hende tilbringe livet foran arabiske tvserier, som hun ikke fatter en brik af. Serkan er jaloux anlagt og forbyder hende blandt andet at blive ekspederet af mandlige kassemedarbejdere i supermarkedet.
For at gøre billedet fuldendt slår han hende jævnligt. Ikke at Louis af den grund vælger at gå sin vej. Louis stammer ellers fra et borgerligt hjem, men har klart et slemt uafsluttet teenageoprør mod sin meget autoritære og lidet empatiske ( skoleinspektør-) far i bagagen.

DÅRLIGE valg er også normen i Erik Barfoeds roman, Bræk. Den handler om Sjak, der vågner på intensivafdelingen med en kæmpebandage på hovedet. Man forstår, at nabosengen er besat med Sjaks offer, der har det langt værre og ligger i koma.
At offer og overfaldsmand ligger sammen, er der naturligvis ikke andre, der ved. Sjak flygter fra hospitalet og begår det ene bræk efter det andet.
Nogen er efter ham og vil have nogle penge, han skylder. Sjaks mor vil ikke vide af ham.

Politiet vil gerne tale med ham. Sjak kan slet, slet ikke overskue det. Barfoed har været domsmand i Østre Landsret i fire år, og bogen bygger på hans indtryk derfra. Ingen tvivl om, at Barfoed har mødt folk som Sjak i retten. Og mon ikke, at han også har mødt typer som Serkan, Oliver og Louis undervejs.
Louis liv er en selvstændig fortsættelse af Louis 121092-2922. Så selvstændig, at forlaget hverken nævner det i pressemeddelelsen eller i bogen, hvilket er et meget mærkeligt valg.

Tonen i bogen er direkte, filmisk og barsk.
Louis liv er en glædesløs bog. Sex er Louis´ byttehandel for trygheden hos de mænd, hun vælger at få beskyttelse af. Sand kærlighed eller venskab oplever Louis ikke for alvor. Selv om Algren mere end antydede i den første bog om Louis, at pigen var kvik, er det svært ikke at fortvivle over, at man kan være så dum og naiv, mens man læser bogen.

Sjak er også temmelig ubegavet, men Erik Barfoed, der er klassisk filolog, har virkelig greb om sproget: »Han var ikke en fugl der svævede højt over byen, ikke et vildt dyr, men en hund, der strejfede under folks blikke uden at de ænsede ham. Hunde så verden nedefra. Folk tænkte ikke over hvad de så.« Bogen er en nydelse at læse, selv om man også fortvivler over Sjak. Hvor dum har man lov at være? Sjak kunne man fristes til at tilgive, hvis ikke hans handlinger var så grumme, for han er vitterlig så dum, at han ikke kan overskue konsekvensen af sine egne handlinger.

Selv om slutningen i begge bøger er åben, er optimismen vanskelig at finde frem. Det kommer næppe til at ende godt for hverken Louis eller Sjak. Vi er langt væk fra socialistiske værker om samfundets skyld. Det her er bøger om dumme mennesker, der foretager ubegavede valg. Så klart og barskt tror jeg ikke, det er skrevet før for unge. Den trøstesløshed, man finder i bøgerne, må klart provokere til en eller anden form for stillingtagen. Men rar læsning, det er det ikke.

Anmeldelse tidligere bragt den 30-12-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret