Luk vindue

Undladelsessynder

Stian Hole & Stian Hole (ill.)  : Garmanns Hemmelighed. Oversat af Naja Maria Aidt. 52 sider. 200 kr. Høst & Søn
Klaus Rothstein & Peter Bay Alexandersen (ill.)  : Hvornår er vi der?. 32 sider. 250 kr. Alvilda

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedsynder. Poetisk norsk børnebogskunst og en næsten ordløs samværsbog.

Norske Stian Holes fabelagtige Garmanns Hemmelighed er en udgivelse, BØGER ikke fik anmeldt i løbet af efteråret, hvilket jeg hermed råder bod på. Bogen er Holes tredje billedbog om drengen Garmann. Hans bøger er en skønsom blanding af tekstuel tilbageholdenhed og billedmæssig ekstravagance.

Garmann er en stille, lidt tænksom dreng. På tredje opslag fortæller Garmann, at han omsider har lært reglerne i skolegården og nu ved, »at når børnene stiller sig i en cirkel og råber og skriger, gælder det om at komme væk før man pludselig står i midten.« Garmann kan bedst lide at være i betragterens rolle, og især Johanne, den ene halvdel af et jævnaldrende tvillingepar, er værd at studere nærmere.

Heldigvis er hun også interesseret i at se nærmere på Garmann, og sammen går de en tur i skoven, hvor de finder på at lave en rumraket sammen. Det er så deres hemmelighed, som tvillingesøsteren meget gerne ville afsløre, hvis ikke det var, fordi Johanne selv har noget på hende. Bogen er som sjælden kunst, skrøbelig og smuk, men samtidig forsynet med en kappe af noget solidt og vedvarende. Illustrationerne står og vibrerer mod den afdæmpede tekst og skaber en unik spænding og poesi, som fastholder såvel voksenlæsers som barnelytters opmærksomhed. Der er ikke mangel på humor i Holes univers. Således savner man heller ikke denne gang Elvis Presley ( hvad er der egentlig mellem ham og Hole?) som statist, og den ondskabsfulde dreng, der tvang Garmann til at brænde en pensionists have af i andet bind, optræder også i en enkelt birolle.

Naturligvis som Johannes søsters ven. Jeg tøver ikke med at kalde Garmann-bøgerne for noget af det absolut ypperste nutidige illustrerede børnelitteratur, der kan opdrives i dag.

En anden undladelsessynd er en senefterårs omtale af Weekendavisens egen Klaus Rothsteins udgivelse, Hvornår er vi der?, som vel strengt taget primært bæres af Peter Bay Alexandersens ironisk farverige billedside, selv om Klaus Rothstein både er forfatter og har bidraget med mange af ideerne. Bogen er stort set ordløs, bortset fra teksten »Hvornår er vi der?« Man følger en rød bils vej gennem storbyen, over havet, gennem skoven og ud på landet. I bilen er der, udover far og mor, en særdeles musikask morfar, en bror og en søster, der skændes uafladeligt og en lille pige, der altid spørger om, hvornår de ankommer.

Plus hunden, naturligvis, der synes at nyde turen. Normalt læser man ord, men bogen handler om at læse billeder. Et barn vil her hyppigt være den voksne overlegen. Sidste side i bogen stiller alle de spørgsmål, man kunne have stillet sig selv, da man bladrede gennem siderne: Hvorfor skændes de to søskende? Hvilke kendte eventyrfigurer optræder på siderne? Og så videre. Det er en bog, man kan gå på opdagelse i med flere børn omkring sig, hvilket understreges af bogens store format.

Kort sagt en bog, man kan dele med andre og bruge en god spand tid på. Og til sidst når de da frem, familien. Hvorpå det helt forudsigelige spørgsmål farer ud af den lille pige: Hvornår skal vi hjem? Jo... det er helt, som det skal være! Masser at se på, at pege på og snakke om.

Anmeldelse tidligere bragt den 07-01-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret