Luk vindue

Køleskab eller hårtørrer?

Saci Lloyd: Laura Browns CO2-dagbog, 2015. Fint oversat af Stig W. Jørgensen. 384 sider, 150 kr. Politikens forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsklima: Endelig noget så sjældent som en nyskrevet og vedkommende politisk ungdomsbog med humor!

Midt i strømmen af fantasyromaner og historier om den svære kærlighed, er det herligt at læse Saci Lloyds romandebut om klimaforandringerne. Det er en science fiction historie i dagbogsform om året 2015, hvor England beslutter sig for at indføre CO2 rationering i håb om at bremse den globale opvarmning.

Fortælleren er den 16-årige Laura Brown, som mange nogenlunde jævnaldrende piger vil kunne spejle sig i. Hun skriver digte, spiller bas i bandet »Dirty Angels« og roder akkurat lige så meget rundt med kærligheden, som det er passende, når man er 16 år. Hun har en irriterende lillebror og en lige så forfærdelig storesøster plus et par forældre, der kører forholdet på automatgear.

Men alt kollapser for dem: De må ikke længere køre i bil, faren fyres fra sit arbejde, moren har svært ved at opgive luksus, de er nødt til at vælge mellem hårtørrer, brødrister, mikrobølgeovn, køleskab eller lamper. Internet kan de max gå på 2 timer dagligt. Der går ikke lang tid, før samfundet begynder at kollapse og faren begynder at ville dyrke haven samt opfostre grise og høns for at overleve. Men enten er der voldsom tørke og vandingsforbud eller regn i spandevis.

Morsomt er det at læse om de næsten sovjetiske opdragelsesstraffe for folk, der bruger for meget CO2 og om, hvordan folk alligevel overlever på trods af vanskelige kår. Dagbogsformen med de ilagte fiktive avisartikler, gør hele situationen meget aktuel og vedkommende.

Forfatteren er dog tro mod sin fortæller, så der er masser i bogen om den vanskelige kærlighed. Og naturligvis mangler den kønne finke i skolen, der stjæler kærester, heller ikke i bogen. Gad vide om de kønne piger i skolen altid er finker? Sådan husker jeg det ikke helt selv, men jeg er jo heller ikke en pige...

Kærlighedsdelen får dog ikke lov til at fylde bogen ud. Dertil er der for mange dramatiske omstændigheder i såvel Laura Browns familie og omgangskreds som i samfundet i øvrigt. Laura Browns CO2-dagbog er en af årets mest spændende udgivelser: en gribende science-fiction roman om et voldsomt aktuelt emne gemt i skikkelse af en trivi-ungdomsroman. Den er velskrevet og umanerlig tankevækkende.

Anmeldelse tidligere bragt den 28-08-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret