Luk vindue

Mmmmm..

Amanda Grant: Sølvskeen for børn. Italienske favoritter. På dansk ved Signe Lyng. 104 sider, 200 kr. Lindhardt og Ringhof

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Sølvskeen er en berømt italiensk kogebog for feinschmeckere. Amanda Grant har fået den gode idé at tage nogle af opskrifterne og lave en kogebog til børn ud af det. Bogen hedder naturligvis Sølvskeen for børn.

Bogen er opdelt i frokostretter og snacks, pizza og pasta, hovedretter og desserter og bagværk. Sølvskeen for børn er meget farverig, overskrifterne er flotte, og der er detaljerede tegninger af, hvordan maden skal tilberedes og grøntsager skæres. Og så er der et billede af, hvordan retten ser ud, når den er færdig.

Bogen er rigtig lækker, men jeg havde problemer med at bruge den. Det første problem er, at teksten er svær at læse. Der er brugt en svært læselig skrift med meget lille linjeafstand. Der står heller ikke, hvor lang tid opskriften tager at lave. Man er nødt til at læse de tit meget lange opskrifter for at finde ud af det. Der står heller ikke, om retten er svær eller let at lave. Og så kan der til allersidst i opskriften stå sådan noget som »server retten med kogte grøntsager til«. Det er fint, men det står bare ikke i ingredienserne, og så glemmer man at købe grøntsagerne! Det skete for mig, da mine gæster skulle smage maden.

Men heldigvis havde jeg majs, jeg kunne koge. Og maden smagte nu godt.
Det ville være dejligt, hvis bogen kunne stå ved siden af min kones udgave af Sølvskeen.

Men det kan den ikke, fordi bogen er for høj og bred. Der er mange andre kogebøger for børn, som er mere overskuelige at finde rundt i, som jeg hellere ville vælge. De har også den fordel, at de kan stå på hylden!

Anmeldelse tidligere bragt den 02-09-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret