Luk vindue

Giv mig en spand!

Anja Madsen Kvals: Fordi jeg siger det - 21 tankevækkere om børneopdragelse. 121 sider. 199 kr. Forlaget Siesta

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Pædagogik. 21 højtuddannede og politisk korrekte bud på børneopdragelse.

Opfattelsen af børneopdragelse er i høj grad historisk betinget. Den lærde franskmand, kardinalen og statsmanden Pierre de Bérulle, udtalte i begyndelsen af 1600-tallet, at den sørgeligste tilstand, man kunne være i næst efter døden, var barndommen.

Hans holdning var ikke et særsyn. Det vrimler med lignende citater fra før det nittende århundrede. Børn har ikke altid stået i så høj en kurs. Men efterhånden som folk har fået mere og mere tid (trods klager om det modsatte), individualiteten større plads, og børns betydning som bidragydere til familiens arbejdsfællesskab er forsvundet, så er børn blevet til noget, forældre skal håndtere som en særskilt udfordring i hverdagen.

Med udgivelsen af ´Fordi jeg siger det´ har Danmark fået foræret et øjebliksbillede af 21 fremtrædende forfattere og pædagogers holdning til børn og børneopdragelse.

Der er tale om diskussionsindlæg, som forlaget kalder for »tankevækkere«. Det giver sig selv, at alle har en holdning til børneopdragelse, og at der ikke findes en endegyldig sandhed om, hvordan børn skal opdrages. Noget, som mange af forfatterne er dygtige til, er at skue frem. Deres udgangspunkt er, at det er til fremtidens samfund og normer, vi bør opdrage vores børn. Ikke vores. Nogle gange går forfatterne helt i selvsving. Som når cand.pæd. Michael Breum Jakobsen skriver, at »mange indkøb er i dag betinget af børn og unges indflydelse. Det gør, at forældre, i langt højere grad end tidligere, må give deres børn en kritisk sans for at kunne vælge fornuftigt blandt de mange tilbud.« Altså: Fordi børnene bestemmer mere og mere, skal forældrene uddanne børnene bedre til at være bevidste forbrugere? Skulle forældrene da ikke det tidligere? Og hvorfor bestemmer børnene? Er det ikke forældrenes holdninger, de alligevel får indpodet?

Det virker i mange af indlæggene, som om alle forældre bare skal løbe efter børnene. Det er dem, der er de klogeste. Efter læsningen af bogen kan man godt få en mistanke om, at det også forholder sig sådan!

Første tredjedel af bogen handler om »derhjemme«. Det er decideret farligt at læse de 10 indlæg i et stræk. Indlæggene er yderst kvalmefremkaldende og bærer præg af, at forfatterne har haft den dårlige samvittighed som følgesvend, selv om de gerne ironiserer over det, som Lars Daneskov gør i sit indlæg.

Eller som Renée Toft Simonsen gør det i sin lille fuldendte historie om en mor, der er ved at gå til af dårlig samvittighed, efter at hun har skældt sit barn ud.

Det primære fokus i de fleste indlæg er, at børn skal bibeholde deres kreativitet, og at det skal man gøre meget for, blandt andet ved at besvare børnenes spørgsmål så godt som muligt. Der har i samfundet bredt sig en tyrkertro på, at børn er kompetente (hvilket tilsyneladende gælder alle livsområder?), og innovationslektor Lotte Darsø går så vidt som til at foreslå, at børnene skal undervise læreren. Ganske vist er børn begavet med mange evner, men troen på, at de via deres barnlige kreativitet kan finde en løsning på alverdens problemer, er særdeles naivt. Peter Lilleheden fremdrager endda Einstein som vidne, når denne priser fantasien som vigtigere end evnen til at lære. Det er noget vrøvl. Einstein mente i øvrigt også, at genialitet var 1 pct. talent og 99 pct. hårdt arbejde. Det hælder jeg lidt mere til selv.

Næste 5 indlæg handler om ­børnehaven og skolen, hvor forfatterne harcelerer over de nationale test og regeringens misforståede lyst til at detailstyre undervisningen.

Det er nok bogens mest perspektivrige essays. Mærkeligt er det dog, at forfatterne tror, at forudsigelighed og omstillingsparathed er nye behov. Det må vist skyldes en mangel på historisk viden. I alt fald siden 1850´erne har samfundet bevæget sig voldsomt. Vi er gået forbi industrialisering, en voldsomt øget population samt et væld af nye opfindelser. Jeg tror, at der til alle tider har været en voldsom ændring i samfundsforhold, der har krævet en evne til at omstille sig. Det er ikke værre nu end før. Det, der efter min mening er sket, er en voldsom ændring af værdierne (nogle ville sige eklatant mangel på).

Uden en religiøs forankring er det op til den enkelte at finde de værdier, han ønsker at bygge sit liv på. Det går ikke altid godt, for forældrene har sjældent noget konkret og sammenhængende at tilbyde. Kun opøvelsen af en kritisk og kreativ sans, der skal hjælpe børnene til at skabe en verdenssammenhæng og mening selv. Det er selvsagt svært.

De sidste 6 forfattere skriver om det »derude«. Det handler om forbrug, men også om, at de voksne ikke helt kan følge med i børnenes verden, der er fyldt med sms´er, chatrum, online-spil og andre virtuelle rum.

Logikken i indlæggene er, at når man som voksen resignerer på forståelsen af fagre nye verden, så må man i stedet opdrage børn til ansvarlighed. Det mest interessante indlæg er af lektor Susanne Højlund, der med en befriende solid forståelse af fortiden tyer til den mest oplagte sandhed: »Voksne vil nok aldrig forstå børn helt.«

Som far til fire børn kan jeg kun tilslutte mig dette. Man hverken kan eller skal gøre alting rigtigt, og det er vigtigt at give plads til sig selv og sin partner, hvis man skal overleve de mange krav og forventninger.

»Mærkeligt er det dog, at forfatterne tror, at forudsigelighed og omstillingsparathed er nye behov. Det må vist skyldes en mangel på historisk viden. I alt fald siden 1850´erne har samfundet ­bevæget sig voldsomt. Vi er gået forbi industrialisering, en voldsomt øget population samt et væld af nye opfindelser. Jeg tror, at der til alle tider har været en voldsom ændring i samfundsforhold, der har krævet en evne til at omstille sig. Det er ikke værre nu end før.«

Anmeldelse tidligere bragt den 07-08-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret