Luk vindue

Målt og speget

Jan Cirkola & Anne Cirkola (ill.)  : Magdeline og de underjordiske. 32 sider. 150 kr. William Dams Forlag
Frank Madsen & Sussi Bech (ill.)  : Søren tror ikke på Bøhmænd. 32 sider. 230 kr. Carlsen

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Overtro. To billedbøger, hvor fornuften kommer i karambolage med fantasien.

I Frank Madsens og Sussi Bechs Søren tror ikke på Bøhmænd møder vi den seks-årige Søren, hvis far er konkret og rationel: »Sørens far er ingeniør. Sørens far tror ikke på bøhmænd. Det gør ingeniører af princip ikke. De har alt for travlt med at bygge broer, bore tunneler, tegne med lineal og alt sådan noget.« At det med principper går lidt hen over hovedet på Søren, får forfatteren markeret på en sjov måde. Vi får at vide, at Søren heller ikke af »prins Ib« tror på bøhmænd. Det er godt fundet på!

En dag skal Søren passes hos farmor og farfar. Ved døren synkroniserer far og søn ure, trykker hænder og så smutter farmand ellers af sted i sin stålgrå bil. Farmor og farfar fortæller den vantro Søren om deres problemer med bøhmænd, om Pruttekongen og Tordensky, de helst ikke vil have på besøg, om Bestikblanderen og om Sokketrolden plus et par andre væsner, som hver især får skylden for alskens ulykker. Søren tager det helt roligt og forsøger konsekvent at finde en rationel forklaring på problemerne.

Historien er velskrevet, morsom og opfindsom, kontrasterne er skarpt aftegnede, og mon ikke man derhjemme efter oplæsningen får en god diskussion om det at tro kontra det at måle og veje. Sussi Bechs illustrationer er lige i øjet. Også i hendes illustrationer ses en klar modsætning mellem det rationelle og det fantasifulde. Det første er sirligt og genkendeligt tegnet, mens fantasivæsner får lov til at blive afbildet med rundere former og i overraskende perspektiver. Små detaljer kryber dog frem overalt i bedsteforældrenes hjem, hvor der er rigtig mange mus, der i det skjulte sameksisterer ganske fredeligt med bedsteforældrene. Også selv om de har tre katte. Sussi Bech optræder fast i WA Bøger sammen med forfatteren Mette Finderup i striben Eks Libris. Hun er bedst kendt for tegneserien om Nofret, men har lavet adskillige billedbøger i løbet af sin karriere.

Ligesom hos Sørens bedsteforældre er man på Bornholm på fornavn med det fantastiske. Der er mange fortællinger om de underjordiske. Den første, der skrev fortællingerne ned var Hans Ravnholdt, der var præst i Pedersker for næsten 400 år siden. Fortælleren Jan Cirkola har blendet fire af historierne til en, fortløbende historie i bogen Magdeline og de underjordiske, som hans kone, maleren Anne Cirkola, har illustreret. Bogens billedside domineres af ekspressive malerier med stærke farver. Illustrationerne får tag i én og historierne til at vibrere indeni.

Folkeeventyr har det med at være fortalt eller i alt fald nedskrevet meget staccato, og der skal derfor en fortæller til at formidle oplevelsen. Men Jan Cirkola bruger dette som et virkemiddel: Uden falbelader sætter han skub i den mærkelige historie, der starter med en pige fra de underjordiske, der låner en brudekjole af Magdeline og fortsætter med at handle om en skat, der skal luftes og stjæles. Samtidig er der en del arkaiske udtryk i bogen, som gør, at man opfatter historien som lidt fremmed. Jeg fulgte derfor den uforudsigelige historie med interesse, fordi den ikke rigtig ligner nogen andre bøger. Og så fordi den via sin form provokerede de samme spørgsmål frem som Frank Madsen og Sussi Bechs billedbog stiller. Man fanger sig selv i at se verden fra Sørens fars synsvinkel. Rigtig vellykket er bogen ikke, men anderledes - det er den. Og det er da ikke så ringe endda.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-04-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret