Luk vindue

Ode til Døden

Bent Haller: Ham der søger Døden. 330 sider, 250 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Hinsides. Det kan godt være, at jeg er i Himlen, men lad mig nu dø i fred! Bent Hallers grumme roman pirker til de helt store spørgsmål.


Allerede på Stian Holes dramatiske og hyperrealistiske omslag mærker man, at Bent Hallers nye bog er anderledes. Først ser man den ikke, skyggen. Men ser man nærmere efter, kan man se, at skyggen har vinger og et sværd. Er det en engel eller en djævel? Og hvad laver fuglen midt om natten? Det er ikke en helt almindelig bog. Bent Haller har mange bøger på samvittigheden, og flere af dem kredser om døden. Han skriver lidt kryptisk og tilbyder ikke normalt lystlæsning til børn. Hans bøger er hyppigt rå, næsten grusomme, og på en måde også pinagtigt ærlige. Det har tit bragt ham på kant med det gode selskab. Ikke mange forfattere har oplevet et offentligt købsforbud i bibliotekerne, men det var Haller ude for i Thisted i 1977.

Det har nu ikke dannet præcedens, for Haller er på top 10 listen over de forfattere, der modtager flest penge fra bibliotekerne. Haller har mange facetter, for han har også skrevet en fornøjelig hesteserie om tvillingerne Mette og Marie sammen med Alice Haller og et par julekalendere. Flere af hans bøger er blevet filmatiseret, for eksempel Kaskelotternes sang og Fuglekrigen.

MED Ham der søger Døden er Haller vendt tilbage til den store, episke fortælling. Historien handler om den 12-årige Lau, der dør i et trafikuheld. Så kommer han op til... et eller andet, som ikke er himlen. Og heller ikke er helvede. Men som bestemt ikke er tilfredsstillende. Efter en næsten uendelig venten i et anonymt venteværelse forenes han med slægten. Dog må menneskene stort set ikke tale med hinanden, og deres bevidsthed afbrydes alt for hyppigt og ganske jævnligt af en slags black out, hvor de er dømt til at genopleve deres jordiske liv. Om og om igen.

Lau møder Beatrice, som døde i middelalderen, og sammen med hende lykkes det dem at forsvinde ind i Labyrinten, hvor filosoffen Aristoteles har regnet lidt af det ud. Der er syv himmelhuse. I et af dem bor Gud, i et andet Døden. De tre tager af sted med filosoffen som vejviser, fordi Lau vil møde døden. Han vil gerne dø for alvor. Han vil have fred, rigtig fred. Han bryder sig ikke om at genopleve sit liv.

VI inviteres til at genopleve Laus liv med ham. Nye aspekter dukker op jævnligt, og det er vanskeligt til tider at holde styr på, hvor meget Lau føjer til, og hvor meget der virkelig er sket i hans liv. Samtidig er vi vidne til Jordens undergang og skabelse via de tres vandring gennem husene, hvor de med skiftende held forsøger at følge efter ærkeenglen Mikaels lysende blå fodspor. Referencen til Dante er oplagt. Dante ledes i Den Guddommelige Komedie af digteren Virgil gennem helvede og skærsild -og af Beatrice, Dantes idealiserede kvinde, gennem himlen. Men hos Haller er meget forandret. Digteren er afløst af matematikeren, digtningen af logikken. Haller tror ikke på Himmel og Helvede. Tilbage er der skærsilden. Dantes skærsild havde syv sfærer, der hver repræsenterede en af de syv dødssynder.

Der er syv huse hos Haller, men dødssynderne tror Haller heller ikke på. I stedet møder vi magtfuldkommenhed, primitive folk og primitive guder, menneskets evne til at ødelægge det for sig selv, og så sandelig også Gud og Jesus.

Jo, Lau når frem til det syvende hus. Men på en lidt anden måde, end man kan forestille sig. Det er ikke en nem bog, og selv Haller lader Laus mor forbande en bog kaldet Ham der søger Døden, som Laus far angiveligt har skrevet. Sådan en bog er ikke noget for børn, siger hun. De får mareridt af det. Selv siger Haller i et medfølgende Q&A fra forlaget, at bogen er for »dem, der er interesseret«. Det er nok så præcist, som vi kommer det.

Bogen er i alt fald ikke alene bestemt for unge, selv om det er dér, mange begynder at stille spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Findes der en Gud? Hvis man stadig er interesseret i at lege med mulige svar på disse to spørgsmål, så tror jeg, at Hallers bog er lige i øjet uanset alder. Hallers fortælling er fremragende skrevet, spændende, og grum og sjov på samme tid.

Anmeldelse tidligere bragt den 10-09-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret