Luk vindue

Proforma-kærester

Sanne Søndergaard: Proforma. 256 sider, 180 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Homoseksualitet. Ungdomsroman om at stå uden for fællesskabet og ville ind.

31-årige Sanne Søndergaard er stand-up komiker. Det høres tydeligt på tonen i hendes nye roman, Proforma, der handler om to homoseksuelle unge af hvert køn, Siv og Lukas. De er blevet holdt uden for fællesskabet i hele deres skoletid. Siv har lært at leve med at blive ignoreret. Ingen synes at kunne huske, hvad hun hedder, og hendes eneste rigtige ven er den jævnaldrende Lukas, der er bøsse. Lukas bliver til gengæld mobbet, fordi alle synes, at han er ret bøsset.
De går i hver sin skole, og er derfor i den ret unikke situation, at ingen af Lukas´ klassekammerater kender Siv og omvendt. Da gymnasiet således nærmer sig, falder det dem ind at blive proforma-kærester. Så vil alle tro, at de er hetero, og så vil Siv og Lukas ligne alle andre. Så kan de hver især prøve, hvad det vil sige at være accepteret af de andre.

Det er en rimeligt skarpt skåret roman. Bogens fokus ligger i, hvordan det er at stå uden for fællesskabet, og hvordan man ændrer sig, når man omsider bliver budt indenfor. Måske er persontegningerne derfor relativt enkle.
»Rigtige« bøger om homoseksualitet plejer at handle om den første svære erkendelse og om at komme ud af skabet. Men ikke Proforma.
Her har Siv aldrig været i tvivl om, at hun var til piger. Og det har hendes mor såmænd heller ikke. Med Lukas er det lidt mere kompliceret, men han er for længst forbi det stadie, hvor forældrene er i tvivl om, hvad han er til. Dertil er hans påklædning og generelle udtryksform ikke den mest diskrete.
Men strategien om at være undercover hetero er vellykket, selv om de begge må ændre påklædning, frisure og Lukas må slås lidt med håndledsbevægelserne. De to unge bliver en del af slænget i 1. g. Pludselig kan folk godt huske, hvad Siv hedder og inviterer hende oven i købet med til klassefester. Og Lukas er ikke længere paria blandt drengene. De blomstrer begge op, men naturligvis kan man ikke helt skjule, hvem man er. Det kommer frem i små såvel som i større ting, og på et tidspunkt går det så galt, at Siv og Lukas for alvor bliver uvenner. Og de må træffe et valg om enten at acceptere sig selv, som de er, eller fortsætte i skjul.

Søndergaard har et virkelig godt blik for mange af de sociale spil, som udspiller sig blandt unge, og de mange morsomme scener gør også, at der er meget godt at sige om Proforma.
Alligevel er den så tydeligt båret frem af selve budskabet om, at man skal turde være sig selv, at vægten svinger mere over mod en selvhjælpsbog end en litterær oplevelse.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-07-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret